Kanelsneglekage

Mine bedsteforældre er begge fyldt 70 i år, og de får derfor en fælles gave fra hele familien, nemlig at vi tager i luksus-sommerhus sammen i næste weekend. I den forbindelse skal man selvfølgelig have noget mad, og det skal planlægges. Derfor mødtes vi i går for at skrive indkøbsliste mv. Jeg så det straks som en chance for at bage noget lækker kage. Og det var ærligt talt ikke svært at beslutte mig, da jeg for nylig så denne kage hos Sarah. Jeg synes normalt at almindelige kanelsnegle nemt har en tendens til at blive lidt tørre i det, og denne kage har alt det gode fra kanelsneglene (læs: snasket) uden tørheden og hele besværet med dejhævning, udrulning m.m. Det er helt sikkert en vinder. Og lad mig bare lige sige, den var et stort hit. Vi var 11 og kagen blev spist rub og stub med roser fra flere sider. Den bliver helt sikkert lavet igen 😀

Udskriv
Kanelsneglekage
1 bradepande på ca. 20 x 30 cm eller deromkring
Antal: 1 bradepande
Ingredienser
Kage
  • 380 g hvedemel
  • 1/4 tsk salt
  • 200 g sukker
  • 4 tsk bagepulver
  • 3,5 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 120 g smør smeltet
Snask
  • 200 g smør blødt
  • 220 g brun farin
  • 1,5 spsk kanel
  • 100 g hasselnødder finthakkede
Glasur
  • 300 g flormelis
  • 3/4 dl mælk eller vand
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Pisk alle ingredienserne til kagen sammen med en elpisker til dejen er jævn. Pensl bradepanden med lidt rapsolie eller beklæd med bagepapir. Fordel kagedejen heri.
  3. Bland blødt smør, brun farin, kanel og hakkede nødder til en jævn masse. Fordel den i klatter oven på kagen og bland det rundt med et træspyd eller lignende. Sørg for at det er godt fordelt.
  4. Bag kagen i ca. 40 minutter, eller til den er gennembagt.
  5. Lad kagen køle af, og pynt med glasuren, når den er - tilnærmelsesvist - kold.

9 comments

  1. Newyorker Byheart

    MUMS, den ser vel nok god ud – den må klart prøves (bare uden glasur, som jeg ikke er så vild med) 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    1. Normalt er jeg faktisk heller ikke så meget til glasur, men lige i dette tilfælde syntes jeg det passede ret godt til. Men du bør i hvert fald helt sikkert prøve den under alle omstændigheder 😀

  2. Åh, det er rart du siger det:) Jeg har også hørt, at det skulle være rimelig large, meeen jeg er stadig ikke helt lettet, før jeg får den tilbage bestået, 7-9-13:)

    Og hvor ser det bare lækkert ud! Jeg har været lidt fraværende på andres blogge her i den sidste tid, og jeg kan da virkelig se, at jeg er gået glip af nogle lækkerier hos dig! 🙂

    1. Nej, jeg har det ligesom dig. Jeg afleverede min sidste opgave på basis i fredags og er også en smule nervøs – til trods for at jeg har lavet og bestået fire andre opgaver uden det store besvær 😉

      Og tak 🙂

  3. Nøøøøøj! ♥
    Elsker kanelsnegle… får virkelig lyst til at lave det igen!

    Ps. Når du linker på twitter, crasher min browser desværre – kan du tjekke, om der er et eller andet i vejen med de shortlinks, du bruger? Det kunne nemlig være dejligt at nyde dine indlæg, når jeg er på farten 🙂

    1. Kanelsnegle er også ren nostalgi i mit hoved – og denne kage gør det bare ekstra nemt 😉
      Jeg ved ikke med twitter, det lyder lidt spøjst. Men når jeg linker derfra er det for det meste en automatisk ting fra min facebookside – jeg vil næsten tro, at det er det der på en eller anden måde laver rod i det… :S

  4. Hihi… sneglene er blevet kørt over 😀 men det ser (hold nu op) rigtig lækkert og snasket ud!
    Tror min weekend kalder på sådan en omgang, når den kommer.

    1. Haha, ja, de små stakler 😉 Men det er virkeligt en lækker kage – med den helt rigtige mængde snask i min optik! Jeg har i øvrigt længe haft en vag plan om at lave den i en LCHF udgave, så nu kan det jo være, at du når det før jeg 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *