Laks med asparges, spinat og citroncreme

Stik imod de normale anbefalinger (og mine egne) er jeg faktisk ofte rigtigt dårlig til at spise efter sæson. Bevares, jeg gør det da, da det jo både er billigere og ofte også sundere, men tit får jeg lyst til retter, der er helt uden for sæson på de helt forkerte tidspunkter. Har flere gange præsteret at lave suppe på en (højhellig) augustdag og jeg har altid meget mere lyst til jordbær om vinteren. Ikke skide hensigtsmæssigt egentligt. Men græsset er vel altid grønnere, er det ikke sådan, det er? I tirsdags var min madplan, det fine forårsvejr, mine smagsløg og min appetit dog helt på bølgelængde, hvilket resulterede i denne fantastiske ret. Laks kan jeg nærmest spise året rundt, og det er da heldigvis (så vidt jeg er orienteret) heller ikke en sæsonbetonet ting. Det er asparges derimod, og de grønne af slagsen er vist så småt ved at komme i sæson nu. Så det udnytter jeg til fulde, eftersom jeg ææælsker asparges! En anden ting jeg ææælsker er citron, og sammen udgør laksen, aspargesene og den lækre syrlige citroncreme nærmest en eller anden højere og hellig treenighed. Det var i hvert fald noget af det bedste, jeg har fået længe (jaja, det siger jeg hele tiden). En anden ting jeg siger hele tiden er, at det er nemt og hurtigt – og at det kun tager en halv time. Men det er altså også sandt for denne ret. Så hvorfor ikke sige det? Man må vel prale, hvor der prales kan 😀

Og måske du lige nu sidder og tænker “næ hov, det der laks og asparges nedenfor ligner da egentligt den dér anden ret, du lavede for ikke så lang tid siden, Xenia! Hvad er den nu af?!” Hvortil jeg så bare svarer: “Ja, det gør det. Det er lavet på samme måde, da det er den suverænt bedste og lækreste måde at lave laks og asparges på i min bog.” P.s. Prøv det lige, hva’!

Jeg lavede aftensmad til to, men lavede fire stykker laks. Det gør jeg altid, når jeg laver laks – så har jeg nemlig rester til laksesalat. I denne omgang var der en portion inkl. asparges tilbage til gårsdagens madpakke og i dag lavede jeg så laksesalat af det sidste stykke laks samt den resterende citroncreme. Spørg lige om det var godt? (p.s. det var det!)

Udskriv
Laks med asparges, spinat og citroncreme


Antal: 3 portioner
Ingredienser
Citroncreme
  • 2-2,5 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1/2 citron skallen og saften herfra - resten af citronen bruges til laksen
  • 1 håndfuld frisk dild finthakket
  • 1 tsk sukrin+
  • salt
Citronlaks
  • 3 lakseportioner
  • salt
  • 1/2 citron skallen og saften herfra
Desuden
  • 1 bundt grønne asparges eller mere!
  • lidt smagsneutral olie
  • salt
  • 150 g frisk spinat
Sådan gør du
  1. Start med at blande alle ingredienserne til citroncremen, så det kan trække, mens resten forberedes. Smag til med salt og sødemiddel.
  2. Forvarm ovnen til 220º varmluft.
  3. Knæk de træede ender af aspargesene, vend dem med olie og salt og læg på en bageplade beklædt med bagepapir. Dup laksen tør med køkkenrulle og læg på samme bageplade. Krydr med salt, citronskal og citronsaft.
  4. Bag laks og asparges ca. 15 minutter i ovnen.
  5. Server på et leje af frisk spinat.

6 comments

  1. Uhm det ser lækkert ud!
    Jeg eeeeeelsker også laks og asparges, men har sådan en skør kæreste der påstår at han ikke kan lide det (wtf ja!?). Men på lørdag er han ikke hjemme, så der tror jeg altså det skal på bordet. Jeg tror det er ret sandsynligt at det får følgeskab af din lækre citroncreme 😉
    – Camilla
    P.s. jeg kender alt for godt til det med utidelige cravings, jeg drikker eksempelvis meget mere the og varm kakao om sommeren end om vinteren.

    1. Hvor har du dog støvet ham op henne altså? Haha!
      Men jeg vil i hvert fald klart anbefale citroncremen – den passer til laks som fod i hose 😀
      Haha, lige med te og varme drikke generelt er jeg nu ret sæsonbetonet – altså på den “korrekte” måde 😉

  2. Ah det må jeg lave snart, det ser så lækkert ud 🙂

    1. Det bliver du helt sikkert nødt til, det er super lækkert! (efter min ydmyge og upartiske (host host) holdning) ;P

  3. Wwooow. Super nem og enkel fiskeopskrift uden så meget hurlumhej! Lækkert, flere af dem:D Det er jo slet ikk så dyrt og besværligt at få fisk after all, tak for inspirationen!

    1. Det er lige præcist dét, jeg håber på at formidle, så fedt at det virker. Fisk er nemlig overhovedet ikke særligt besværligt – selv om jeg måske har en tendens til at hænge lidt fast i laksen, hæhæ 😉
      Godt at du kan bruge det! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *