Mad på budget: Dag 2

Anden dag af udfordringen veloverstået. I dag har jeg handlet og dermed brugt en del af det fastsatte beløb. Jeg manglede rugbrød og bananer – og det kan jeg altså ikke undvære! Og når det kommer til rugbrød, er jeg desuden lidt sart. Eller det vil sige: Efter jeg første gang smagte mit yndlingsrugbrød, er der ikke andre slags der dur. Og de har typisk nok kun det rugbrød i små pakker i Føtex. Så af sted til Føtex med mig.

Jeg ved godt at Føtex i princippet har ry for at være dyrere end mange af discountbutikkerne. Men efter min mening er det næsten det samme, så længe man blot køber de billige mærker – hvilket jeg gør. Problematikken – især for mig – ligger nok snarere i, at Føtex har så mange spændende specialvarer. Men jeg var god i dag og købte kun det, jeg havde besluttet. Rugbrød og bananer til frokost og mellemmåltider, gulerødder, kokosmel og mandler til morgenmad og mælk til morgenmad + restitueringsdrik efter træning. Og så lige en deodorant og noget pepsi – men det hører ikke ind under mit madbudget. Alt i alt brugte jeg altså 66 kr og 40 ører af mit beløb. Det er da okay.

 

Resten af dagen var (også) forholdsvis begivenhedsløs. Men jeg spiste da naturligvis noget mad. Et af de måltider, jeg har flest problemer med, når jeg spiser sundt (læs: når jeg ikke bare bager grydebrød hver 2.-3. dag og stort set lever af det), er eftermiddagsmåltidet. Det kan ikke undværes – så dør jeg af sult. Næsten i hvert fald. Mit go-to-måltid er rugbrød og banan, men når jeg på dage som i dag træner tidligt eller ikke gider andet morgenmad, har jeg spist det én gang. Og jeg er meget dårlig til at spise det samme mere end én gang om dagen. Gerne sjældnere. I dag lavede jeg en portion hummus af nogle frosne kikærter fra fryseren. Det er en anden sikker vinder. Med en bunke gulerodsstave – og evt. lidt rugbrød, hvis jeg er meget sulten – bliver jeg mæt og glad 🙂

 

Her er hvad jeg har spist i dag:

Morgen

(inden “tidlig” træning): 1 stykke rugbrød og 1 banan

 

Formiddag

(efter træning): 1 glas mælk

 

Frokost

Omelet med grøntsager fra i går, skinkestrimler og parmesan. Lækkert og meget mættende!

 

Eftermiddag

Hummus med gulerodsstave

 

Aftensmad

Perlespelt med sprød grønkål og kokosflager (jeg havde jo en rest grønkål, der skulle bruges)

 

Aften

 1 æble, 1 appelsin og 3 sunde havregrynskugler

 

Mad på budget – udfordring indtil videre
Antal dage gennemført: 2
Antal dage tilbage: 4
Penge brugt: 66,40 kr
Penge tilbage: 133,60 kr

 

Hvad spiser I som eftermiddagssnack/måltid?

 

8 comments

  1. God udfordring. Jeg kan total genkende mig selv i det du skriver. Vi bruger ALT for mange penge på mad herhjemme og jeg får altid dårlig samvittighed, da jeg ved at vi kan klare os for mindre, hvis bare vi tænker os om. Jeg følger med glæde din udfordring og samler inspiration til vores madplan 🙂

    1. Ja, det er lige præcis det. Det er ikke nødvendigvis fordi man ikke har pengene. Man ved bare, at man sagtens kunne skære ned for forbruget uden at lide nød 😉 Dejligt at du følger med – det er altid rart med lidt opbakning 🙂

  2. Åh du gav mig lige ideen til hvad jeg skulle bruge de sidste æg og resten af mine skinkestrimler til! 😀

    1. Perfekt! Det var i hvert fald virkeligt lækkert!! Du kan også lave en pastatærte: http://www.hjemmehosxenia.dk/2011/03/pastataerte-med-skinke-og-ost.html 😀

  3. hehhe, hvordan kan Pepsi ikke være en del af madbudgetet? 😛

    1. Det er fordi, at det er meget forskelligt, hvor meget jeg drikker. Før her i lørdags var det over en måned siden, jeg sidst havde købt, så det er slet ikke til at regne med noget der 😉

  4. Ejj hvorfor er der kun 4 dage tilbage? 🙁

    1. Hvad mener du, Anna? Disse indlæg er lavet sidste år 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *