Mexifest | Inspiration til nem mad til mange gæster

I lørdags holdt jeg kombineret housewarming og fødselsdagsfest for en bunke af mine gode venner. Og åbenbart jeg så mange af den slags, at det pludseligt løb op i 20 mennesker til spisning. Selv om jeg godt kan lide mad, er det begrænset, hvor ofte jeg laver mad til gæster, for ikke at nævne flere end bare et par gæster. Det var uden tvivl første gang, jeg skulle bespise 20 mennesker. Så til trods for at jeg igen var en dårlig blogger og ikke fik taget ét eneste billede, tænkte jeg, at jeg ville fortælle jer om den menu, jeg endte på, og lidt om planlægningen osv. Der er sikkert andre end mig, der ikke nødvendigvis føler sig så stærke i madlavning i dén størrelsesorden.

Jeg har egentligt længe vidst, at jeg ville lave mexicansk tema, selv om jeg ikke kan huske, præcist hvornår jeg besluttede det. Allerede da en af mine veninder holdt fødselsdag og lavede mexicansk mad tilbage i oktober, havde jeg faktisk allerede bestemt det. Men mexicansk mad er også nemt at lave til mange, uden at det er mindre lækkert eller mere besværligt af den grund. Den færdige menu fastlagde jeg først endeligt i ugen op til faktisk, og den endte således:

  • Mexican pulled chicken
  • Hakket oksekød med tacokrydderi
  • Hjemmelavede majstortillas efter opskrift fra Emma Martinys “Skønne salater og vidunderligt tilbehør” (reklamelink). De var gode og særligt smarte, fordi de bare bages som almindelige pandekager, og man ikke behøver at bakse med at rulle ud eller eje en tortillapresse eller noget!
  • En variation af salsasalaten. Jeg udelod avocado og dressing og tilføjede i stedet agurk. Så i princippet var det bare en helt simpel iceberg-tomat-avocado-majs-salat med hakkede jalapeños.
  • Rødkålsslaw. Fintsnittet rødkål, revne gulerødder (begge dele en leg på en foodprocessor!), æbler skåret i tændstikker og fintsnittede forårsløg og frisk persille. Vendt i en marinade af limesaft, olivenolie, sirup/honning og salt.
  • Rissalat af brune ris kogt med i bouillon, sorte bønner, pintobønner, rødløg og peberfrugt i tre farver skåret i tern. Vendt med en dressing af olie, limesaft, presset hvidløg og spidskommen.
  • Nachos gratineret med cheddar (selv om jeg desværre havde fået fat i en elendig ost, der ikke rigtigt ville smelte. “Perfekt til nachos”, min bare …!)
  • Guacamole, selvfølgelig – og masser af det! Jeg laver oftest min guac af avocado, creme fraiche, hvidløg(spulver) og salt samt godt med limesaft. Og det var igen en leg i foodprocessoren.
  • Salsa – færdigkøbt og mild. Jeg vendte lidt finthakkede tomater i for lidt ekstra struktur.
  • Revet cheddarost
  • Syltede jalapeños
  • Chipotle chilisauce (jeg fandt en dåse i Bilka, som jeg prøvede)
  • Creme fraiche

Jeg havde downloadet skabelon til nogle skilte herfra, hvor jeg erstattede teksten med mine egne retter (og denne font), og så var det bare at printe og klippe. Al maden anrettede jeg som buffet i mit køkken, fordi jeg har sådan åbent køkken-alrum, så det fungerer super, og skiltene sparede mig for at skulle svare alt for mange gange på, hvad de forskellige ting var 😉 Har man ikke den mulighed, må man selvfølgelig bare have maden på bordet.

Jeg havde først bestemt ikke at lave dessert, men så skiftede jeg alligevel mening i sidste øjeblik. Jeg bagte en firedobbelt portion af Maja Vases brownie (som er blevet min go-to, når der gerne må være uforskammede mængder sukker i) og tilsatte 1 spsk kanel og 1/4-1/2 tsk cayennepeber, så den blev mexicansk. Så kogte jeg dulce de leche af to dåse kondenseret mælk og købte vaniljeis, flødeskum og mandelsplitter – og så var der mexicanske brownie sundaes! Det var vist et hit.

Til velkomstdrink havde jeg lavet en stor portion paloma’er, dog tilsat lidt hyldeblomstsaft og agavesirup, fordi den var lige lidt rigeligt bitter for min smag. Jeg serverede dem i en stor saftbeholder med hane og fyldte en masse isterninger og limeskiver i. Pænt!

Jeg havde ikke meget særligt pynt, men jeg havde dog købt en pose kaktus-konfetti, en sombrero og en oppustelig kaktus. Og så havde jeg et par ægte kaktusser i min stue sammen med alle mine andre planter. Plus jeg fyrede et par kaktus-billeder som baggrund på min Chromecast, der stod og kørte på fjernsynet. Intet af dette var jo nødvendigt overhovedet, men det var nu sjovt nok alligevel.

Ift. planlægning af madlavning i denne mængde afhænger det selvfølgelig lidt af, hvordan ens program ellers ser ud. Jeg var heldig (eller havde planlagt det sådan), at jeg arbejdede hjemme om fredagen, så der kunne jeg forberede lidt mere i løbet af dagen, end jeg måske ellers ville kunne. Jeg handlede i løbet af ugen, det der var på tilbud rundt omkring, og så bestilte jeg resten fra Nemlig.com. Både fredag og lørdag købte jeg også et par sidste småting – fx vaniljeis mv. til dessert, som jo var sidste-øjebliks-tilføjelser. 

Min fordeling af selve madlavningen så således ud:

FREDAG
Bage brownie
Koge ris
Lave majstortillas (klart den ting, der tog allerlængst tid!)
Lave pulled chicken
Blande tacokrydderi
+ Dække bord

LØRDAG
Koge dulce de leche
Lave rissalat
Lave rødkålsslaw
Lave guacamole
Lave salsasalat
Anret alt i fade og skåle
Gør nachos klar til ovn (i ovnen lige inden servering)
Bland velkomstdrink
Som det allersidste – steg oksekød + opvarm pulled chicken og tortillas

Og det var det! Jeg håber, det kunne inspirere lidt. Jeg var selv meget tilfreds med menuen (på nær den feste nachos-ost) og festen generelt i hvert fald.

Og nu må jeg hellere droppe overspringshandlingerne og komme videre med eksamenslæsningen. Hasta la vista!

Kategorier: Gæstemad, Hverdag

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!