Mysliboller/muffins

Disse mysliboller lavede jeg faktisk for to uger siden, men alligevel får I først opskriften nu. Men mon ikke I overlever? 😉

De var mit første rigtige forsøg ud i kornfri bagning, og selve opskriften har jeg fra bogen “Spis dig i balance”, hvis principper er at skære så meget ned på de hurtige kulhydrater som muligt – hvilket jo harmonerer ganske fint med ingen korn 🙂

De er i princippet en blanding mellem boller, muffins og en ikke så sød kage, vil jeg mene. Og hvis man vil, kan man jo sagtens tilføre noget ekstra sødemiddel, så de bliver endnu mere kageagtige. Jeg syntes de mættede fint som en lille eftermiddagshapser pga. alle de sunde fedtstoffer og fibre, men de ville også snildt kunne bruges til morgenmad eller brød til andre måltider – evt. med lidt smør, hvis man vil forkæle sig selv.

Jeg syntes desværre, at de blev en anelse tørre, men jeg er ret sikker på, at det er min egen skyld. Jeg ville gerne have dem mørkere i overfladen end hvad de var, da de var gennembagte – det skulle jeg nok have undladt. Nu har jeg eksperimenteret med at fryse resterne ned i håbet om, at de vil blive mere saftige, når de tøes op igen. Men hvis du holder dig til kun lige at bage dem, til de er stivnet, er jeg sikker på, at du ikke vil få samme problemer 🙂

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Mysliboller

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stk

Ingredienser

  • 50 g hørfrø
  • 50 g sesamfrø
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g tørrede abrikoser kan godt hæves til 100 g for ekstra sødme
  • 100 g mandler
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • ½ dl rapsolie
  • 3 æg

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 150 grader varmluft.
  2. Mal mandlerne fint i en minihakker, foodprocessor eller kaffekværn. Hak abrikoserne fint. Kom herefter hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, abrikoser, mandelmel, kanel, bagepulver og salt i en skål. Tilsæt olie og bland det godt.
  3. Pisk æggene sammen for sig, og rør dem så i nøddeblandingen.
  4. Fordel dejen i 12 papirmuffinsforme i en aluminiumform, og bag i ca. 20-25 minutter, til de lige netop er stivnet helt igennem. Køl af.

Noter

Kan fryses.

Kategorier: Brød, LCHF opskrifter, Mælkefri, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!