Lakselasagne med citronbechamelsauce

Lakselasagne med citronbechamelsauce

Mmmh, findes der særligt meget bedre end kombien laks + spinat? Ikke i min verden i hvert fald. Det er ikke første gang jeg laver lakselasagne, men det er første gang jeg prøver at tilsætte citron og dild i bechamelsovsen. Men det er da vist en fejl, for det var superlækkert. Det virker som en selvfølge at citron og dild passer godt til en lakselasagne, men alligevel har jeg ikke selv fundet på det. Opskriften er igen fra Alletiders Kogebog, som jeg får det bedre og bedre med efterhånden som jeg prøver gode opskrifter derindefra. Fordelen er jo i høj grad at brugere kan vurdere opskrifterne, så når en opskrift har fået høj vurdering af mange forskellige brugere vidner det i høj grad om at retten er god. Og denne er ingen undtagelse. Prøv den. Og brug gerne frisk dild, hvis du har det.

Jeg har tilrettet mængderne lidt efter hvad der var i de pakker/poser, jeg kunne få fat i.

 

4 personer/1 kvadratisk lasagnefad på ca. 25x25cm eller tilsvarende

Citronbechamelsauce:

* 25 g smør

* 50 g hvedemel

* 6 dl mælk

* 2 tsk salt

* 1 tsk peber

* 1/2 tsk muskatnød

* skallen af 1 usprøjtet citron

* 1 tsk tørret dild

 

* 400 g laks

* 450 g helbladet spinat fra frost

* 1 grøntsagsbouillonterning

* ca. 250 g fuldkornslasagneplader (jeg brugte 16 stk.)

* 50 g revet parmesan

* olie til pensling af formen

 

Tænd ovnen på 180º varmluft.

Optø/damp spinaten i en pande eller gryde sammen med bouillonterningen. Skær laksen i mindre stykker.

Lav citronbechamelsaucen. Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og rør melet i. Sæt gryden tilbage på blusset og tilsæt mælken lidt ad gangen mens der piskes godt. Sørg for at alle klumper er pisket ud – hvis ikke, kan saucen køres igennem en si. Kog igennem og smag til med krydderier og citronskal. Kog igennem igen.

Pensl fadet med lidt olie. Læg et lasagneplader efterfulgt af sauce, spinat og laks. Gentag indtil der er tre lag. Afslut med lasagneplader og bechamelsauce. Drys med revet ost.


Lakselasagne med citronbechamelsauce

Lakselasagne med citronbechamelsauce

Bag lasagnen i ca. 40 minutter.


Lakselasagne med citronbechamelsauce

Server evt. en salat af en art til. Fx kan jeg forestille mig at en tomatsalat ville være god.

5 comments

  1. Ej den ser altså super lækker ud. Tror jeg også snart skal indtage mit køkken. 🙂 Jeg plejer bare at bruge muskatnød i sovsen, det er så godt til spinaten.

    /Lise

  2. Laks og spinat i lasagne er bare så godt!! God ide med citronbechamelsaucen, det må da prøves 🙂

    Mange hilsner

    Birthe

  3. Jeg vil prøve opskriften! Det ser RIGTIG godt ud! Vi har noget laks i fryseren, som snart skal bruges. Der er bare ingen af os (min kæreste og jeg) som kan finde ud af at tilberede laks, så det bliver lækkert! Jeg er spændt på, om vi kan finde ud af denne opskrift.
    God weekend!

  4. Lise, ja muskatnød putter jeg altid i. Også ofte i spinattærter og ting i den dur – for du har ret, det passer rigtigt godt til spinat.

    Birthe: Ja det er nemlig! Tak – men nu er det jo faktisk ikke min idé 🙂 Men ja, prøv det!

    Jenny: gør det, gør det. Det er nemlig en rigtigt god måde at lave laks på. En anden idé kunne også være at lave en tærte med laks. Det er tit nemmere at undgå at laksen bliver for tør, hvis den laves i en eller anden ret af en art, synes jeg 🙂 Håber det bliver godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *