Nice ting i 2016

Godt nytååår! Jeg håber, I kom godt ind i det nye år. Det gjorde jeg helt sikkert. 2017, manner, det er jo helt vildt! Det skal nok blive godt!

Nåm, jeg ved ikke, om det i virkeligheden er totalt utjekket med et af de her “opsamlingsindlæg”, når man først er hoppet ind i det nye år, men heldigvis er jeg jo netop et relativt utjekket menneske, så det har jeg det egentligt helt fint med. Så jeg tænkte, at jeg jo passende lige kunne lave en status her, mens jeg alligevel ligger i sofaen under dynen og prøver at ignorere mine 1. januar-tømmies (og at dumme fortids-Xenia har planlagt en løbetur senere)…

Generelt har 2016 fået et ret dårligt “rep”, og jeg kan ikke sige, at jeg er uenig. Selv om der er sket nice ting, er der bare også virkeligt sket mange sløje ting, og jeg sidder ikke tilbage med den bedste fornemmelse af året, der er gået. Men sådan leger vi ikke her! Så jeg har tænkt mig kun at fokusere på de gode ting, der er sket (som jeg kan huske), og så ignorerer vi alt det dårlige. Og med nyt år og frisk start og alt det der, er alt det andet jo ligegyldigt nu. Det er en af de ting, jeg elsker ved nytår!

Btw, en lille disclaimer. Disse indlæg er jo per definition ret så navlepillende. Det kan jeg ikke gøre så meget ved. Men jeg synes, du skal læse Cathrines fænomenale (og ligeledes herligt positive) indlæg om året, der er gået lige her: De fedeste ting der er sket i verden i 2016. Og bagefter kan du måske tage et kig på denne liste (mest fordi det er sjovt). Især matcha, smoothie bowls og avocado toasts har jeg i hvert fald set heeele tiden i 2016!

Men altså – en af de vildeste ting, der skete i 2016, var jo uden tvivl, at jeg udgav en bog. “Sødt, sundere, syndigt”, hvis du lige havde glemt det. Freaking A, mand. Jeg glemmer det faktisk til tider, hvilket måske lyder lidt skørt, men det er meget snart et år siden, den udkom, og den fylder faktisk relativt lidt sådan i min hverdag nu. Min blog eller mit “forfatterskab” er jo ingenlunde noget, jeg lever af, og i mit “virkelige liv” er jeg studerende, og jeg arbejder, og jeg laver en masse ting, som ikke har noget som helst med dessertbogen at gøre. Og ja, så glider den altså lidt i baggrunden. Men når jeg så ser den på køkkenbordet, eller hører positive tilbagemeldinger fra de af jer, der har købt den, kommer jeg i tanker om den igen og bliver så glad og stolt igen. Jeg er virkeligt glad for resultatet – uanset hvor mange kopier den så har eller stadig vil komme til at sælge! Måske en af de store fordele ved, at det aldrig var noget, jeg skulle leve af 😉

Noget andet som fremstår som positivt for mig fra 2016 er, at på “trænings”fronten. Træning lyder ikke helt rigtigt, men jeg mangler lidt et bedre ord for det. Motion? Aktivitet? Bevægelse? Well, i alle tilfælde har jeg i hvert fald været meget glad for mine fremskridt på det område.

Først og fremmest er der jo selvfølgelig yoga‘en, som jeg allerede har fortalt jer om for en del måneder siden. Der havde jeg yoga’et hver dag i 137 dage, og det var sejt. I dag har jeg rundet 300-og-nogen dage og altså 10 måneder. Hver. Eneste. Dag. Jeg synes stadig, det er sejt – og ikke helt til at forstå. Nogle dage laver jeg udfordrende fulde programmer, andre en stille og rolig “restorative” praksis, men jeg gør det hver dag, og jeg elsker det. Og jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad jeg tror, det har gjort for mig sådan ift. psyke. Men jeg tror helt sikkert, at det har været godt!

Ud over yoga, startede jeg jo i forsommeren med at løbe for ligesom at genoptræne til DHL i sensommeren. Og det har jeg faktisk også holdt lige siden. 3 gange om ugen, manner. Jeg ved ikke, om jeg betragter mig selv som “en løber” (det brygger jeg faktisk på et indlæg om), eller om jeg egentligt kan lide det. Men det er så godt og praktisk og nemt, og jeg er vild med følelsen af at blive stærkere lidt efter lidt. Jeg løber hverken for at nå en vis hastighed eller en bestemt distance, jeg løber bare for sundhedens og velværets skyld, og det, tror jeg, er nok måske den bedste motivation – i hvert fald for mig.

Som en sidste ting er der jo mine gåture og skridt. De af jer, der har fulgt med længe ved, at jeg længe har været skridttællertypen. Og det har jeg fortsat i 2016. Mit daglige mål er minimum 10.000 skridt, og det har jeg faktisk nået alle dage i år på nær sølle 2. Det er jeg ret så tilfreds med. Faktisk tror jeg, det er min rekord i de år, jeg har haft skridttæller. Jeg går og jeg går, og det er efterhånden så meget en vane, at jeg ikke engang rigtigt tænker over det særligt. Jeg gør det bare. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med.

På studiefronten er der “sket” det, at jeg nu har haft min sidste forelæsning i min uddannelse nogensinde (7-9-13, ikke). Jeg har ét semester tilbage af min kandidat (i softwareudvikling på ITU, for de nysgerrige), og det skal selvfølgelig stå på specialeskrivning. Jeg glæder mig overhovedet ikke, fordi jeg ikke er en forskerperson, men jeg glæder mig afsindigt til snart at være færdig med at være studerende. Eller i hvert fald være færdig med at have “studiepres” hele tiden. Cand.it, here I come! 

Noget andet virkeligt glædeligt, der skete i 2016, er, at jeg jo flyttede i maj, og jeg er stadig så-så-så glad for min lejlighed. Det er klart det bedste sted, jeg har boet, og følelsen af at være så tilpas det sted, man bor, og når man er hjemme osv, er virkeligt ikke til at slå. Bl.a. er det tydeligt at mærke, at man pludseligt har meget mere lyst til at gøre noget ud af indretningen (og rengøringen ;)) og især at man får mere lyst til at have gæster, fordi rammerne pludseligt er på plads. Kender I mon også den følelse? Som en der godt kan lide mad, har jeg faktisk alligevel lavet begrænset gæstemad i min tid, men jeg er vild med det for tiden, og jeg håber, at jeg får masser af flere muligheder for det i fremtiden. Mon dog ikke – om ikke andet har jeg jo fødselsdag om 8 dage, så der er to store fødselsdage i kalenderen til januar. Måske jeg når at blive træt af det allerede?! 😀 

feriefronten har det været lidt tamt i 2016 – i hvert fald sammenlignet med året før. Jeg nåede dog én uge i sommers i Tyrkiet, som dog pga. situationen dernede blev en ret stille affære, hvor vi mest bare opholdt os på hotellet ved poolen. Måske situationen bare er en undskyldning for at dække over, at vi måske havde gjort det samme i alle tilfælde. Det var i hvert fald rart med sol og varme og pool! Men mere rejse til næste år (= i år), håber jeg på!

Sidst vil jeg gerne lige knytte et par ord til bloggen her. Jeg er klar over, at der med tiden bliver længere og længere mellem indlæggene. Jeg er af den overbevisning, at jeg kun gider at blogge, når jeg gider, har inspirationen og rent faktisk har noget at dele med jer. Sådan er det vel nok for de fleste. Jeg tør ikke love, at det bliver hverken bedre eller værre det kommende år. Det aner jeg simpelthen ikke med specialeskrivning og fuldtidsjob derefter osv., men vi må jo se, hvad der sker. Jeg regner ikke med at stoppe helt, fordi jeg kan jo godt lide det, men jeg vil nok fortsat være en ustadig blogger, at best. Det, håber jeg, at I vil fortsætte med at bære over med! Og forhåbentligt synes I, at det indhold jeg får ud til jer, er ventetiden værd. Det er i hvert fald det, der er min intention 😉

Mine 9 mest likede billeder på Instagram i år: dessertbogen og mad!

På falderebet, hvis du stadig er med så langt, opdagede jeg, at jeg havde udfyldt sådan en fin lille “liste” sidste år. Og jeg elsker jo lister, så det gør jeg da lige igen!

De bedste fra 2016

Bedste oplevelse: At udgive en bog. Det er jo for vildt!

Bedste bog: Jeg har ikke læst overdrevet meget i år, men jeg har genlæst Harry Potter her det sidste halve år, og jeg har en stor trang til bare at sige den. Ved I hvad, det gør jeg sgu; HP er jo det bedste, uden tvivl! 

Bedste ferie: Kun én ferie, så Tyrkiet it is!

