Koldskål med mandelkammerjunkere og jordbær

Der kan vist ikke sås nogen tvivl om, at koldskål er den ultimative sommerdessert, vel?! Og ikke kun dessert faktisk, hvis vi skal være ærlige – jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste, der ofte tyr til koldskål på de allervarmeste dage, hvor al andet madlavning virker som den mest uoverskuelige opgave nogensinde. Så er en rar og kold skål (høhø) flydende sommer lige i øjet. Og koldskål kan faktisk udemærket laves LCHF – og det er hverken (nødvendigvist) sværere eller mere besværligt end at lave den klassiske udgave. Jeg har før benyttet Janes koldskålsopskrift til at lave is og denne gange brugte jeg den sådan set bare igen – dog uden at fryse den ned denne gang, forstås. Den kan måske ved første øjekast godt virke en smule omstændig, men det er den altså overhovedet ikke – og de forskelligemælkeprodukter giver samlet en helt ideel konsistens. Og så er smagen altså absolut heller ikke at kimse ad! Ja, jeg kan faktisk drikke denne koldskål ret, hvis jeg skulle få sådanne lyster, hvilket altså aldrig er sket med andre koldskålsudgaver.

Oftest vælger jeg dog alligevel at putte lidt ovenpå, og det er jo nok her, at koldskål i en LCHF-udgave for nogle lidt mister sin charme. For nej, man kan jo ikke bare bruge de sædvanlige købekammerjunker. Tidligere har jeg bare nøjedes med jordbær og evt. noget nøddeknas af en art, men i torsdags, på årets hidtil varmeste dag, havde jeg – stik mod devisen om at man vil stå så lidt som muligt i køkkenet i varmen – lyst til at forsøge mig med en low-carb udgave af kammerjunkere. Jeg var faldet over opskriften her, som lød både nem og god, så den besluttede jeg mig for at give et skud. Og det er så her, jeg må krybe til korset og indrømme, at selv om de egentligt var ganske nemme at lave (om end lidt tidskrævende) og smagen var da også fin, men sprødheden, den manglede altså desværre 🙁 Og så må man jo gøre op med sig selv, hvad man spiser kammerjunkere for? Hvis du, lige som jeg, spiser dem hovedsageligt for sprødheden, vil jeg nemlig ikke anbefale dig at bruge tid på dem her – for så vil du nok blive skuffet. Hvis du derimod spiser dem for sødmen og følelsen af at få kager på din koldskål, så kan de snildt gå – for de er både søde og kageagtige. Personligt vil jeg altså ikke lave dem igen, men jeg syntes alligevel, at jeg ville give jer opskriften, i tilfælde af at I havde lyst til at prøve noget andet en jordbær+nødde-kombien. Nogle gange skal der jo bare lidt variation til ikke 😉

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Koldskål

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 6 æggeblommer jeg brugte pasteuriserede, da det er nemmere i de mængder
  • 3 spsk sukrin+ gerne malet til melis
  • 1 spsk smagsneutralt proteinpulver kan udelades
  • 7,5 dl kærnemælk
  • 1,5 dl græsk yoghurt
  • 1 spsk vaniljepulver
  • 1 citron skallen herfra
  • 1,5 dl piskefløde
  • evt. lidt flydende sødemiddel/stevia hvis den mangler sødme

Sådan gør du

  1. Pisk æggeblommer sammen med sukrin+ i en stor skål, til det bliver luftigt – brug gerne en elpisker. Pisk så proteinpulveret i, hvis du tilsætter det.
  2. Pisk nu kærnemælk, græsk yoghurt, vanille og citronskal i koldskålen og bland godt.
  3. Pisk piskefløden stiv og vend i resten.
  4. Smag til og tilsæt evt. lidt flydende sødemiddel/stevia, hvis du synes, det mangler.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Mandelkammerjunkere

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stk

Ingredienser

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 150º varmluft.
  2. Mal mandlerne til fint mel i en kaffekværn, blender eller foodprocessor. Gør evt. det samme med sukrin gold’en.
  3. Bland mandelmel, sukrin gold og vanillepulver og saml dejen med æg. Det hele kan evt. gøres i en foodprocessor, ligesom når man laver tærtedej.
  4. Tril dejen til kugler ca. på størrelse med bordtennisbolde. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem, så de er ca. 2 cm høje.
  5. Bag kammerjunkerkuglerne i 25 minutter.
  6. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af. Halver dem herefter med en brødkniv og læg dem tilbage på bagepladen med den overskårne side opad.
  7. Tør kammerjunkerne i yderligere 25 minutter.
  8. Lad køle af, og nyd på rar koldskål – sammen med danske jordbær, naturligvis!

Kategorier: Dessert, Frokost, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Morgenmad, Mormormad, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier, Sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!