Laks med asparges, spinat og citroncreme

Stik imod de normale anbefalinger (og mine egne) er jeg faktisk ofte rigtigt dårlig til at spise efter sæson. Bevares, jeg gør det da, da det jo både er billigere og ofte også sundere, men tit får jeg lyst til retter, der er helt uden for sæson på de helt forkerte tidspunkter. Har flere gange præsteret at lave suppe på en (højhellig) augustdag og jeg har altid meget mere lyst til jordbær om vinteren. Ikke skide hensigtsmæssigt egentligt. Men græsset er vel altid grønnere, er det ikke sådan, det er? I tirsdags var min madplan, det fine forårsvejr, mine smagsløg og min appetit dog helt på bølgelængde, hvilket resulterede i denne fantastiske ret. Laks kan jeg nærmest spise året rundt, og det er da heldigvis (så vidt jeg er orienteret) heller ikke en sæsonbetonet ting. Det er asparges derimod, og de grønne af slagsen er vist så småt ved at komme i sæson nu. Så det udnytter jeg til fulde, eftersom jeg ææælsker asparges! En anden ting jeg ææælsker er citron, og sammen udgør laksen, aspargesene og den lækre syrlige citroncreme nærmest en eller anden højere og hellig treenighed. Det var i hvert fald noget af det bedste, jeg har fået længe (jaja, det siger jeg hele tiden). En anden ting jeg siger hele tiden er, at det er nemt og hurtigt – og at det kun tager en halv time. Men det er altså også sandt for denne ret. Så hvorfor ikke sige det? Man må vel prale, hvor der prales kan 😀

Og måske du lige nu sidder og tænker “næ hov, det der laks og asparges nedenfor ligner da egentligt den dér anden ret, du lavede for ikke så lang tid siden, Xenia! Hvad er den nu af?!” Hvortil jeg så bare svarer: “Ja, det gør det. Det er lavet på samme måde, da det er den suverænt bedste og lækreste måde at lave laks og asparges på i min bog.” P.s. Prøv det lige, hva’!

Jeg lavede aftensmad til to, men lavede fire stykker laks. Det gør jeg altid, når jeg laver laks – så har jeg nemlig rester til laksesalat. I denne omgang var der en portion inkl. asparges tilbage til gårsdagens madpakke og i dag lavede jeg så laksesalat af det sidste stykke laks samt den resterende citroncreme. Spørg lige om det var godt? (p.s. det var det!)

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Laks med asparges, spinat og citroncreme

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner


Ingredienser

Citroncreme

  • 2-2,5 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1/2 citron skallen og saften herfra - resten af citronen bruges til laksen
  • 1 håndfuld frisk dild finthakket
  • 1 tsk sukrin+
  • salt

Citronlaks

  • 3 lakseportioner
  • salt
  • 1/2 citron skallen og saften herfra

Desuden

  • 1 bundt grønne asparges eller mere!
  • lidt smagsneutral olie
  • salt
  • 150 g frisk spinat

Sådan gør du

  1. Start med at blande alle ingredienserne til citroncremen, så det kan trække, mens resten forberedes. Smag til med salt og sødemiddel.
  2. Forvarm ovnen til 220º varmluft.
  3. Knæk de træede ender af aspargesene, vend dem med olie og salt og læg på en bageplade beklædt med bagepapir. Dup laksen tør med køkkenrulle og læg på samme bageplade. Krydr med salt, citronskal og citronsaft.
  4. Bag laks og asparges ca. 15 minutter i ovnen.
  5. Server på et leje af frisk spinat.

Kategorier: Fast food, Favoritter, Forår, Forretter, Frokost, Gæstemad, Grill, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Påske, Sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!