Bedste film: Hvis det skal være en film, jeg så for første gang i 2016, må det nok være “The Martian”. Den var faktisk virkeligt god, måske den snart skal genses? Og så har jeg lyst til at se “Fantastic Beasts and Where to Find Them”, ikke fordi den var det bedste nogensinde, men igen – Harry Potter. What can I say? (*indsæt selv nørde-emojien*)

Bedste tv-serie: Skam (ja, jeg er totalt med på hypen!), Westworld, som jeg lige har set første sæson af her i juleferien eller Lovesick (Netflix original).

Bedste restaurantoplevelse: Det var enten min egen fødselsdagmiddag på Gorilla sidste januar, eller min lillebrors på The Red Box. Måske nok sidstnævnte – det var virkeligt, virkeligt godt! Og så har jeg i øvrigt spist pinligt mange gange på Grillen Burgerbar (især fordi der ligger en lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor nu)!

Bedste bedrift: Igen er det altså ret vildt at have udgivet en bog, hvis jeg selv skal sige det. Ellers er jeg virkeligt stolt af mit løb og yoga’ri. 

Bedste opskrift: Nu jeg lige sidder og kigger igennem, er der faktisk en hel del gode – faktisk flere, end jeg først tænkte, haha. Denne her kommer nok uden tvivl på førstepladsen, men jeg vil også gerne lige fremhæve denne (jeg er vild med grønne bønner), den her, de her,  denne (hvornår er det rabarbersæson igen?) og den her (så pæn!). 

Bedste kogebog: Jeg har faktisk ikke rigtigt læst særligt mange kogebøger i år – eller brugt for den sags skyld. Er det dårlig stil at sige min egen? Det er det sgu ærligt talt nok, sorry. Må blive bedre til at følge med i det kommende år!

Bedste takeout: Jeg takeout’er den faktisk ret så sjældent egentligt. Hvis jeg spiser mad, jeg ikke har lavet selv, spiser jeg det gerne bare på stedet. Men måske en god mixret/kebabstil er det, jeg har fået oftest alligevel – og pomfritter naturligvis 😉

Bedste teater/musical: Jeg synes ikke, at nogle af de ting, jeg har set i år, har blæst mig vildt bagover desværre. Det bedste var måske Shu-bi-dua-musicalen på Østre Gasværk. Men jeg ved ikke, om det også til dels skyldes, at Shu-bi-dua er ret nostalgisk for mig? 

Bedste fest: Måske da et vennepar blev gift i oktober. Det var så fin en fest! Julefrokost på mit arbejde (mest western-tema) var nu også skægt.

Bedste junk: Hov, det har jeg da vist næsten allerede svaret på, haha.

Bedste blog: Emma Martiny er (stadig) en af mine favoritter, Christine Bonde er sej, og herudover er både Den søde kløe og hvid kaffe virkeligt nice i en lidt “alternativ” (fra min egen) genre. 

Bedste koncert: Det må næsten være Bastille – eller Grøn Koncert som en helhedsoplevelse.

Bedste skønhedsprodukt: Olie i fjæset! Fx Pudderdåsernes ansigtsolie eller en kombination af tea tree olie og mandelolie efter behov.

Bedste slik: Jeg opdagede sådan nogle peanut clusters med mørk chokolade til jul i Lidl. De er awesome, så nu græder jeg over den dag, hvor mit “lager” (= halvanden pose) løber tør.

Bedste makeupprodukt: Nivea Aftershave for men som makeup-primer. Det lyder sært, men det virker!

Bedste køb: Alle mine møbler og andre lejlighedsting. Tæller det? 

Bedste sociale medie: 2016 har klart været året for Snapchat! (følger I med derinde – mit brugernavn er xeniajamand, og du kan stadig lige nå at fange min story fra nytårsaften mv.)

Bedste helseprodukt: Jeg tror ikke, jeg bruger sååå mange helseprodukter faktisk – men hvis fiskeolie tæller, er det i hvert fald klart en ting, jeg kan mærke, gør en forskel. Og magnesium-tilskud – jeg både sover bedre og har mindre muskelømhed, når jeg tager det. Kosttilskud er vel også en slags helse 😉

Det var det. Hvis du fulgte med helt til slut, så godt klaret! Det her var klart årets længste indlæg (høhø), men ja, nok også det længste indlæg sidste år måske. Jeg vender måske tilbage om et par dage med et (lidt mindre) skriv om mine planer og mål for 2017. Med mindre jeg bliver doven og/eller glemmer det. Ses!

Kategorier: Hverdag

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!