Karrysuppe med rejer

I går afleverede vi projekt og jeg har nu officielt læseferie. Yay! Det er desuden virkelig lækkert at have “fri” i december og have mulighed for rigtigt at jule – det har jeg ikke rigtigt kunne siden jeg startede på uni. Så må vi se, hvad der kommer ud af det – indtil videre er jeg i hvert fald lige taget hjem til min mor og bror for weekenden. I aften skal jeg passe min kusine på 10 og min fætter på 2,5, så der har jeg blandt anden en ide om at afprøve en nem udgave af cake pops. I morgen  er min mor ikke hjemme, så der tænker jeg, at min bror og jeg bare skal se en masse film og være nørdede sammen. Og søndag har jeg planlagt at fejre 2. advent med at lave en andesteg med hele molevitten – for kun 2. gang i mit liv. Forhåbentlig går det godt – I skal nok få lov at høre om det under alle omstændigheder 😉 Så det skal nok blive en god weekend – og så skal jeg lige sørge for at få læst lidt til eksamen i næste uge, da jeg torsdag har en 6-timers prøve i dansk sprog!

Men den tid, den sorg.

Denne karrysuppe er en af de supper, jeg laver rigtigt meget. Den er god, især fordi der er så meget fyld i. Jeg kan også rigtigt godt lide purerede supper, men der er ligesom bare lidt mere gods i denne her. Man kan jo, som altid, bruge lige de grøntsager man har lyst til. Gulerod, broccoli og babymajs er bare en af mine yndlingskombier i asiatisk mad… Der er ikke voldsomt meget af “det tynde”, så hvis man foretrækker mere af det, skal man selvfølgelig bare tilsætte mere væske – og eventuelt tilsvarende mere bouillon 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Karrysuppe med rejer

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1 løg
  • 3 hvidløg
  • 1/2 rød chili
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk karry
  • 6 gulerødder ca. 400 g
  • 1 broccoli
  • 1 dåse minimajs/babymajs kært barn har mange navne
  • 1 liter vand
  • 2 bouillonterninger
  • 1 dåse kokosmælk
  • 300-500 g store rejer kogte og pillede
  • 125 g nudler knust i mundrette stykker

Sådan gør du

  1. Løg, hvidløg og chili hakkes fint. Grøntsagerne snittes alle i passende stykker, så de er klar. Jeg plejer at skære gulerødder over på langs og skive dem, broccoli - både blomst og stok - skæres i tern og buketter, og majs i kvarte på den lange led.
  2. Løgblandingen svitses med i varm olie i en stor gryde. Efter et par minutter tilsættes grøntsager med undtagelse af minimajs og vendes rundt i blandingen et par minutter. Tilsæt vand, som gerne må være kogende, og bouillonterninger. Kog under låg i ca. 5 minutter.
  3. Når grøntsagerne er næsten møre tilsættes kokosmælken. Tilsæt nudler og minimajs og kog yderligere et par minutter. Suppen koges igennem og smages til med salt og karry.
  4. Når nudlerne er møre, tilsættes rejerne og vendes kort rundt. Server.

Kategorier: Asiatisk, Efterår, Favoritter, Mælkefri, Suppe

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!