Laks med grønne asparges, smørstegt spidskål og hollandaise

Ja, hvad siger I så? Ikke dårligt på en helt almindelig torsdag aften, hva’? 😀

Den lidt weekendagtige menu skyldes nu også mere mangel på inspiration fra min side af, snarere end et bevidst valg. Da jeg lavede madplan i søndags, havde jeg nemlig ikke fantasi til at skrive mere end laks på i dag – og så endte det altså med, at det var dette tilbehør, jeg var mest tændt på. Men jeg klager nu heller ikke 😉

Spidskålen er inspireret af søde Maiken fra Dronningemad, der for et par dage siden vist retten på sin instagram. Og det smagte absolut fabelagtigt – lækkert, sødt, sprødt og blødt! En hurtig googlesøgning bekræftede mig i, at hollandaise ville været et fint valg til fisk. Og der vel ingen, der er i tvivl om, at asparges er fantastisk sammen med laks, vel?

Alt i alt endte min arbejdsuge (arbejder hjemme om fredagen) på en skønherlig måde!

Jeg var lidt mindre heldig med min hollandaise, end jeg var med bearnaisen for en måneds tid siden – den skilte nemlig. Men pyt, jeg startede på ny med to friske æggeblommer, piskede den skilte sovs i og vupti! Så var der ingen skade sket 😀 Jeg prøvede først tippet med koldt vand, men det hjalp ikke for mig, så frem over vil jeg – hvis uheldet er ude – benytte mig af tricket med de friske æggeblommer. Det virkede i hvert fald helt efter hensigten.

Selv om der kun går to stykker laks til to personer, lavede jeg fire – som I kan se på billederne. Jeg har nemlig tænkt mig, at bruge resten på en lækker frokostsalat sammen med røget laks til de næste par dage. Uhm, laks er nu altså bare noget af det bedste!

Jeg deler opskrifterne op, i tilfælde af at nogen af jer bare vil prøve én af tingene. Hvis I laver hele måltidet, skal I starte på spidskålen ca. 40 minutter før spisetid. Klar smørret til saucen som noget af det første, så det er parat. Laksen skal i ovnen 15 minutter før og ca. 10 minutter før servering, kan I begynde på saucen. Så skulle det hele gerne flaske sig 🙂

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Laks med grønne asparges

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 2 stykker laks
  • 1 bundt grønne asparges ca. 250 g
  • rapsolie
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 220º varmluft.
  2. Knæk de træede grønne ender af aspargesene og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend med lidt rapsolie samt salt.
  3. Dup laksen tør med lidt køkkenrulle og læg ved siden af aspargesene (hvis du laver til flere end to, må du bruge to plader). Krydr med salt og peber.
  4. Steg laks og asparges i 15-20 minutter i ovnen. Laksen skal lige netop ikke længere være klar indeni og kødet skal dele sig i lækre flager.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Smørstegt spidskål

Ingen bedømmelser endnu

Ingredienser

  • 1/4 spidskål pr. person
  • 1/2 spsk smør pr. person
  • salt evt. flagesalt

Sådan gør du

  1. Skær spidskålen i ottendedele (jeg lavede 1/4-dele, men vil lave 1/8 næste gang) - lad stokken sidde, så den holder sammen på kålen.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Hollandaise

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 165 g smør
  • 2 æggeblommer hav evt. 1-2 ekstra i tilfælde af, at saucen skiller
  • 1 spsk fiskebouillonterning lidt under en hel terning
  • 1/2 citron saften herfra
  • evt. lidt vand til at tilpasse saucens tykkelse
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Smelt smørret langsomt ved svag varme og lad det herefter stå et øjeblik. Hæld så smørret forsigtigt over i en skål uden at få det hvide bundfald med - nu har du klaret smør.
  2. Sæt en skål oven på en gryde med lidt vand - det skal lukke tæt og skålens bund må ikke røre vandet. Tænd ved svag varme og pisk æggeblommer og bouillon sammen, indtil det skummer.
  3. Tilsæt nu langsomt smørret - meget lidt ad gangen i starten, mens du pisker konstant. Efterhånden kan du hælde lidt mere i ad gangen, indtil al smørret er indkorporeret i saucen.
  4. Smag til med citronsaft, salt og peber og tilpas evt. tykkelsen med lidt vand.

Kategorier: Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, LCHF opskrifter, Mælkefri, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!