Langtidssimret kyllingekødsauce med pasta penne

 

Yum! I mandags langtidssimrede jeg en ordentlig baljefuld kyllingekødsauce. Og det blev faktisk helt fantastisk lækkert, hvis jeg selv skal sige det! Der var bare et eller andet ved smagssammensætningen som har helt perfekt 😀 Jeg elsker, når det sker, gør I ikke også? Faktisk er det nok snart fem år siden, jeg sidst har fået pasta med kødsauce. Jeg har nok egentlig ikke spist det siden jeg blev vegetar dengang, og selv om jeg så efterfølgende er begyndt at spise kylling igen, er det bare ikke noget, jeg har fået lavet. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt bare fik smagt for mange lynversioner af tynde syrlige tomatsaucer, til at det rigtigt var noget, jeg havde lyst til. Men i en langtidssimret udgave vender det lige 180. Jeg er meget glad for at jeg lavede en så stor portion, som jeg gjorde, for så er der frokost til et par dage 🙂

Min bror ydede desuden en lille bonusservice til jer kødspisere derude. Han siger, at man godt kan smage, at det ikke er oksekød, så I kan ikke narre nogen. Men det smagte alligevel lækkert (citat slut).

Jeg blev inspireret til at lave kødsauce med kylling her hos Louise. Da det kom til stykket, stykkede jeg dog min egen opskrift sammen med udgangspunkt i den lasagne, jeg lavede her. Og så blev resten bare lavet ud fra hvad jeg kan huske at have læst lidt rundt omkring 😀

Portionen på billederne er jo dobbelt så stor, som den jeg angiver nedenfor, så I skal ikke blive forvirret over at mængderne nok ser lidt større ud 😉 Forresten, hvis man har lyst, kan man selvfølgelig bruge oksekød i stedet for kylling i en håndevending 🙂

 

4 portioner

Sauce:

* 1 spsk olivenolie

* 1 spsk smør

* 1 løg

* 2 fed hvidløg

* 1/2 rød chili

* 350 g hakket kylling

* 150 g gulerødder (ca. 2-3)

* 150 g champignoner

* 1 dl rødvin

* 1 dåse moste tomater (tomatpassata, 500 g)

* 1 lille dåse tomatpure (70 g)

* 1 1/2 spsk sukker

* 1 spsk basilikum eller oregano

* 1 1/2 tsk salt

* 1/2 tsk stødt peber

* 1 hønsebouillonterning

* evt. 2 tsk majsstivelse + 2 spsk mælk

 

Desuden:

* 300 g tørret pasta

* revet emmentaler og parmesan

* grøn salat

 

Hak løg, hvidløg og chili. Gør det evt. i en foodprocessor, minihakker eller lignende. Smelt smørret sammen med olie i en stegegryde, stor pande eller alm. gryde. Svits løgene og chili heri, så længe som du gider. Jo længere, jo bedre. De må gerne begynde at karamellisere lidt.

Mens løgene steger, hakkes gulerod og champignoner ligeledes på foodprocessoren. Hvis I ikke har en foodprocessor, kan gulerødderne rives og champignonerne hakkes normalt.

Når løgene har fået nok, tilsættes kødet og brunes med. Når det ikke længere er lyserødt, tilsættes gulerod og champignoner og vendes rundt et minuts tid. Hæld rødvin over og lad det fordampe helt.

Tilsæt nu de resterende ingredienser til saucen (moste tomater, tomatpure, sukker, basilikum eller oregano, salt, peber og bouillon), bring saucen i kog og lade den simre ved svag varme i en times tid. Rør i den cirka hvert kvarter.

Efter den første halve time, smages saucen til. Kog pastaen, så den er færdig samtidig med saucen. Hvis saucen efter en time har brug for det, kan den jævnes med lidt majsstivelse rørt ud i mælk eller vand.

Server med revet ost, for eksempel en blanding af emmentaler og parmesan, samt en frisk grøn salat eventuelt med de resterende champignoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *