Luksusdrys

Lige for tiden tænker jeg meget i morgenmadsvariationer – af uransagelige årsager. Måske skyldes det sommeren, der – de mange dages regn- og gråvejr til trods – efterhånden  være lige rundt om hjørnet. Eller måske har jeg bare lige fået nok af mine elskede æg for en periode. Jeg tror nu mest på den første begrundelse, men uanset hvad det skyldes, resulterer det altså i, at der kommer lidt flere morgenmadsopskrifter end normalt. Men det er der vel heller ikke nogen, der klager over? Især ikke, når det er én så lækker og nem som denne – som oven i købet indeholder chokolade!

Jeg har kaldt det luksusdrys af to årsager. Dels indeholder det, som sagt, chokolade, hvilket er en ret luksusagtig tilføjelse til morgenmaden, hvis I spørger mig. Og dels er det jo en slags mysli/ymerdrys, der som udgangspunkt er “designet” til at blive puttet oven på græsk yoghurt eller lignende. Og selv om jeg elsker græsk yoghurt med drys mætter det altså bare ikke lige så meget som en gedigen omgang æg. Det er derfor oftest noget, jeg personligt reserverer til weekenden eller andre dage, hvor jeg har fri, sover længere, og hvor der dermed er kortere mellem morgenmad og frokost. Det fungerer dog også upåklagelig som drys oven på chiagrøden, og så mætter det en del længere, så det er et ret værdigt alternativ – både hvis man bare har lyst til at prøve noget andet, men især også hvis man fx er én af de stakler, som ikke kan tåle mælkeprodukter 🙂

Drysset er lavet løst efter denne opskrift, dog med et par modifikationer her og der. Blandt andet valgte jeg at riste nødder, frø og kerner først – det plejer som udgangspunkt kun at være en fordel! Jeg har jo ikke smagt det uden ristningen, så jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om, hvorvidt det rent faktisk passer – men min erfaring siger mig nu, at det er tilfældet 😀 Smagen minder desuden på mange måder om det dér klassiske ymerdrys af rugbrød, man kan købe i butikkerne – så hvis du er typen, der savner det, er dette en ret god løsning – med eller uden chokolade 😉

Har du andre gode forslag til hvad drysset kan puttes ovenpå? Koldskål måske? Det skal i hvert fald klart prøves her! 😛

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Luksusdrys

Ingen bedømmelser endnu

Ingredienser

  • 100 g mandler
  • 25 g solsikkekerner
  • 25 g græskarkerner
  • 25 g sesamfrø
  • 25 g hørfrø
  • 50 g kokosflager eller kokosmel
  • 2 spsk chiafrø
  • 1 spsk sukrin+
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 50 g mørk chokolade jeg bruger 85% - kan evt. udelades

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 150º varmluft.
  2. Rist alle ingredienser til og med kokosflager i ca. 20-30 minutter, til kokosflagerne er gyldne og mandlerne dufter.
  3. Lad blandingen køle af.
  4. Hak det hele sammen med chiafrø, sukrin, vaniljepulver og chokolade i en foodprocessor, til det er så findelt, som du vil have det.

Noter

Opbevares i en lufttæt beholder eller opbevaringsglas.

Kategorier: LCHF opskrifter, Mælkefri, Morgenmad, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!