Kylling i karry

Opskrift udgivet første gang 5. marts 2011

 
Fordele ved god hjemmelavet kylling i karry:
– Det er lækkert
– Det er nemt
– Det tager kun en halv time
Ulemper:
– Meget opvask (ingen opvaskemaskine)
– Man kan (som ved alt andet mad) kun spise indtil man bliver mæt.

Dette er i virkeligheden nok en lidt fordansket version af kylling i karry – eller også er det bare en ‘dansk’ ret. Jeg er i hvert fald ikke overbevist om at man også laver det sådan her i Asien. Ikke desto mindre er det nok en af mine yndlingsretter. Jeg foretrækker sovsen lidt halvtyk, men hvis man er mere til en tynd sovs, udelader man selvfølgeligt bare noget af melet. Man kan desuden tilføje ekstra karry, hvis man gerne vil have retten meget stærk. Nogle gange bruger jeg også hvidløg, men det gad jeg ikke lige i dag. Hvis du vil, så bare tilsæt det sammen med løg og æble.

Nogle gange koger jeg ærter til eller bruger broccoli i stedet. Man kan også rive nogle gulerødder og koge sammen med risene – det giver en fin farve. Generelt er det jo en meget åben ret – sovsen kan fx også bruges til boller i karry eller andet slags kød i stedet for.

Den virker hver gang – jeg siger det bare!

Udskriv
Kylling i karry


Antal: 4 personer
Ingredienser
Ris
  • 4 dl ris
  • 6 dl vand
  • 1 tsk salt
Fyld
  • 450 g kyllingeinderfilet
  • 1 blomkål
  • 1/2-1 tsk rød karrypasta
  • 1 spsk olie
  • 1 spsk soja
Sauce
  • 3 spsk olie
  • 1 løg
  • 1 æble
  • 1,5 spsk karry
  • 3-4 spsk hvedemel
  • 8 dl kogende vand
  • 2 bouillonterninger gerne 1 hønse- + 1 grønsags-
  • 1 dl mælk alternativt fløde hvis du foretrækker
Sådan gør du
  1. Sæt risene over. Kog dem bare som du plejer - min standardopskrift til alm. ris til 4 personer er 6 dl vand og 4 dl ris. Kog 12 minutter, lad hvile 12 minutter. Og så lige lidt salt eller en bouillonterning 🙂
  2. Blomkål skæres i små buketter. Kylling skæres i mindre stykker. Opvarm olie på en pande - gerne wok - og tilsæt rød karrypasta. Når olien er varm svitses kylling ved høj varme til det har fået en fin stegeflade. Tilsæt herefter blomkål og lad blandingen svitse indtil begge dele er gennemstegt/tilpas møre. Vend med soja.
  3. Riv løg og æble fint - evt. hak det i stedet, men hvis det rives bliver sovsen fin og jævn. Opvarm olie i en gryde. Når olien er varm, svitses løg, æble og karry et kort øjeblik. Herefter tilsættes melen. Rør nu det kogende vand i lidt efter lidt. Hvis det klumper, burde disse kunne opløses ved at man pisker lidt kraftigt mens det koger igennem. Når sovsen er jævn, tilsættes resten af vandet og bouillonterningerne. Kog igennem og tilsæt mælk. Kog igennem og tilsæt evt. ekstra vand eller mel for at tilpasse konsistensen.
  4. Når sovsen er som du vil have den, vendes kylling og blomkål heri. I mellemtiden burde risene være færdigkogt, og det hele kan serveres.

 

 

4 comments

  1. Hej Xenia,
    Må jeg snuppe denne opskrift til min blog SUND MAD?
    http://sundmad-britta.blogspot.com/

  2. Ja, gør bare det – så længe du linker til mig som kilde, er det helt i orden 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *