LCHF: Hvorfor kornfri


Som bekendt, har jeg de sidste par uger udeladt både sukker og korn fra min kost. For de fleste er der sikkert ingen tvivl om, at der er fordele ved at udelade sukker. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at der er nogen, der vil mene, at sukker indeholder nogen som helst vigtige næringsstoffer eller andet, som gør, at vi ikke sagtens kan udelade det fra vores kost – og få det bedre af det! Til gengæld kan jeg forestille mig, at der er en del, der sætter spørgsmålstegn ved at udelade korn. Korn skulle jo være så sundt og især fuldkornsvarianterne indeholder masser af (livs)vigtige næringstoffer og fibre. Eller hvad?

Jeg har selv i mange år været fortaler for ovenstående holdning, men siden jeg begyndte at eksperimentere med ikke at spise kornprodukter, har jeg vitterligt fået det mærkbart bedre. Så jeg researchede lidt på emnet, for det virker da underligt, at man skulle få det bedre af at udelade noget, som skulle være så sundt?

En af de bedre artikler, jeg fandt om emnet, præsenterer ti gode grunde til at udelade korn fra sin kost. Her får I et kort(ere) resume, men hvis I har lyst til at læse artiklen i dybden, kan den ses her.

 


 

10 gode grunde til ikke at spise korn

1. Korn indeholder ikke nogen vigtige næringsstoffer, som man ikke kan få i større mængder gennem andre kilder! Korn bliver især hyldet for deres indhold af kostfibre, men mens 100 g kogte brune ris giver 1,8 g kostfibre, giver 100 g grønkål 2,8 gram – samtidigt med en masse andre sunde stoffer.

2. Korn kan være skadeligt for dit tarmsystem i sammenhæng med noget, der hedder “leaky gut syndrome” (utæt tarm) (dette gælder vist mest for folk, der er decideret intolerante). Hvis man har dette, kan bittesmå stykker af korn smutte igennem tarmvæggene, hvilket kan mindske immunforsvaret eftersom kroppen har travlt med at angribe disse.

3. Det er meget sandsynligt, at du rent faktisk er glutenintolerant, eftersom nogle forskere inden for området skønner at 30-40 % af alle folk med europæiske aner er glutenintolerante i større eller mindre grad. Det er groft sagt hver tredje af os!

4. Korn kan forårsage inflammation (betændelse) i kroppen, da de er inflammatoriske fødevarer pga. deres høje indhold af stivelse. Grovere korntyper er mindre inflammatoriske end de meget forarbejdede som fx hvedemel. Grove meltyper er dog stadig mere inflammatoriske end andre fødevarer som friske grøntsager og sunde fedtsyrer. Kronisk inflammation i kroppen forbindes desuden med en række moderne sygdomme inkl. leddegigt, diverse allergier, astma, hjerte-kar-sygdomme, osteoporose (knogleskørhed), mentale ubalancer og tilmed kræft.

5. Korn er stadig en forholdsvis ny fødevare for mennesker (ja, alt er jo relativt). Dette punkt lægger sig tæt op ad palæo/stenalder-tankegangen, hvor korn (og en række andre fødevarer, som fx mælkeprodukter) ikke betragtes som nødvendige ganske enkelt fordi vores forfædre ikke spiste dem og overlevede fint uden dem i mange tusind år. Før landbrugskulturen gjorde sit indtog, levede mennesker af jagt, fiskeri og det man kunne samle i naturen. Altså, ikke korn.

6. Korn er ikke godt for vores led pga. deres inflammatoriske egenskaber. Korns sammensætning af aminosyrer ligner til forveksling det bløde væv i vores led, og kroppen kan dermed også have svært ved at skelne. Hvis immunforsvaret bliver besværet af korn og begynder at angribe disse, kan de også komme til at gøre skade på vores led. Hvilket kan føre til smerte, autoimmune sygdomme som kronisk leddegigt og naturligvis mere betændelse.

7. Dårligt eller forkert tilberedte korn hindrer os i at optage dets næringsstoffer. Korn indeholder stoffet fytin eller fytinsyre, som findes i klidlaget på de fleste korn og har til formål at holde på mineralerne, især jern, zink, calcium og magnesium. Fytinen nedbrydes enten når kornet spirer eller af et andet stof, fytase, som aktiveres af fugtighed. Helt almindelige korn bliver dog høstet og malet til mel, før de spirer, så hvis man blot bruger mel eller korn direkte fra posen, får man ikke gavn af næringsstofferne. Hele korn bør altså altid lægges i blød natten over og brød af fuldkornsmel bør hæve i lang tid ved fx koldhævning el.lign. (kilde). Og ærligt talt, hvor mange af os får lige gjort det hver gang?

8. Korn er skidt for dine tænder. Kombinationen af mange mineralblokerende fytiner, et lavt mineraloptag og masser af stivelse som næring til bakterierne, kan åbenbart medvirke til hurtigere meget mere karies og dermed hurtigere forrådnelse/forfald af tænderne (ad).

9. Korn er heller ikke godt for din hud. Ganske vist er kulhydraterne i korn oftest af den komplekse slags, men ikke desto mindre bliver de i kroppen nedbrudt til sukkerarter. Disse sukkerarter får kroppen til at producere mere insulin. Et højere insulinniveau fører til diverse hormonreaktioner, bl.a. en forøget olieproduktion i huden og flere keratinocytter, som kan medvirke til uren hud og akne.

10. Når du spiser korn, får du lyst til mere. Vi kender sikkert alle følelsen af, at ét stykke lækkert nybagt brød næsten automatisk fører til to – eller tre? Eller at det nærmest er umuligt at spise bare én cookie fra fadet lige foran dig? Fødevarer, der er rige på kulhydrater, giver hurtig energi, som vi alle ved, men denne energi forsvinder igen stort set lige så hurtigt, som den kom. Eftersom korn bliver nedbrudt til sukkerarter, skaber de en midlertidig stigning i insulinniveauet. Men når den stigning falder – hurtigt – får man straks lyst til og cravings efter flere hurtige kulhydrater. Det er en ond, ond cirkel, som vi garanteret alle kender alt for godt.

 


 

Personligt kan jeg allerede, efter bare et par uger, tydeligt mærke sandheden i nr. 9 og 10. Min hud er blevet pænere, end jeg nogensinde kan huske, den har været, og jeg har ingen cravings – hvilket jeg ellers tidligere virkeligt har lidt under. Og alene sidstnævnte er nærmest nok til, at jeg gerne vil fortsætte sådan her størstedelen af tiden. Men det er selvfølgelig en stor beslutning, og jeg forstår udemærket, hvis der er nogen, der sidder og tænker “sludder og humbug” – sådan tænkte jeg selv for bare et par måneder siden! Og det er ikke engang sikkert, at det vil virke på samme måde – eller overhovedet – for dig. Vi er alle forskellige og vores kroppe ligeså, og hvis du trives fint med en kornrig kost, så fortsæt endelig med det. Du skal ikke høre et ondt ord herfra. Men hvis du længe har spist på den samme måde, men ikke har kunne slippe ud af den onde cirkel af cravings fx, vil jeg anbefale at prøve det. Det virker i hvert fald for mig 😀

Jeg kan ikke garantere, at jeg vil fortsætte med at spise sådan her for evigt. Jeg er jo i og for sig stadig i opstartsstadiet, og der kan ske så meget, men for nu vil jeg fokusere på en korn- og sukkerfri kost og til gengæld skrue op for både proteiner og fedt. Og det vil bloggen naturligvis også komme til at bære præg af. Jeg håber, at I fortsat vil følge med. Uanset om mine opskrifter indeholder korn og sukker eller ej, kan jeg garantere at de er lækre. Ellers ville jeg jo ikke spise dem – og slet ikke lægge dem op på bloggen 😉

 


 

Hvis du er interesseret i at lære mere om fordelene ved kornfri kost – og i særdeleshed kostretningen LCHF – og har en lille time til rådighed, vil jeg kraftigt anbefale dig at se dette foredrag af Andreas Eenfeldt, som er en af fortalerne i Sverige for denne måde at spise på. Det er yderst interessant, synes jeg, og faktisk også ret foruroligende, da det fuldkomment modbeviser rigtigheden af hvad mange (inklusive mig selv) længe har tænkt var “sund mad”. Se den – og måske får du også lyst til at eksperimentere lidt med din kost efterfølgende 😉

 


 

Det blev et ret langt indlæg, men hvis du kom igennem det, vil jeg meget gerne høre dine tanker om det? Er du for eller imod at undgå korn? Har du selv prøvet det i kortere eller længere perioder? Kunne du tænke dig at prøve det? Eller synes du bare det hele lyder som svindel og bedrag og blot endnu en fancy “kur”?

Hvad synes du?

27 comments

  1. Jeg synes det er rigtig spændende! MEN jeg får lidt, øh, lange kropsdele af paleo – og alt hvad det indebærer. Tillad mig at forklare:P Jeg synes det bliver lidt for frelst og lidt for “jamen for tusinde år siden, kunne vi klare os fint uden, og det beviser, at vi heller ikke har brug for det i dag”. Dengang havde vi heller ikke elektricitet og klarede os ganske fint uden, men det er der vel heller ingen der synes vi skal afskaffe (Det var meget firkantet, men det var pointen i det).

    Jeg indrømmer også, at det er fordi jeg elsker de produkter og ikke har lyst til at skille mig af med dem. Egentlig spiser jeg slet ikke så mange produkter med korn/stivelse (i min daglige kost, er det egentlig mest kun rugbrødet, og ellers er alt jeg spiser fuldkorn – når jeg altså er hjemme).

    I starten af året havde jeg 1-2 måneders tid (jeg kan ikke heeelt huske det), hvor jeg heller ikke spiste korn, men jeg kunne ikke rigtig mærke nogen forskel, hverken med hensyn til cravings eller mindre oppustethed.

    Jeg stopper, inden det bliver alt for langt. Jeg synes bare det er synd, at nægte sig selv så mange lækre ting – altså også de sunde af slagsen. Jeg kan sagtens forstå, at man vil skære ned på det, men som alting synes jeg, at det hurtigt kan tage overhånd, hvis man går hen og bliver fantatisk 🙂

    1. Jeg er helt enig i, at det hurtigt kan blive en modedille frem for et egentligt sundhedsmæssigt valg. Punktet md palæo er egentlig også det, jeg bryder mig mest om – netop fordi jeg ikke synes det er et særligt godt argument – og derfor spiser jeg fx også stadig glædeligt mælkeprodukter 🙂
      Hvis du har prøvet det og ikke kan mærke forskel, kan jeg sagtens forstå, at du ikke kan se nogen grund til at udelade det. Der er jo som sagt forskel på kroppe, og jeg kan tydeligt mærke det, så for mig personligt virker det som en god ide. Men igen, hvis jeg ikke kunne mærke det, ville jeg heller ikke gide det 😀

  2. Ja, jeg behøver vist ikke præcisere, hvad jeg mener 😉

    Jeg har ikke spist gluten i snart 3 år og korn i 2½ år eller deromkring, og det glæder mig at se, hvordan interessen for denne livsstil stiger og stiger og stiger. Der er jo en lille Madrevolution på vej i Danmark! Bjarne Stigsby (læge – ham med Spis dig Gravid og Spis dig Rask) udtalte for nyligt at han mente, at op til 80% af alle sygdomme i dag skyldtes for stort indtag af korn og sukker. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

    1. Nej, din holdning er vist åbenlys for de fleste, haha ;D
      Det er godt nok interessant, hvis det passer. Men de punkter, jeg har fundet her, underbygger helt sikkert også det skøn! Men “madrevolutionen” er vel i virkeligheden også længe ventet – i betragtning hvor længe Sverige har været “in-the-know”, er det overraskende, at man (jeg) ikke har hørt mere om det…

  3. Jeg synes det er et rigtig godt indlæg, og at tager virkelig hatten af for al den research, du har lavet på emnet. Jeg synes nogle gange der kan gå lidt mode i det for nogle, som bare hopper med på bølgen uden egentligt at vide af hvilke årsager. Og måske netop derfor har jeg været afvisende overfor at udelukke ting fra min kost, fordi jeg ikke bare vil følge strømmen uden først at have undersøgt det nærmere. Personligt har jeg en meget sød tand, og jeg har en indbygget sundhedsforestilling om især groft rugbrød og havregryn (kan lige se min mors formanende finger! :)). Men jeg kan faktisk godt mærke, at jeg har det bedre i min krop når jeg vælger frugtskål og nødder istedet for slikskålen. Dog synes jeg også, det kan være svært at holde mig til to soltørrede dadler og kommer også her til at spise (for) mange. Hmm. Alt i alt vil jeg nok aldrig hverken udelukke hvidt brød, sukker, kød eller andre fødevarer, for jeg elsker det hele. Men dit indlæg inspirerer mig alligevel til måske at afprøve en måned uden korn, for at se om det har effekt på mig. Nu må vi se… Hvad med f.eks. alkohol og mælkeprodukter – hvordan forholder du dig til det?
    Nu blev min kommentar også frygtelig lang 🙂

    1. Jeg synes desværre også ofte, det kan komme til at handle mere om “at være med på moden” frem for faktisk at sætte sig ind i, hvad det handler om. Hvilket også er årsagen til, at jeg ville være bedre orienteret 😉
      Jeg har ikke en meget voldsom sød tand (min er mere salt), men har også altid “lært” at kostfibre er indbegrebet af sundhed. Jeg har derfor længe været meget imod at udelukke det. Men efterhånden som jeg fik læst mere om det (og især, afprøvet det), måtte jeg revurdere min holdning. For det virker altså (for mig)!
      Min udelukkelse vil nok heller aldrig blive 100 %. Jeg er jo ikke allergisk/intolerant, og hvis jeg fx er til fødselsdag, til jul eller andre ting, hvor der serveres mad og kage, tror jeg ikke, jeg vil være typen, der ikke spiser det. Dels smager det jo godt, og dels tror jeg ikke, at en sjælden gang gør den store skade 🙂
      Mht. alkohol og mælkeprodukter – mælkeprodukter spiser jeg gladeligt, ellers tror jeg ikke, jeg får protein nok til at blive glad og mæt (uden at spise med helt fordærvet i kød). Alkohol drikker jeg også, men det har altid været sjældent – max 1 gang om måneden i gennemsnit, hvis det går vildt for sig 😉 I princippet kunne jeg godt tænke mig at undlade det helt, når jeg engang bliver “voksen”, men indtil nu gælder det samme – en gang imellem må være okay 😀 Alt med måde, som man siger ;D

  4. Hej Xenia,
    Som du nok ved, er min kornfri kost kommet for at blive. Jeg er vild med LCHF-tankegangen (og kosten!) – så kan folks fordomme bare rende og hoppe (dem møder jeg stadig en del af her efter et halvt år uden korn) – jeg har det godt!
    Håber, at vi en dag kommer lige så langt i lille DK, som de er i Sverige.
    Hurra for kornfri kost!
    KH
    – frk. sveske

    1. Lige nu har jeg det faktisk også som om jeg godt kunne finde på at fastholde det sådan på permanent basis. Men det er en stor beslutning. Og faktisk er en af mine største “bekymringer”/udfordringer netop, hvordan andre folk vil tage imod det. Og det burde man jo i og for sig bare være fuldkommen ligeglad med, men så langt er jeg altså ikke kommet endnu. Men det er faktisk også en af grundene til, at jeg gerne vil være ordentligt inde i stoffet og kostretningens fordele – så er det nemmere at “forsvare” det over for folk med modsatrettede holdninger. Hvilke erfaringer har du gjort dig på det punkt?

  5. Jeg har selv udelukket korn og sukker fra min kost (det er snart halvandet år siden jeg startede), så jeg synes det vil være fantastisk hvis du fortsætter bloggen korn-og-sukker-fri 😀

    Camilla

    1. Spændende at høre om andre, der også har taget springet. Det er egentlig skægt, for selv om der efterhånden er mange, er det ikke noget, jeg har hørt særligt meget om før for nyligt (med undtagelse af madbanditten.dk 🙂 ) De/vi er åbenbart stadig forholdsvist under-the-radar, lader det til 🙂

  6. Det lyder virkelig spændende! Med de fordele du fortæller om, er det helt sikkert noget, jeg godt kunne have lyst til at prøve. Desværre forestiller jeg mig, at min ret ekstreme kræsenhed godt kunne komme til at stå i vejen for mig i den forbindelse.. For fjerner man alt det korn- og sukkerholdige, ryger der en stor del af det, jeg kan lide 😛 Men jeg vil da helt sikkert holde øje med, hvad du kommer med af opskrifter, for der må da være noget af det, jeg kan lide 🙂 Og at skære ned på korn og ikke mindst sukker bare en gang i mellem må vel stadig være at foretrække i forhold til ikke at gøre det 🙂

    1. Helt sikkert! Det vil altid (i min optik) være bedre bare at skrue lidt ned for de “dårlige” ting end bare at spise dem uhæmmet (ikke at jeg tror, du gør det 😀 )
      Selvfølgelig opstiller kræsenhed nogle udfordringer, men jeg er sikker på, at det stadig sagtens kan lade sig gøre. Jeg er egentligt også relativt kræsen – fx kan jeg ikke lide oksekød eller det meste svinekød. Så på det punkt (proteiner), skal man være lidt opfindsom for ikke bare at køre død i evindelige kyllingebryster – især fordi jeg hurtigt bliver træt af at spise det samme igen og igen. Hvis man er kræsen med grøntsager (jeg kan fx ikke lide løg med mindre det er finthakket og helt blødt i varme retter), gælder det jo bare om enten at finde opskrifter med de ting, man kan lide eller at finde gode erstatninger. Fx bruger jeg altid spidskål i stedet for hvidkål. Jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre for dig, hvis du beslutter dig for at prøve 😀

  7. Jeg har aldrig selv fuldstændig udelukket korn fra kosten, men jeg har i perioder spist gutenfrit/-fattigt. Det har fungeret fint for mig med lidt mere quinoa, amarant, boghvede og ris, som er glutenfri. Af flere grunde: lyst, bekvemmelighed, pris og smag kommer jeg aldrig til at leve helt uden hvede,.rug og havre (jeg har jo en kageblog)

    Ud fra et miljømæssigt perspektiv mener jeg desuden, at det kan være problematisk, hvis folk skifter kornet ud med kød, fordi det simpelthen belaster økosystemet for meget. Jeg kan se, at du især spiser mange grøntsager og det synes jeg er positivt.

    Jeg er grundlæggende meget enig i, at man skal spise det, man har det godt med uden at blive så hellig, at man prædiker for alle andre. Der findes ikke en sandhed, fordi vi netop er så forskellige..

    Spændende indlæg 🙂

    1. Jeg kan godt lide, at du fremhæver det med miljøet, for det er faktisk netop en af de ting, der har holdt mig lidt tilbage også. Jeg har jo i en årrække været helt vegetar, men holdt op igen. Jeg var det ikke af nogen særlige etiske årsager eller andet, men jeg kunne stadig godt lide tanken om, at det er miljøvenligt og bæredygtigt. Og så har jeg også læst et sted, at hvis alle var vegetarer, ville der i princippet ikke være nogen i verden, der sultede! Hvad hjernen siger og hvad kroppen siger, er dog desværre to forskellige ting (for mig), og jeg kan mærke, at jeg sundhedsmæssigt har det bedre nu, end da jeg var vegetar. Men du har ret, jeg spiser stadig mange grøntsager, spiser efter sæson, og prøver at spise vegetarisk engang imellem. Det giver mig lidt bedre samvittighed, når jeg på andre tidspunkter spiser mig mæt i kød, fisk og deslige 🙂
      Og amen til din sidste kommentar!

      1. Synes din artikel er spændende. Før i tiden var jeg 110% imod stenlderkost/LCHF, men for en uges tid siden måtte jeg give LCHF en chance, da jeg som dig også har været vegetar (jeg var vegetar i ca. 3 år og senere ca. 4 år hvor jeg skiftede mellem vegetar og veganerkost) men led under den veganske kost. Jeg kunne ikke komme op på en lille skammel (selvom jeg tog d.vitamin) uden at skulle tage tilløb for at komme op på skammelen, eller at skulle tage en pause efter 800 meter fordi varmen var for meget for mig (der er ca. 2 km til og fra mit arbejde) eller mine tånegle som så rigtig grimme ud da jeg levede som vegetar. Det at spise kød og mere fedt (det med fedtet skal jeg vænne mig til for den fedtfattige livsstil har stadig en klo i mig) har på 7 dage forvandlet mine tånegle til pæne og værdige at vise frem i den dejlige sommervarme. Jeg har kun positive ting at sige om LCHF. Før vidste jeg ikke meget om livsstilen fordi jeg troede på vegetarkontakt.dk dom omkring den. Det undrer mig også at vegetarkost skulle være den bedste, eftersom det kun har bragt mig kvaler de sidste 4 år som skiftevis vegetar og veganer. Det eneste gode jeg oplevede som vegetar, var at jeg blev opmærksom på B12 og D-vitaminet. Alle andre ting af positive egenskaber der har stået i vegetar og veganer bøger har jeg ikke mærket noget til. Kun med Low-Carb kom alle de gode fordele som jeg har savnet som vegetar. Nu mangler der kun vægttabet 🙂

        1. Hvor er det godt at høre, at du har haft så stor succes med LCHF! Jeg tror helt sikkert, at der er nogen, der kan trives godt på vegetar- og veganerkost, men den specifikke madsammensætning fungerer bare ikke for mig særligt længe ad gangen. Jeg kan klart mærke, at LCHF er det bedste for mig – dejligt at du har det ligesådan! 😀

  8. Jeg synes det er en spændende teori, som er værd at afprøve (i de små mængder, jeg orker, heh). Men jeg vil også gerne vente og se hvad forskningen fortsat vil sige om det.

