Mikroboller aka. risteboller

mikro-risteboller-1

For nyligt udgav jeg en anden opskrift på de såkaldte mikro(bølgeovns)boller, hvor jeg dog skrev, at jeg var lidt usikker på, hvad jeg reelt syntes om dem. Dette er ikke tilfældet med disse boller, som jeg er kæmpe fan af! Jeg har indtil videre lavet dem to gange. Første gang helt efter den oprindelige opskrift, som jeg fandt hos Jacqueline – anden gang tilsatte jeg en spsk smør, som, jeg synes, gør en himmel til forskel. Min første blev nemlig lidt til den tørre side, og det er jeg til gengæld ikke fan af. Men den endelige udgave, som I finder opskriften på herunder, er tæt på at være de bedste LCHF-boller, jeg har smagt! At man så oven i købet kan lave en på noget, der ligner nul komma fem, gør mig kun endnu mere begejstret. Begge gange har jeg udnyttet, at de er så gode at riste ved at – ja, I gættede det! – riste dem! De bliver sprøde og rare og skønne. Jeg er dog overbevist om, at man også sagtens kan springe ristningen over og bare spise dem frisk fra ovnen.

Endnu en gang er det det gode pofiber, der viser sit værd. Det er sjovt med sådanne ting nogle gange. Jeg har i snart et år haft en pakke stående i mit skab uden at have taget hul på den, men så pludseligt opstår der tendenser og trends, eller hvad vi nu vælger at kalde sådanne ting i mad-/blogverdenen, og så er pofiber det største og nyeste hit! Men det fungerer jo også upåklageligt, så jeg fortryder da egentligt bare, at jeg ikke har eksperimenteret lidt med mit noget før. Nu har jeg i hvert fald netop købt mig et par ekstra pakker, så mon ikke, I kan vente jer flere pofiber-opskrifter i fremtiden? 😉

Faktisk har jeg ikke så meget mere at sige i denne omgang. Hvis du også en gang imellem bare virkeligt har brug for en god morgenbolle – naturligvis med tandsmør på! – kan jeg kun anbefale dem her. Jeg tror desuden, at det bliver et fast torsdagsritual for mig fra nu af at lave sådan en her om aftenen, så jeg kan tage den med til fredagsmorgenmaden på job. De her boller er af den slags, der gør, at man overhovedet ikke føler sig snydt, selv om man ikke kan/må/vælger ikke at spise det samme som de andre.

Hvad siger I – kunne det friste med en ostemad?

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Mikrobolle aka. ristebolle

Ingen bedømmelser endnu

Antal: bolle

Ingredienser

  • 1 spsk smør
  • 1 æg
  • 1 spsk piskefløde
  • 2 spsk mandelmel ikke fedtreduceret
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1/2 dl pofiber
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt

Sådan gør du

  1. Smelt smørret i mikrobølgeovnen i en skål i passende størrelse.
  2. Tilsæt så de resterende ingredienser direkte i samme skål og rør det hele godt sammen.
  3. Form til en bollelignende form i bunden af skålen og bag i mikrobølgeovnen ved højeste effekt i 1,5-2 minutter. Prøv dig lidt frem til at starte med, da mikrobølgeovne er forskellige, og du endeligt ikke vil risikere, at den får for meget.
  4. Spis den med det samme, eller lad den køle lidt af og rist den herefter.
mikro-risteboller-2

Kategorier: Brød, Favoritter, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!