Lakseroulade med spinat

lakseroulade-2

I dag var sådan en dag, som var helt og aldeles gennem-god, men hvor jeg faktisk allerede har glemt størstedelen af, hvad jeg lavede. Kender I det? Måske det bunder i, at jeg faktisk ikke lavede det store. Der var vist noget med en gåtur, en tur i Frederiksberg-centret for at returnere noget, en hurtig solo-frokost på Palæo (elsk-elsk-elsker deres hønewrap!) og en gang crossfit. Og så tror jeg ellers bare dagen stod på en masse ingenting. “Ingenting” er skam også en helt valid aktivitet, hvis I spørger mig. Jeg er sjældent så afslappet og tilpas, som når jeg har tid til perioder med ingenting indimellem – og omvendt er det lige før, jeg fysisk kan mærke det, hvis jeg har for mange dage uden tid til ikke at lave noget. Jeg tror, at alle har det sådan i en eller anden grad – hvis ikke, har I sikkert nogle andre særheder, tænker jeg!

(jeg prøver i øvrigt bevidst at undgå at bruge introvert vs. ekstrovert-begrebet her, fordi jeg ved, at det er noget, som mange efterhånden har fået fnidder af, haha! Hvis I ikke er iblandt dem, kan I nok snildt læse mellem linjerne selv)

Nåmmen noget andet, jeg lavede i går, var denne her lakseroulade fra Emma Martinys kogebog. Det er en ret, som både kan gå til forret og til hovedret. Jeg brugte den, ligesom Emma, til hovedret her, men jeg må nok indrømme, at jeg vil holde den i forret-genren næste gange. Det smager superfint, men det blev ligesom for meget af det samme for min smag. Jeg spiste med salat og tomater, som så var lidt mere med til at bryde det, men et par ruller bare til en forret havde nok passet mig bedre end de 6-8 som hovedret. Ikke desto mindre er det en lækker og yderst dekorativ ret. Det tager lidt tid – mest i form af af- og nedkøling, hvilket jeg ikke lige havde været obs på, så jeg endte med lidt sen aftensmad, hvilket jeg heldigvis nu også fint overlevede. Men sørg måske lige for at være dygtigere end jeg og læse opskriften igennem først, så du ved, hvor lang tid det reelt tager 😛

lakseroulade-1

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Lakseroulade med spinat

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer
2 personer til hovedret eller 4-6 til forret

Opskrift efter “Skønne salater & vidunderligt tilbehør – og sunde desserter” af Emma Martiny

Ingredienser

Spinatbund

  • 300 g hakket spinat fra frost optøet
  • 2 æg delt i blommer og hvider
  • 1/2 dl piskefløde
  • salt og peber

Fyld

  • 200 g flødeost
  • 1/2 citron saften herfra
  • salt og peber
  • 200 g røget laks
  • 1 stor håndfuld frisk dild

Til servering

  • frisk grøn salat
  • evt. søde tomater

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Pres vandet af den tøede spinat og bland med æggeblommer, piskefløde og salt og peber.
  3. Pisk æggehviderne stive og vend dem herefter i spinatblandingen.
  4. Fordel på en bageplade beklædt med bagepapir (du kan med fordel pensle bagepapiret med lidt olie også), og bag bunden i ca. 15 minutter.
  5. Lad bunden køle helt af, og træk den så forsigtigt løs af bagepapiret.
  6. Bland flødeost med citronsaft og salt og peber.
  7. Smør flødeost ud på spinatbunden. Fordel laks i et jævnt lag, og drys så med finthakket dild.
  8. Rul stramt sammen til en roulade, pak ind i husholdningsfilm og læg på køl i ca. 1 time, så den er fast.
  9. Skær rouladen i passende antal skiver på ca. 2 cm's tykkelse.
  10. Server på et leje af frisk salat, evt. med tomater til.

Kategorier: Forretter, Frokost, Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!