    I forhold til palæo, kan jeg godt blive bekymret for, at det resulterer i, at man kommer til at spise for meget kød. Især behandlet kød (pølser, bacon, skinke osv.) skulle vist forhøje risikoen for kræft, og så kan fedtindholdet være rigtig højt + det tager længere tid at fordøje kød, så man kan føle sig meget overmæt efter kød. Mange kunne nok godt tolke palæo som “spis alt det kød du kan med en persilledusk ovenpå” 😉

    Forresten, så undgik jeg engang sukker i to måneder for at se hvordan det ville gå (det var rart for kroppen, men jeg savnede det alligevel for meget til sidst!), og der fik jeg faktisk spørgsmålet “men hvordan får du så nok sukker?” 😉

    Men i øjeblikket har jeg nok i min lille graviditetskur, som giver mange udfordringer i form af at få nok vitaminer (uden at spise piller) og samtidig undgå ting, der giver mig halsbrand… suk 🙂

    1. Det synes jeg, du har ret i. Jeg har også tænkt over, at det umiddelbart lader til at palæo forlader sig meget på kød – hvor LCHF (eller måske bare min fortolkning deraf) også tager masser af grøntsager og en god del mælkeprodukter til hjælp. Ganske vist er det jo, ud fra de retninger, ikke som sådan “usundt” med store mængder fedt – heller ikke af den mættede slags – men jeg tror du har ret i, at kød kan fylde på en anden og mere ubehagelig måde i maven.
      Nej, hvor vildt, at der rent faktisk var nogen, der spurgte dig om det! Altså var det sådan i ramme alvor? Hold da op! 😀
      Uha, ja man skal heller ikke tage for mange ting på en gang – så ender det oftest med, at det hele ramler sammen om ørene på én 😉

  9. Efter min mening, skal man ikke undlade noget som helst i sin kost. Selvfølgelig mener jeg ikke, at man skal ryge eller drikke alkohol.

    Men det er jo bare min mening, og alle skal have lov at leve på den måde, som de har lyst til 🙂

    1. Tak for din kommentar.Og ja, det er jo helt sikkert en smagssag 😀 Jeg har i flere perioder tidligere udeladt forskellige andre fødevaregrupper (fx kød) fra min kost, så for mig virker det nok mere “naturligt” (hvis man kan sige det), end det måske vil gøre, hvis man altid har været vant til at spise “alt”. Men som sagt vil jeg heller aldrig blive asketisk og udelukke noget helt permanent. Dels tror jeg ikke, det vil holde i længden, og dels er det bare heller ikke lige så sjovt som at give sig selv “lov” til at skeje ud en gang imellem 🙂

  10. Jeg kan ikke forestille mig at skulle undvære korn helt – der er simpelthen for mange ting, der indeholder korn, som jeg så skulle undvære. Men jeg spiser ikke brød særlig tit og forsøger at undgå den helt hvide slags.

    Sukkeret kan jeg til gengæld bedre se meningen med at skære ned på, og det er jeg også gået i gang med (hvis vi lige ser bort fra i lørdags, hvor der både var plads til Halloweenkager og drinks ;-)). Jeg har heldigvis ikke decideret cravings efter sukker (det sker i hvert fald ret sjældent), men der er flere småting, jeg sagtens kan fjerne fra hverdagen. Det er jo sjovere, at sukkerholdige ting er noget, som man forkæler sig selv med en sjælden gang og dermed også nyder i fulde drag – i stedet for, at det er noget, man indtager bevidstløst om eftermiddagen, fordi man er træt og sulten.

    1. Jeg har længe heller ikke spist særligt meget brød – og lige som dig undladt det helt hvide undtagen ved særlige lejligheder. Faktisk var rugbrød det, jeg syntes, der virkede sværest at skulle undgå. Men det går nu ganske fint – for nu 😉
      Jeg synes, du har en rigtig god pointe med sukkeret. Jeg kender desværre mange, som spiser sukker og sukkerholdige ting i tide og utide, og det tror jeg ikke på er ideen med sukker – måske netop fordi der jo ikke rigtigt er nogen næringstoffer i. Og min erfaring indtil videre er i hvert fald, at det er nemmere at leve efter den device, hvis det så er enten-eller. Enten spiser man slet ikke sukker bortset fra ved særlige lejligheder, eller også er det svært at holde sig fra. Sådan har jeg i hvert fald erfaret det – selv om jeg, ligesom dig, faktisk aldrig har lidt meget under sukkertrang 🙂

  11. Hvis jeg skal være ærlig så synes jeg lidt det er noget fis alt det der raw-food, stenalderkost og fanden og hans pumpestok.
    Fair nok hvis man er intolerant og ikke kan tåle enten laktose, gluten eller noget helt tredje (jeg er selv gluten intolerant og holder mig derfor fra finmalede kornsorter – lys hvede for det meste), men jeg synes der er gået alt for meget ‘kernesund familie’ i den.
    Dybest set tror jeg det er sundest at tage alt med måde; ja du kan godt drikke komælk uden at hele dit indre system lukker ned, og ja dét der stykke chokolade får dig ikke til, at gro en fæstning af bakterier. Rent faktisk er jeg meget modstander af kunstige sødemidler de er langt mere skadelige end alm. sukker og har meget større negativ indvirkning på kroppen.
    Jeg har det på samme måde med mad som med politik: Jeg kan ikke lide fanatisme.

    1. Det er skam også helt i orden 😉 Jeg har længe haft det helt på samme måde og haft noget af en aversion mod Kernesund-bølgen (især Ninka). Jeg er stadig ikke fan af hende, men jeg kan mærke på mig selv, at det er det rigtige at undgå korn, sukker m.v. i alt for store mængder. Jeg tror ikke, jeg som sådan er intolerant eller noget, men jeg har det alligevel bedre end før. Mælkeprodukter lader jeg dog ikke til at have nogen problemer med, så det spiser jeg fortsat lystigt 🙂
      Jeg er enig i, alt med måde. Men hvis man nu har en tendens til at overspise fx, eller har svært ved at holde den “sunde linje” i længere perioder, hvilket jeg har døjet meget med, kan det hjælpe (for mig i hvert fald) at udelukke det helt. Det har jeg også prøvet før med sukker fx, men først nu er det helt uproblematisk, hvilket er ret fantastisk, synes jeg 😀
      Men jeg er i store træk enig med dig. Alt med måde – og jeg kommer aldrig til at udelukke noget helt, der vil altid være dage, hvor jeg “giver mig selv lov” til at spise de ting, men jeg tror, at der bliver færre hvor jeg føler at jeg ikke har nogen kontrol over det 🙂
      Og så til sidst, ang. sødemidler – jeg holder mig hovedsageligt til de naturlige sødemidler, fx stevia og sukrin, som er udvundet af planter, så der skulle jeg ikke mene, der var nogen (særlig) fare. I hvert fald ikke mere end hvad sukker kan gøre ved kroppen. Om man så bryder sig om smagen, er jo en hel diskussion for sig, men det har jeg aldrig haft problemer med 🙂
      (pyh, det blev en laaang kommentar!) 😀

  12. Hej Xenia,
    På trods af at det er længe siden du har lavet dette indlæg, så må jeg liiige kommentere. Hatten af for din research! Jeg har selv levet et par måneder uden korn- og sukkerprodukter og jeg elsker det! Jeg kan ikke huske jeg nogensinde før har haft det så godt i min krop – og haft så meget energi.
    Udfordringen for mig er, at blive ved med at finde ny inspiration til familiens måltider. Heldigvis var jeg så heldig at falde over din blog forleden dag og alle aftensmåltider har i denne uge udelukkende bestået af opskrifter fra din side.
    Her til aften stod den på Pasta Carbonara. Den opskrift er hermed godtaget af HELE familien med kryds, stjerner og flag – selv vores yngste, som er en lidt kræsen dame, ææælsker det! Herligt!
    Jeg glæder mig til at prøve mange flere af dine opskrifter!

    De bedste hilsner

    Vicki

    1. Mange tak, Vicki – dejligt at du kan bruge det 😀
      Og SKØNT at høre, at min blog og mine opskrifter er så stor en hjælp for jer – det er den bedste ros, jeg kan få!
      Fortsat held og lykke med det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *