Kyllingekødboller og grønkålssalat a la thai

thaikyllingekoedbollergroenkaal-1

Hey, kender I Sticks ‘n’ Sushi? Nogle af jer gør nok, og de af jer, der ikke gør, kan nok ret nemt regne ud, at det er en restaurant, der sælger sushi og sticks. Jeg har ret høje tanker om jer, kan I godt fornemme, ikke?! Nåmmen på Sticks ‘n’ Sushi har de dels virkeligt god sushi, men i øvrigt også de mest fantastiske kyllingekødboller – uanset hvad jeg ellers kommer der for, kan jeg ikke gå derfra uden at have fået sådan en haps. Disse kyllingekødboller kommer ikke helt op på niveau med dem trods alt, men de er stadig gode, og jeg kan kun anbefale dem! Jeg tror, at en af “hemmelighederne” ved SnS’s udgave er, at de i øvrigt serveres med rigeligt teriyakisauce, som jo indeholder rigeligt sukker, så som sådan er det nok ikke noget, jeg ville gøre sådan til hverdag i alle tilfælde – selv om en sukkerfri variant da måske nok kunne lade sig gøre? Det må være et projekt til en anden dag! 😉

Ved kødbollerne her (som til forveksling nok lige så vel kunne gå for at være frikadeller!) har jeg taget udgangspunkt i en af Michelle Kristensens opskrifter som et led i det føromtalte nemlig.com-samarbejde. Jeg stak dog en anelse af fra opskriften – dels for at få noget, der lignede Sticks ‘n’ Sushi-kødbollerne, og dels bare fordi jeg havde lyst. Til gengæld sprang jeg så også hendes sauce over, som dog lyder ret god, så den kan I evt. tage et kig på, hvis I føler, der mangler lidt “vådt”. Jeg havde glemt at købe æblemarmelade, så min løsning gav lidt sig selv 😛

Som tilbehør lavede jeg en salat efter en af den ukronede salatdronnings opskrifter. Virkeligt en lækker salat, især når man som jeg er ret stor fan af det der grønkål – og i øvrigt af salater, der smager af meget og mere end bare rå grøntsager! Jeg spædede lidt på med ekstra olie i dressingen – og er i øvrigt forberedt på måske at må nuppe en kop te med kokosolie lidt senere, hvis mætheden viser sig at være for kort, men det er nu dét værd en gang imellem 😀

thaikyllingekoedbollergroenkaal-3

Udskriv
Thai-kyllingekødboller
Antal: 3 personer
Ingredienser
  • 450 g hakket kyllingekød
  • 1 lille løg revet eller finthakket
  • 1 fed hvidløg presset
  • 1/2 rød chili finthakket
  • 1 æg
  • 1 spsk sorte sesamfrø
  • 2 spsk kokosmel alm. groft
  • 2 spsk soja
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Bland alle ingredienserne til farsen og rør den godt, så den bliver lidt sej i det.
  3. Form til 10-12 kødboller, som sættes på en bageplade beklædt med bagepapir.
  4. Steg kødbollerne i ca. 20 minutter - vend evt. halvvejs.

thaikyllingekoedbollergroenkaal-4

Udskriv
Thailandsk grønkålssalat

Opskrift efter Vanløse Blues

Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 2 store håndfulde grønkål
  • 150 g kinaradise
  • 1 rød peberfrugt
  • 1-200 g edamamebønner fra frost - optøs i kogende vand
  • 2 spsk sesamfrø fx 1/2 sort, 1/2 lys
  • 1 stor håndfuld ristede og saltede cashewnødder
Dressing
  • 1 lime saften herfra
  • 1 spsk tahin
  • 1 tsk fibersirup gold
  • 1 spsk soja
  • 2 spsk sesamolie eller anden olie
  • vand til at justere konsistensen med
Sådan gør du
  1. Hak grønkålen fint og masser den med lidt olie, så den bliver blød.
  2. Skræl kinaradisen og skær den i tændstikker eller riv den groft.
  3. Skær peberfrugt i tændstikker eller tern.
  4. Bland alle grøntsagerne i en stor skål.
  5. Bland limesaft, tahin, yaconsirup og soja til en jævn masse. Fortynd med først lidt olie og siden vand, til du har en passende dressingkonsistens.
  6. Vend grøntsagerne med dressingen og top med sesamfrø og grofthakkede cashewnødder.
Opskriftsnoter

Grøntsagerne kan for så vidt tilpasses til lige dine smagsløg og hvad dit køleskab byder på! Hvis man er til det, vil både forårsløg og frisk koriander også passe godt til.

thaikyllingekoedbollergroenkaal-2

Indlægget er udgivet i samarbejde med nemlig.com.
Tallerkenerne er venligst sponseret af Kähler og er fra deres Ursula-linje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *