Maskeret blomkål med æg, rejer og Thousand Island-dressing

Det er vist langt fra nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med fisk. Men de sidste dage føler jeg efterhånden næsten, at det har taget overhånd, haha! Bevis nr. 1: Hvis vi tæller hele dagen i dag med, har jeg de sidste fem dage spist fisk til 6 ud af 10 måltider! Det er altså ret meget – selv for mig 😀 Bevis nr. 2: Jeg er et badedyr – måske det skyldes al det fisk. Bør jeg være bange for snart at udvikle gæller? Hmm… Smart under vand, ikke så smart i hverdagen, hvis I spørger mig!

Nå, men hvis I andre er lige så glade for fisk, som jeg, kommer her en lækker, nem og sommerlig ret med rejer – og ja, jeg regner rejer som fisk. Indtil i lørdags troede jeg faktisk – ret naivt, måske – at rejer var sådan noget som alle kunne lide. Not so much. Min brors kæreste var i hvert fald bestemt ikke begejstret for tanken. Så nu har jeg i hvert fald mødt én rejehader. Og der sidder jo sikkert flere af jer derude, og fred da være med det. Selv om jeg ikke selv kan forstå det, da jeg æææælsker rejer! Jeg fristes næsten til at sige, at jeg kunne spise det hver dag, hvis det skulle være! Og I kender jo mig og mit lunefulde og uberegnelige sind, når det kommer til mad, så det er faktisk lidt af en bedrift!

Jeg kan jo, som bekendt, ret godt lide at lave mad (duh!). Men som de fleste andre, har jeg altså ikke lyst til at stå og svede foran komfuret alt for længe i denne hede. Forstå mig ret: Jeg ELSKER det vejr, vi har lige nu, og græder allerede på forhånd for den dag, det ender. Men man kan ikke komme uden om, at det er varmt – og man sveder en del mere end normalt. Lad mig sige det sådan her: Min cykeltur hjem fra job og eftermiddagstræning er en del mere sveddryppende end normalt! 😀 Og når jeg har det så varmt, er det heller ikke de varme simreretter, jeg har lyst til – hverken at spise eller at lave. Her er denne ret især god. Den er lavet på noget, der ligner 10 minutter – og kan både spises kold og lun. Jeg spiser den gerne lun på førstedagen, fordi jeg ikke gider vente på at blomkål og æg køler ned. Anden portion spiser jeg så kold dagen efter. Perfekt løsning! 😀

Dressingen er et forsøg på at lave en dressing, der minder om Thousand Island-dressingen, som jo er så god til rejer. Hvorvidt den rent faktisk smager præcist som købeudgaven er jeg faktisk ikke helt sikker på – det er nemlig efterhånden lang tid siden, jeg har smagt sådan en. Men min udgave her passer også godt til rejer – ja faktisk smager den generelt godt. Og så er jeg jo glad for, at jeg ved præcist, hvad der er i. Se fx ingredienslisterne på nogle af købevarianterne. Gah! Ja, så foretrækker jeg i hvert fald min ingrediensliste herunder, der kun indeholder ting man ved hvad er, og hvordan man udtaler, thankyouverymuch!

 


 

Maskeret blomkål med æg, rejer og Thousand Island-dressing

2 portioner

 

* 1 blomkål

* 300 g rejer

* 4 æg

* evt. nogle grønne ærter (min fryser var løbet tør)

 

Thousand Island-dressing:

* 1/2 dl creme fraiche 38%

* 1/2 dl piskefløde (brug mere, hvis du foretrækker en tyndere konsistens)

* 1 spsk tomatpure

* 1/2-1 spsk citronsaft

* 1/2 tsk løgpulver

* lidt flydende stevia (ca. 5 dråber?)

* 1 nip cayennepeber (kan udelades)

* salt

 

Bland alle ingredienserne til dressingen og smag til. Lad den trække, mens resten gøres klar.

Kog æggene enten hårdkogte eller smilende. Du ved nok bedst selv, hvad der fungerer på dit komfur med dine gryder.

Del blomkål i mindre buketter. Damp i saltet vand i ca. 3-5 minutter, til de har den ønskede mørhed. Hvis du bruger ærter, kan du tilsætte dem det sidste minuts tid.

Dræn blomkål (og evt. ærter) og skyl med lidt koldt vand.

Anret blomkål (og evt. ærter) på en tallerken og pynt med rejer, æg i kvarte og dressing.

