Lasagne med blomkålsbechamel

lasagne7

Af uvisse årsager er der to ting, som, jeg føler, er ret vigtige at nævne i forbindelse med denne opskrift. 1) Den sidste halvanden uges tid har jeg ikke ligefrem været mit sædvanlige glade selv (p.s. irriterende ting at skrive om sig selv, undskyld). Derimod har jeg primært været trist, træt og træls – og det eneste gode ved det er, at det er en alliteration! Trist-træt-trælshed plejer for mig desuden at resultere i madlede, så det er ikke madlavning, jeg har brugt flest kræfter på her på det sidste. Jeg tror ikke, vi skal snakke om, hvor meget chokolade jeg har spist! 2) Det sidste lange stykke tid har jeg haft lyst til lasagne. Både siden Anne for nyligt flashede sin her, samt igen for nyligt da flere på min Twitter gik i lasagnemode. “Desværre” er lasagne jo bare lidt af et projekt – især når man selv skal lave sine pastaplader. Og omstændige madprojekter i kombination med madlede er faktisk sjældent optimalt, skal jeg hilse og sige. Ikke desto mindre var det lige det, jeg endte med at påtage mig i går. Endnu en gang sad jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne finde på noget, jeg gad at spise – altså bortset fra lasagne og slik/chokolade, forstås! Jeg valgte derfor den fornuftige løsning og lavede en kæmpe røvfuld lasagne. Så har jeg da i det mindste det, jeg gider at spise – indtil jeg kører død i det! 😀 (og så spiser jeg selvfølgelig bare slik/chokolade mellem måltiderne 😛)

Jeg har allerede flere lasagneopskrifter her på bloggen, men har endnu ikke præsteret at lave en helt klassisk en – altså en med oksekød. Det besluttede jeg mig derfor for i denne omgang. Helt klassisk blev den dog alligevel ikke, når det så kom til stykket, for efter føromtalte Annes pæne ord, var jeg overbevist om, at jeg skulle prøve blomkålsbechamelen. Jeg er godt klar over, at der nogle gange godt kan gå lige lovligt meget blomkål i den herinde, men det er der altså en ganske fin årsag til. Og den grund er ganske simpelt, at det smager godt – og er overraskende nemt at skjule helt og aldeles. Til trods for at der i lasagnen her er næsten et helt hoved blomkål, smager det overhovedet ikke igennem. Hvis ikke man vidste det, ville man ikke vide det – det vil jeg faktisk næsten gerne sætte penge på! Selv om jeg aldrig spiser lasagne uden en eller anden form for salat ved siden af, er det ret rart, at der også er lidt grønt i selve lasagnen. Og i denne er der altså både blomkål og gulerødder – samt selvfølgelig løg og tomat, men sidstnævnte tæller man (læs: jeg) jo nærmest aldrig med i de her sammenhænge 😉

Kødsovsen her er mit bud på en helt enkel en af slagsen – uden de store dikkedarer. Den kan du selvfølgelig sagtens erstatte med din egen favorit-kødsovs – bare sørg for, at der ikke er alt for meget væde!

Velbekomme!
(og kryds så lige fingre for, at jeg snart får min normale madglæde tilbage, ‘kay?!)

lasagne-collage
lasagne5

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Lasagne med blomkålsbechamel

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

Pastaplader

  • 8 æg
  • 250 g flødeost
  • 30 g fiberHUSK
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 tsk salt

Kødsovs

  • 50 g smør
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 800 g hakket oksekød
  • 1 stor dåse tomatpure
  • 1 ds tomatpassata 500 g
  • 2 håndfulde reven gulerod (kan udelades)
  • 2 spsk italiensk krydderi (eller blandede tørrede krydderurter)
  • 1 spsk frysetørret persille
  • 1 spsk sukrin gold
  • 1 tsk herbamare urtebouillon (eller anden bouillon)
  • salt og peber

Blomkålsbechamel

  • 400 g blomkål
  • 200 g smør
  • 50 g revet ost
  • salt
  • 1/2 tsk stødt muskatnød

Desuden

  • 1-200 g revet ost
  • salat til servering , fx spidskål, gulerod og en rest blomkål med olie-eddike-dressing

Sådan gør du

Pastaplader

  1. Forvarm ovnen til 130 grader varmluft.
  2. Blend æg, flødeost, fiberHUSK, oregano og salt sammen til en jævn masse. Fordel på tre bageplader beklædt med bagepapir og smør tyndt ud.
  3. Bag pastaen i ca. 10-15 minutter, eller til den er fast. Lad køle af.

Kødsovs

  1. Hak løg og hvidløg fint. Smelt smørret i en stegegryde eller stor gryde og svits løgene heri, til de er bløde og klare.
  2. Tilsæt oksekød og steg, til det er gennemstegt.
  3. Tilsæt så de resterende ingredienser, bring i kog og lad sovsen simre under låg, mens bechamelen laves.

Bechamel

  1. Fjern blade og stok fra blomkål og del i små buketter. Damp i lidt letsaltet vand, til det er godt mørt.
  2. Hæld vandet fra og tilsæt smør og ost til den varme kål. Lad smelte og blend så til en jævn masse med stavblender. Smag til med salt og muskat.

Samling

  1. Skru ovnen op til 180 grader.
  2. Skær pastapladerne i passende størrelse.
  3. Saml lasagnen i et stort lasagnefad. Start med 1/3 af kødsovsen og fortsæt herefter med pastaplader, bechamel. Gentag, indtil det hele er brugt. Slut med et lag bechamelsovs og drys med ost.
  4. Bag lasagnen i 20-30 minutter, eller til overfladen er gylden og den bobler i kanterne.
  5. Lad gerne lasagnen hvile i ca. 10 minutter, inden der skæres for og serveres.

Noter

Brug lige den opskrift på kødsovs, du selv foretrækker. Denne her er meget basal og kan varieres, lige som du vil!

Opskrift fra/inspireret af Mad i harmonis blomkålsbechamel

lasagne-collage-2
lasagne6

Kategorier: Efterår, Favoritter, Frokost, Hovedretter med kød, Hverdagsmad, Italiensk, LCHF opskrifter, Påske, Pastaretter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!