Mad på budget – Udfordring

Jeg har desværre måtte sande, at det kniber lidt med pengene her sidst på måneden. Takket være en større elregning sidst i januar, indkøb af diverse studiebøger og -kompendier til semesterstart samt min generelle manglende evne til at tænke og handle økonomisk, snakker vi nu et lidt ubehageligt overtræk. Det er ikke nok til at jeg græder mig i søvn om aftenen eller er på flugt fra de grumme bankmænd – men det vil absolut ikke skade lige at være ekstra besparende her den sidste uges tid af februar.

Jeg har derfor givet mig selv en udfordring: Fra nu af og til og med den 29. februar må jeg max handle for 200 kr. Det lyder måske ikke af så lidt – især ikke for folk som Trine, der lader til at have en overnaturlig evne til at købe billigt ind. Men ofte handler jeg faktisk for det beløb flere gange om ugen – ja, det er det rene fråds, men normalt har jeg råd til det 🙂

Udfordringen består selvfølgelig i først at fremmest at overholde det fastsatte beløb. Og det er her I kommer ind, for ved at have det offentliggjort her, kan jeg jo ikke bare give op. Jeg regner med, at jeg blogger, når jeg har købt ind – og måske lidt mere generelt om hvad jeg spiser i løbet af dagen – bare så I kan se at jeg ikke snyder 😉

Umiddelbart tror jeg faktisk ikke det bliver så svært igen. Jeg har et forholdsvist fyldt lager, som absolut ikke vil tage skade af at blive tømt lidt ud, så i princippet vil jeg højest skulle købe lidt frugt og grønt og noget mælk. Jeg har jo også en fordel i at jeg sagtens kan undvære kød, hvilket formentlig bliver tilfældet det meste af tiden. Og så har jeg p.t. (gratis) aftensmadsplaner både søndag og onsdag. Så det skal nok gå! Måske jeg næsten skal sætte beløbet ned til 100,- 😀 Nu må vi se hvordan det går! Jeg overvejer desuden stærkt at fortsætte i marts også – jeg har et meget stort lager, og ekstra penge kan man jo altid bruge! Men nu starter vi lige med en mere overkommelig periode 😉

Jeg håber I vil være med til at holde mig lidt i ørerne, så jeg ikke pludselig får en bankrådgiver på nakken 🙂 

Derfor: Har I nogle gode tips til at spise billigt, men stadig sundt, varieret og spændende?

Jeg har taget et par billeder af mit lager, så I kan se, hvad jeg har at arbejde med. Og som I kan se, kommer jeg ikke ligefrem til at sulte foreløbigt 😀

Kolonial – så meget, at der ikke er plads til orden
Mere kolonial – i pæne krukker/glas
Konserves – og andet rod. Af en eller anden grund har jeg voldsomt meget torskerogn, men intet makrel!
Køleskabsbeholdning
Fryser – umiddelbart kan man nok ikke se, hvad det er – men der er tydeligvis godt fyldt!
Frugt – det burde i hvert fald række til et par dage

Sæt i gang!

Kategorier: Hverdag, Mad på budget

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!