Velbekomme!

 


17 comments

  1. I min barndom lavede min mor også jævnligt denne ret, når der kom gæster – det hele blomkål blev anrettet på et fad og pyntet med rejer, tomater, agurker m.m. Dog lavede hun en karrydressing til – det er også virkelig lækkert. Jeg tror bare, hun brugte creme fraiche, karry og salt. Jeg tror, jeg skal ned og købe blomkål i dag 🙂

    1. Hun pyntede også med æg, som du har gjort…

    2. Ja, det er vist en god klassisk dansk ret, så vidt jeg ved og husker 🙂 Har også af og til fået det tidligere – lige som dig med flere forskellige slags grøntsager. Vi fik dog, hvis jeg husker rigtigt, en “almindelig” hvid creme fraiche dressing til 🙂
      Det er i hvert fald et hit, uanset dressing! 😀

  2. Det ser virkelig lækkert ud. Jeg er i rejeelsker-klubben, så denne ret skal klart prøves ved lejlighed.

    1. Yay, rejeelskere FTW! 😀 Du må helt sikkert prøve det, det er skønt, når man er fan af de lækre rejer 🙂

  3. Ha ha, dette bringer mig jo fluks tilbage til 80’erne. Og så lige en halv ananas med frugt og råcreme, så ville barnehjerte banke endnu højere! 😉

    Vil bestemt give mig i kast med din ‘tusind øer’ dressing – lyder vanvittig godt med fløde i dressingen! 😛 Alt for ofte ender jeg i den samme kombination af karry, paprika, mayo osv. Hvem sagde indgroede vaner.. 😉

    1. Ja, altså nu var jeg jo ikke selv i live i 80’erne, så mig er det nok bare sådan en retro-ting ;D
      Dressingen er supergod! Og jeg syntes også selv, at det fungerede rigtigt godt med fløden deri. Hvis man laver dressing på ren creme fraiche 38, bliver det meget tykt, men det er jo heller ikke helt optimalt med en lavere fedtprocent – jeg kan i hvert fald i forvejen godt have svært ved at få fedt nok, så man skal ikke gå ned på de steder, hvor man kan 😉

  4. Jeg er gift med en skaldyr-hader 🙁 Har en svoger der slet ikke rører noget der minder om fisk 🙁
    Nå ja, min mand rører så heller ikke frugt hvis der er ‘mishandlet’ – dvs kun i naturlig tilstand, ingen frugttærter eller andre sjove desserter eller i alm mad.. SUK

    1. Øv øv – nogle gange kan det jo faktisk blive ret besværligt at lave mad til andre mennesker! Jeg har været – og er til dels stadig – faktisk enig med din mand på frugtpunktet. Jeg bliver bedre og bedre til det, men bryder mig stadig ikke om helt bløde og udkogte “frugtklumper” 😀

  5. Det ser alt for lækkert ud! Jeg vil helt sikkert prøve det af en gang i næste uge! – men Xenia, hvor i alverden køber man løgpulver henne?

    1. Det synes jeg helt sikkert, du skal! 😀
      Jeg har købt mit løgpulver i Tiger, men de har det også i de fleste større supermarkeder. Alternativt kan man også bruge lidt revet frisk løg, men jeg synes løgpulver er lysår nemmere i sådanne ting her! 🙂

  6. TAK! Det skal vi ha’ aften 🙂 Eeelsker rejer, eelsker blomkål og eelsker en god Thousand Island-dressing 😀

    1. Jamen velbekomme da – jeg håber, det blev godt! 😀

      1. Det blev næsten godt 😉 Kunne ikke få dressingen til at smage rigtigt… Bliver den bedre af at stå? Så kunne jeg evt. næste gang lave den dagen før 😉

        1. Ærgerligt at det ikke faldt helt i din smag – men ja, dressing kan være svært at smage til. Jeg husker ikke umiddelbart, at den ændrer smag betydeligt af at trække, så det skyldes nok i højere grad, at du forventede noget andet. Men prøv i hvert fald at huske, når du tilsmager, at der både skal surt, sødt og salt i i hvert fald – og nogle gange lidt mere end man tror 🙂

          1. Jeg tror måske jeg fik for lidt krydderier i – sådan plejer det at være.
            Det får et forsøg mere en af dagene, for det er perfekt til aftensmad, når det skal gå stærkt 🙂

          2. Jeg krydser fingre for dig! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *