Mandagens måltider: På afveje

Denne uges Mandagens måltider kommer lige lidt forsinket. Det er sgu ikke helt optimalt 😉 Men det er vist generelt nøgleordene for min sidste uges tid – “ikke helt optimalt” altså. Det har vist desværre ikke lige været sundhed og sund mad, der har været i højsædet – ikke med min gode vilje, men nogle gange “falder jeg i” og så har jeg virkeligt svært ved at komme op af det sukker- og junkfyldte hul. Det burde måske netop bekræfte mig i, at jeg generelt har bedst af at holde mig helt fra det, men det er jo langt fra nemt – det ved vi sikkert alle! Lige siden torsdag, hvor jeg købte chokolade, fordi jeg skulle i biografen, har jeg stort set kun haft én dag, hvor jeg har været tilfreds med det, jeg har spist (og så snakker vi ikke om, at jeg ikke engang endte med at spise chokoladen i biografen!). Det går egentligt fint i løbet af dagen, men når jeg så først kommer hjem fra arbejde, det er mørkt, jeg er træt og cravings-djævlen farer rundt i mit hoved – ja, så har jeg godt nok svært ved at stå imod. Nogle gange skal man selvfølgelig bare lade det fare og sige “pyt”, men det kan sgu også hurtigt blive for meget af det gode – især når man er så sensitiv, som det efterhånden går mere og mere op for mig, at jeg må være. Øjsh!

Hvad gør I andre, når I har en række dårlige dage og nærmest ikke kan se kanten af hullet?

 


 

Jeg startede min mandag med den gode gamle traver, som virker hver gang – samt mit sædvanlige olieshot.

 

Madpakken var rester fra den megalækre lakselasagne, jeg lavede i weekenden. Den var klart et hit!! Opskriften kommer selvfølgelig i løbet af ugen.

 

Da jeg kom hjem, lavede jeg en stak brunchpandekager med hytteost. Min undskyldning var, at jeg havde en bøtte hytteost, der skulle bruges, men i virkeligheden havde jeg nok bare lyst til noget kageagtigt 😀 Jeg spiste dem med Urtekrams nye choko-peanutbutter, som faktisk er ret god – den mangler noget sødme (eftersom der ikke er noget sødning i 😉 ), så jeg hældte lidt sirup på også.

Og ja, så må jeg jo hellere krybe til korset her og indrømme, at jeg altså kom til at bestille fastfood til aften. Absolut ikke LCHF – eller noget som helst andet end bare dumt – både på sundheds- og bankkontoen. Men nu er det gjort, og så er der jo ikke så meget at gøre. I går var heller ikke god overhovedet, men i dag er der en ny dag, og så går det forhåbentligt den rigtige vej igen – nu hvor jeg har offentliggjort det og beklaget mig til jer, mine usynlige internet-venner 🙂


 

Hvad var det bedste I spiste i går?

Frokost! Lakselasagnen er skønherlig – og en af mine nye livretter!

 


16 comments

  1. Lakselasagne – uhm
    CHOKOpeanutbutter – endnu mere uhm – og fortrinligt at der ikke er sødme i.
    Mht. tips er jeg ved at øve mig på at have tørret abrikos, diverse nødder, frugt og bidegrønt til rådighed – og forskellige slags te. Men det er jo ikke revolutionerende nyt.
    Og så slår jeg op på din hjemmeside for at se på lækre, sunde opskrifter 😉

    1. Begge dele er supergodt! 😀
      Problemet for mig er også tit, at jeg godt kan få cravings selv om jeg egentligt er stopmæt – men ja, ellers er mellemmåltider også noget, jeg bruger, hvis jeg kan mærke, jeg har brug for det 🙂
      Og tak – godt at jeg i det mindste kan hjælpe andre 😀

  2. Kære Xenia,
    Det kender jeg alt til, altså de ‘ikke optimale dage’ med kost der er på et sidespor.
    Jeg forsøger jo i denne måned at vælge alt det sunde til og holde sukkeret helt nede, men det er så også nogle dage kommet til at betyde ekstra LCHF-lækkerier (som ellers skal holdes til weekend og særlige lejligheder), men pyt! Det er som om, at så snart valgene bliver mindre gode, så ruller møllen og jeg tænker, det er alligevel bedre at afholde sig helt fra det (læs: sukker), MEN når så jeg har været uden sukker en periode (læs: typisk 2-3 uger), så tænker jeg, nu er der styr på det og jeg kan godt lige tage et smut i sukkerland – bare lige for en aften (læs: yeah rigth!). Jeg vælger dog at tro på, at de gode og sunde tilvalg (som efterhånden bliver vaner) vinder på den lange bane.
    Håber, du har fået et godt hul på onsdagen – nu står den på kyllingedeller, mayo og grønt til frokost hos mig ;-P
    God dag.
    KH
    – frk. sveske

    1. Præcis – man føler lidt, at det nemmeste måske “bare” ville være at skære det helt væk. Men det er jo heller ikke muligt – i hvert fald ikke for mig. Selv hvis jeg havde disciplinen til det i hverdagene, ville jeg ikke kunne gøre det, når jeg er ude og gæst m.m. Men man falder bare i den fælde med, at når først man har haft én dårlig dag, kan man lige så godt lige tage ugen ud – eller lign. 🙁
      Men man må jo kigge på den lyse side – jeg er stadig klart bedre til at vælge sundheden til nu end jeg var for et halvt år siden – og det er jo fremgang! Og jeg har en god fornemmelse for resten af aftenen nu – har planlagt god aftensmad og har lige brygget mig en lækker kande the. Så skal det forhåbentligt nok gå alt sammen 🙂
      Tak for din søde kommentar 😀

  3. P.S. Det bedste jeg spiste mandag må være LCHF-morgenboller med sukkerfrit syltetøj & fuldfed havarti til morgenmad ;-P

    1. Uhm, jeg bliver altså nødt til snart at gøre mig noget mere i LCHF-brød – der har jeg faktisk (ubevidst) holdt mig lidt tilbage indtil videre – trods alt 😉

  4. Glæder mig til opskriften på lakselasagne. Det ser lækker ud. Og JA, du er helt normal. Det er da super svært hele tiden at holde sig fra fristelser. Så bare sig pyt og op på hesten igen 🙂

    1. Uhm, den var SÅ god – jeg ville ønske der var mere! 🙂
      Tak – godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der føler, at jeg fejler, hver gang man falder i. Pyt pyt 🙂

  5. Åh jeg kender det bare alt for godt! Jeg syntes at du klare det super godt, og engang i mellem er det altså i orden at “synde.” Hvis jeg virkelig craver noget sødt, blir det noget med peanutbutter, frugt med vanilje youghurt eller andet, derudover laver jeg chips eller musili af frugt og nødder.. Eller en sundere kage med ostefrostning, lavet af let smørost og græsk yoghurt osv.. MUMS. Jeg bliver også meget inspireret af nogle piger på instagram der viser nogle sunde lækre retter og guf, her er nogle navne: Ttryingtogetfit, elle_bfitbody, health_and_me, healthyandclean og healthyrecipes, hpber de kan bruges! 😀

    1. Ja, det skal klart være i orden – jeg har bare voldsomt svært ved at holde op igen, når først jeg er begyndt 😉 Måske jeg også skal begynde at tænke mere i de gode erstatninger – bare fordi man får lyst til kage fx behøver det jo ikke være den dårlige slags – man kan jo snildt bage en selv og så “synde” med lidt bedre samvittighed 🙂
      Jeg vil kigge på de instagrammere, du nævner – tak for tippet 🙂

  6. altså hvis det kun handler om mørk chokolade er det så ikke okay? Jeg mener, det er da ikke super slemt og det kan da lynhurtigt gå hen og blive alt for frelst og kedeligt hvis man skal have dårlig samvittighed hver gang man spiser en bette chokobid :/

    1. Det er desværre overhovedet ikke kun mørk chokolade – hvis det bare var så vel, ville det nemlig være fint (så længe det ikke tog overhånd selvfølgelig 😉 ). Men det kan faktisk være alt muligt – pizza, pomfritter, chips, kage, slik m.m. Når først jeg kommer ind i en dårlig stime, er det svært for mig at have lyst til at spise andet end den slags :/

  7. Hvilket olieshot tager du? Har aldrig selv prøvet det, (må indrømme tanken afskrækker mig lidt) men kunne godt tænke mig at teste det, og se om jeg kan mærke en forskel 🙂

    1. Jeg tager 1 tsk fiskeolie og 1-2 tsk hørfrø- og kæmpenatlysolie blandet med lidt koldt vand i et shotglas – og skyller efter med vand 😉 Det var rimeligt grænseoverskridende i starten, men jeg kan virkeligt mærke, at det gør en forskel i forhold til mæthedsfornemmelsen gennem resten af dagen 😀

  8. Stine Andersen

    Hej.
    Jeg ved godt at dette er et ældre indlæg, men det er simpelthend bare så rart at du skriver ligeud at du også falder i sukkerhelvede og ikke kan komme op igen! Sådan har jeg det selv, og de perioder kan så desværre vare flere måneder, hvor vi kun taler få dage indimellem, hvor jeg spiser som jeg burde… 🙁 men nu er jeg kommet op på hesten ugen efter en lang periode efter nytår hvor jeg har vold-ædt alt muligt skod. Mærkeligt nok klarede jeg december fint, men så gik det ellers også ned af bakke. 🙂
    Men super rart at høre at det ikke er alle som bare kan klare livets fristelser uden problemer og kun mig som indimellem har rygrad som en regnorm… Tak for din ærlighed!

    1. Mange tak, Stine, hvor er det en dejlig kommentar at få. Det er jo aldrig nemt at “indrømme sine fejl”, så skønt at høre, at I er nogen, der får gavn af det! Jeg kender kun alt for godt det med at føle sig fanget i sukker-/kulhydrat-fælden ind imellem. Og selv om man rent logisk godt ved, at man nok skal komme oven på igen, kan det være ret svært at se lige i øjeblikket. Men jeg tror på, at du klarer det snart! Og om ikke andet kan det måske trøste lidt, at nej, du er bestemt ikke alene! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *