Kanelsneglekage (LCHF)

kanelsneglekage

Billede af Line Thit Kleit fra “Sødt, sundere, syndigt”

Hey, ved I hvad dag, det er i dag, gør I, gør I? Nå, ikke, jamen så skal jeg da gladeligt fortælle jer det! Det er simpelthen min fødselsdag, hip hip hurra! De af jer, der har fulgt med et stykke tid, husker måske, at jeg har tendens til at gå lidt i barndom, når det kommer til min fødselsdag. Så snart vi når den anden side af nytår (okay, måske også lidt før), begynder jeg virkeligt at glæde mig (og minde alle om, at det snart er dagen), så de husker det, og sådan har det faktisk også været i år, til trods for at jeg har været godt beskæftiget med eksamensworkshop de første fire dage i denne uge.

Eftersom der vist er noget med, at man ikke må spørge en kvinde om hendes alder, skynder jeg mig lige at fortælle med det samme, så vi ikke støder ind i nogle brud på takt og/eller tone. I dag er jeg 25 år og har levet et kvart århundrede, hvilket lyder ret vildt, hvis man siger det sådan, så det lader vi lige være med. Jeg må indrømme, at jeg har det lidt underligt med pludseligt at være mere 30 end 20, men ud over det går jeg ikke så meget op i min alder. Til gengæld er det jo kommet mig for øre, at der nogle steder er tradition med at give kanel, når man er 25 og hverken er forlovet eller gift – og eftersom jeg er hverken eller, er jeg i princippet i målgruppen. Jeg har dog truet alle, jeg kender, som truer med det, med både bål og brand, hvis de prøver på noget – til gengæld har jeg bagt en (faktisk to!) kanelkager i stedet. Det er da sjovt ikke, Xenia fylder 25, og her er en kanelkage, haha! Ok, måske jeg er den eneste, der griner, men det er egentligt også nok for mig!

Jeg har længe haft lyst til at forsøge mig med en LCHF-venlig udgave af denne kage, som jeg var ret begejstret for, da jeg lavede den i sin tid. Og i går bagte jeg så begge udgaver – én af den normale til mine kollegaer i dag, som desværre er lidt skeptiske over mit “mærkelige” bagværk, hvorfor jeg ikke gider bruge de dyre ingredienser på dem 😉 Og så en speciel til mig selv, så jeg rigtigt kan smovse – selv om jeg nu nok også kommer til at smage den anden – bare lige for at kunne sammenligne, ikke?

En af ulemperne ved at være dygtig til og glad for at bage selv er i øvrigt, at man altid selv må bage sin fødselsdagskage. Men en fordel er selvfølgelig derimod, at man kan få det lige, som man vil! Denne kage (i begge udgaver!) er lige, som jeg vil. Jeg kan kun anbefale denne LCHF-udgave, hvis man er bare det mindste glad for kage, søde ting, kanel og/eller kanelsnegle. Den er god, svampet, smovset og lækker! Og jeg skal muligvis ikke leve af andet i weekenden! Og ja, jeg har 100% også lige spist et stykke til morgenmad! 😀

Kanelsneglekage
Til 8 personer
Print
Til kagen
  1. * 3 æg
  2. * 100 g sukrin+ (evt. pulveriseret)
  3. * 75 g smeltet smør
  4. * 250 g creme fraiche
  5. * 25 g fint kokosmel/kokosfibre
  6. * 25 g pofiber
  7. * 2 spsk fiberHUSK
  8. * 2 tsk bagepulver
  9. * 1/2 tsk vaniljepulver
Til kanelsnask
  1. * 75 g blødt smør
  2. * 75 g sukrin gold
  3. * 1 spsk kanel
  4. * 50 g finthakkede hasselnødder
Til glasur
  1. * 1 æggehvide
  2. * 50 g melis af sukrin+
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til160º varmluft.
  2. Pisk æg og sukrin+ sammen til en luftig masse.
  3. Tilsæt så de resterende ingredienser til kagedejen og pisk godt. Lad dejen hvile i 10 minutter, mens du klargør fyldet.
  4. Blandt blødt smør med sukrin gold, kanel og hasselnødder.
  5. Smør eller beklæd en springform på 20 cm, og fordel kagedejen her. Fordel kanelsnasket i klatter ovenpå, og "swirl" de to masser sammen med et træspyd eller en gaffel el.lign.
  6. Bag kagen i ca. 50 minutter, eller til den er gennembagt.
  7. Lad kagen køle helt af, og bland så en glasur af æggehvide og sukrin+, som kagen pyntes med, evt. i mønster med sprøjtepose.
Bemærkninger
  1. Kagen kan laves i muffinsforme i stedet for springform, hvis du ønsker, at de skal minde mere om rigtige individuelle kanelsnegle. Bagetiden sættes i så fald ned til ca. 25 minutter.
Opskrift fra/inspireret af "Sødt, sundere, syndigt"
Adapted from "Sødt, sundere, syndigt"
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

16 comments

  1. Tillykke til den unge blogger 🙂

    Håber at du får en fantastisk dag med masser af gaver og kage…
    Det er dejligt at jeg ikke er den eneste voksne (32 år) der elsker at have fødselsdag…

    Fra Sus

    1. Tak! 🙂
      Jeg har fastslået, at jeg aldrig bliver rigtigt voksen – så er der heldigvis ikke særligt mange, der forventer andet af mig 😛

  2. Tillykke

  3. You got me at cinnamon 😛 kanel kanel kanel, så bliver det ikke bedre.
    Den skal jeg helt sikkert afprøve – måske vi skal have fredagskage?
    Og tillykke med de 25 herinde også. Håber, du for en fantastisk dag med masser af kage – du fylder jo kun 25 én gang!
    KH
    – frk. sveske

    1. Kanel og snask er jo så godt!
      Og mange tak – jeg skal gøre mit bedste for at få en rar dag! 😀

  4. Tillykke søde Xenia – jeg rammerogså det kvarte århundrede næste gang 😀 Og jeg bager altidaltid kanelsnegle på min fødselsdag, det er min ultimative kagefavorit, så er ret hooked på den kage du viser her! UHM 😀

    – Anne

    1. Mange tak, Anne! Du må virkeligt prøve kanelsneglekagen så – mine kollegaer var i hvert fald også svært begejstret! 😀

  5. Hej Xenia,

    Rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen – håber du får (har haft) en god dag og bli’r fejeret behørigt.

    Nina

    1. Mange tak, Nina! Jeg har haft en skøn dag! 😀

  6. Super god opskrift – min mand fik lige lidt alm. glasur så gled den fint ned der også.

    tak !!

    1. Hvor er det godt at høre, Berit! 😀

  7. Først forsinket tillykke.

    Du kan altså bare noget med kager 😉
    Jeg gider sjældent LCHF kager men det her er endnu en vinder.
    Jeg lavede dog lidt ændringer
    Først og fremmest så bagte jeg den i muffinsforme – lavede en hulning i midten til remoncen- ¨åh så godt.
    Jeg var løbet tør for Husk så brugte 2 spsk mandelmel ( alm)
    og havde ikke nok sukrin så jeg brugte kokossukker i remoncen.
    ingen glasur -og savnede det ikke 😉

    1. Mange tak, Henriette! Og super god ide med muffinsformene, det vil jeg også prøve engang! 😀

  8. Hej Xenia.
    Hvilken størrelse form har du brug til denne kage? 🙂

    1. Sådan helt standard springform-størrelse – den er vist 24 cm i diameter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *