Kyllinge- og ananaswok

I mandags stod menuen igen på wok. Opskriften fandt jeg hos Santa Maria, men jeg ændrede dog et par ting i den – fx udelod jeg porrer og tilsatte gulerødder i stedet for. Jeg serverede den med lækre basmatiris og alt i alt tror jeg max at jeg brugte en halv time på at lave mad den aften – og så var der oven i købet rester til dagen efter, når jeg kom sulten hjem fra træning 🙂

Fish sauce er egentlig en ret sjov ingrediens, når man tænker over det. Det lugter jo rimeligt forfærdeligt, men det giver virkelig en god salt smag, som ikke helt kan erstattes af soja eller noget andet. Men det kan selvfølgelig gøres, hvis man ikke har fish sauce.

Det er – som med alle wokretter – vigtigt at wokken virkeligt er godt varm. Ellers kan det for det første brænde fast (især hvis man har en autentisk wok uden slip-let effekt) og for det andet, bliver det ofte kogt snarere end stegt, hvis der ikke er nok varme på. Så husk venligst det. Hvis I har en uden slip-let, der kan tåle at blive varmet godt op, kan I jo tænde den, når I starter. Så skulle den gerne være god og varm og klar, når I også er det 🙂

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Kyllinge- og ananaswok

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Opskrift efter Santa Maria

Ingredienser

  • 300 g kylling
  • lidt olie
  • 2-3 gulerødder
  • 4 ananasringe
  • 1/2 dåse kokosmælk
  • 1,5 tsk rød karrypasta
  • 1,5 spsk fish sauce
  • ris til servering

Sådan gør du

  1. Kog risene efter anvisninger på pakken.
  2. Varm wokken godt op.
  3. Skær imens gulerødderne i tynde stave eller en anden form. Skær ananasringene i tern. Skær kyllingen i strimler på langs.
  4. Svits kyllinge i lidt olie, til den begynder at få stegeflade på alle sider. Tilsæt gulerødder og svits dem med et minuts tid.
  5. Tilsæt kokosmælk, karrypasta og fish sauce og lad retten simre et par minutter til gulerødderne er tilpas møre. Tilsæt ananas, varm igennem og server med ris.

Kategorier: Asiatisk, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, Mælkefri, Wok

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!