“Mæt & Slank med LCHF”
af Jane Faerber

Mæt & Slank med LCHF

Som nogen af jer måske spottede på diverse sociale medier i tirsdags, var jeg også en af de heldige, der af Politikens Forlag blev tilbudt et par anmeldereksemplarer af Jane Faerber aka. Madbandittens nye kogebog, “Mæt & Slank med LCHF“, som officielt udkom her den 30. januar, altså i går. Det tilbud sagde jeg selvfølgelig straks ja til! Både af hensyn til mig selv og min egne egoistiske agenda, men også af hensyn til jer, kære læsere, fordi to eksemplarer er selvfølgelig lig med en giveaway i den nærmeste fremtid! Den venter vi dog lige lidt med, og her i første omgang fokuserer jeg derfor bare på en slags anmeldelse af denne nye bog, som Jane har begået.

For de af jer, der interesserer jer bare lidt for LCHF og ikke har levet under en sten i det sidste års tid, er det nok en selvfølge, hvem Jane er – og for så vidt også hvad hendes budskab er: “Rigtig mad til rigtig mennesker”, som der også så fint står inde på hendes blog. Det er et koncept, jeg klart kan forholde mig til og så vidt muligt forsøger at efterleve – og det samme, ved jeg, gør mange af jer der sidder på den anden side af skærmen. Men når man sådan spiser lidt anderledes end en stor del af Danmarks befolkning, kan det altså være ganske nyttigt med lidt materiale, der er til at forhold sig til, uanset om man er ny eller gammel LCHF’er. Dels gør sådanne bøger det langt nemmere at forholde sig til noget nyt, men det giver altså også en form for fællesskab, som man måske godt kan mangle, når man sådan spiser lidt… skal vi sige “anderledes”. Og dét gør Janes bøger altså – både den første, men bestemt også den nyeste her. De giver en fælles referenceramme, som man ellers godt kan mangle, når nu LCHF trods alt ikke er ældre, end det – i Danmark, forstås. Så allerede inden jeg læste bogen, var jeg begejstret. Og ikke alene og udelukkende på baggrund af min begejstring for hendes første bog!

IMG_3016

Jane har selv beskrevet denne efterfølger som storebroren til “Spis dig mæt og glad med LCHF” fra sidste år. Det er selvfølgelig helt forkert terminologi sådan i forhold til normal genealogi, men alligevel er det faktisk en meget rammende betegnelse. For mens “Spis dig mæt og glad…” er en generel, bred og meget begyndervenlig introduktion til LCHF, går “Mæt & Slank” lige spadestikket dybere og beskæftiger sig med mange af de ting, som mange snildt kan være i tvivl om, selv efter at have været på LCHF i både kortere og længere perioder. Bogen indledes med en række gode og grundige teoriafsnit, der bl.a. afdækker det omdiskuterede fedt – hvorfor er det godt, hvilket er især godt, og hvor meget skal vi have. Herudover redegør Jane for, hvad kan man gøre for at tabe sig på LCHF, herunder bl.a. om ketose og faste, plus lidt om hormoner og hvilken indvirkning de forskellige kan have på kroppen – i særdeleshed de hormoner, som kan være problematiske, hvis man spiser en konventionel kulhydratrig kost. Noget om træning på LCHF, hvis det er noget, man er nervøs for – eller bare nysgerrig på. Og så et af mine personlige yndlingsafsnit, nemlig det, der forklarer, hvorfor korn generelt – ikke kun glutenholdige – faktisk er en ret dårlig ide! Det er en af de ting, jeg personligt har svært ved at forklare for folk. Én ting er, at jeg ikke særligt godt tåler gluten, fint nok – men hvorfor spiser jeg så ikke bare ris, glutenfri havregryn m.m.? Dette afsnit skal jeg klart have genlæst et par gange, så jeg nemt kan forklare mig for folk – ja, genlæsningen gælder sådan set selvfølgelig hele bogen!

IMG_3017

Ud over teoridelen indeholder bogen selvfølgelig også opskrifter – det er jo ikke en kogebog for ingenting! I alt indeholder “Mæt & Slank med LCHF” 125 nye opskrifter på både morgenmad, frokost, mellemmåltider, aftensmad, bagværk og desserter. Og opskrifterne er nuancerede og spænder helt fra den familievenlige hverdagsmad til den mere voksne gæstemad. Opskrifterne er herudover markeret, så det tydeligt fremgår, om retterne kan bruges på striks LCHF, eller om de er mere til den liberale side. Og det hele er krydret med Columbus Leths fantastiske madbilleder, der næsten bogstaveligt talt får mundvandet til at løbe. Sammensat med det flotte layout samt Janes egne ord, helt lettilgængelige og nede på jorden, som man har lært at forvente det fra hendes blog og tidligere bog, er bogen virkeligt endnu en stjerne i LCHF-bogverdenen – og kogebogsverdenen generelt! Hvis jeg havde fem tommelfingre, fik bogen dem alle – det har jeg dog ikke, så i stedet klapper jeg begejstret i mine små hænder, og ser frem til endnu en genlæsning, og alle de lækre opskrifter jeg skal prøve derfra!

IMG_3004

P.s. For de af jer, der endnu ikke har fået anskaffet jer bogen, kan jeg anbefale at købe den igennem LCHFbutikken.dk – Lørna og Palle har valgt ikke at ville tjene på bøgerne, da de blot bifalder udbredelsen af LCHF, så bogen sælges her for kun 199 kr, i forhold til den vejledende udsalgspris på 250.

IMG_3003

 


Jeg har modtaget bøgerne gratis som anmeldereksemplarer.
Indlægget indeholder affiliatelinks.


6 comments

  1. Jeg er helt enig. Jeg slubrede den i mig og fik lyst til det hele. Synes den er en tand mere indbydende end den første, som jo også er super lækker, så det siger alligevel noget. I går brugte jeg cremen fra frugttærten til Frugtsalat. Tilsatte hakket chokolade og lidt søde dråber, kan anbefales. God weekend.

    1. Ift. smag tror jeg faktisk, at der var flere opskrifter i 1’eren, som jeg gerne ville (stadig gerne vil!) prøve – men det er nok netop fordi 2’eren her har mange flere voksne opskrifter – måske næsten lidt for voksne til mig 😉 Men det er ikke desto mindre en fantastisk flot bog, som jeg helt bestemt nok skal få brugt jævnligt! 😀

  2. Rigtig god weekend og stort tillykke med at du sagde ja.

    kender godt til Jane, dejligt med hendes nye bog.
    Og skønt at du er så god til LCHF også, og selvfølgelig skal du tænke egoistisk for din egen agenda, det er vel dit kald:-)

    De bedste hilsner fra Tina

    1. Også god weekend til dig, Tina 🙂

  3. Dejligt med endnu en positiv anmeldelse… Kan slet ikke vente til min dumper ind af brevsprækken 🙂
    God søndag

    1. Dét kan jeg udmærket godt forstå! Håber, du også bliver mere end tilfreds 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *