November 2014 – status

november-status

I november har jeg bl.a. 1) spist lækker, lettere forsinket, Mortens Aftens-and, 2) leget Movember og taget et ubehageligt “draw me like one of your French girls”-agtigt billede, 3) været til fantalastisk koncert med Ed Sheeran!, 4) været i biografen (mange gange!) – her til den nyeste Hunger Games-film, 5) spist på Lêlê Street Kitchen (igen igen), 6) brugt lange dage på studiet (billedteksten herpå, som I ikke kan se, siger “Vi kommer aaaaldrig hjem” – det gjorde vi dog!, 7) sagt velkommen hjem til Danmark til min lillebror med yndling steak bearnaise på Retour Steak, 8) haft det sådan her en stor del af tiden, og 9) taget snyde-forskud på julen med risengrød! 

…og sådan gik der så lige næsten en måned uden nogen blogning. Ups! Men jeg skylder jer jo (i hvert fald) en status på november, så selv om jeg allerede føler, at jeg nærmest har glemt den måned, og jeg har svært ved at huske, hvornår mit liv ikke primært bestod af eksamensopgaver (og julerarhed over det hele!), vil jeg alligevel forsøge mig med en status. Og i øvrigt takt for, at I fortsat følger med herinde, kommenterer og bruger mine opskrifter, selv i perioder, hvor det der skoleliv pludseligt tager al min opmærksomhed!

November er altid – for mig i hvert fald – sådan en måned, som egentligt bare skal overstås. Der sker ikke så meget særligt og spændende, vejret er tit trist, koldt og blæsende, og det er mørkt. Det er det jo for så vidt også i både december og januar, men december er jo julemåneden, og januar er min fødselsdagsmåned. Ja, jeg har fødselsdag i hele måneden! November har dog trods alt alligevel været ganske ok i år. Og nu er det december og julemåned – og jul gør, at jeg næsten kan udholde at mit liv går så meget op i skolearbejde lige nu – om en uge har jeg juleferie!

 

1. Endnu mere LCHF!
Ved I hvad? Jeg kan faktisk ikke huske det! Jeg vil skyde på, at det har kørt sådan semi-fint i hverdagene og mindre godt på spise-ude-dage. Det kan klart være bedre – men det kunne også have været værre. Lad os holde det ved det 😉

2. Endnu flere sjove og gode oplevelser
November har faktisk været et hit på oplevelsesområdet. Jeg har været mange gange i biografen, hvilket er perfekt på mørke novemberdage, jeg har spist ude mange gange, jeg har været til en fantastisk koncert, og jeg har holdt en virkeligt sjov housewarming. Og så har jeg generelt set søde venner mange gange – det er jeg fan af!

3. Bliv klogere
Jeg ved ikke, om jeg har lært noget ikke-skolerelateret i november? Måske jeg har lært København at kende (lidt bedre), hvis det tæller for noget? Her er mine mange gåture virkeligt en fordel, kan jeg mærke, så det er jo heldigt 🙂

4. Read 100 lives
Ha! Det her punkt går så dårligt for tiden, at det nærmest er latterligt. I november har jeg læst – wait for it… 1 bog! Jep, en sølle bog! Det er sgu utroligt! (vi behøver ikke at snakke om, at problemet her nok er, at jeg er startet på at spille WoW igen, vel… *indsæt emoji af abe der holder sig for øjnene*)

5. Mindst én udlandsrejse
Måske vi bare med det samme skal blive enige om, at dette punkt altså ikke lige lykkedes i år. Oh well, der er jo altid næste år! 

6. Afklaring mht. job/studie
Lige nu har jeg et par uger tilbage på mit arbejde – jeg håber selvfølgelig, med alt hvad jeg har, at de finder ud af at kunne forlænge mig igen. Jeg elsker det job, og ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre uden – altså ikke økonomisk, der kan jeg faktisk nok godt klare mig, men socialt og sådan generelt “lykkeagtigt”. Puha, kryds lige fingre for mig, hva’!

7. Spis mere fisk
Jeg kan nærmest kun huske at have lavet fisk én gang i november – her skal vist strammes op! Kan I ikke lige komme med jeres bedste fiskeopskrifter, så jeg kan blive lidt inspireret?

8. Mere blog
November blev til 4 indlæg – ikke just imponerende… Jeg ville ønske, at jeg kunne love, at december vil blive bedre, men lige nu er vi jo allerede 10 dage inde, og jeg laver mest mad, jeg har lavet før, hvis jeg overhovedet laver mad, såeh… (oplagt mål for næste år, hva’?! :P)

9. Smag mindst én ny ting hver måned
Jeg har intet på min liste – så det er nok et nej…

10. Vær aktiv

Har jeg nævnt, at det her er mit yndlingspunkt? 😉

I november nåede jeg mine 10.000 skridt alle dage på nær én – og den ene dag var faktisk mere et uheld, fordi vi spontant gik i biografen sent om aftenen og først var ude efter midnat, så den tur hjem, som jeg havde planlagt skulle klare de sidste skridt, talte pludseligt for den “forkerte” dag. Sådan kan det gå 😀 I alt har jeg gået 342.571 skridt, hvilket svarer til 11.419 skridt om dagen – ikke dårligt.

Der er i øvrigt ofte folk, der spørger, hvordan jeg når “så meget”, selv på lange dage og lignende. Og her kan jeg jo lige afsløre, at et af mine “tricks” er, at jeg af og til vælger at gå hjem og trække cyklen i stedet for at cykle de 5 km – det tæller mindre på cykelkontoen, men mere på skridtkontoen. Og så går jeg desuden i øvrigt alle andre steder. Efterhånden er det bare vane 😉

Som altid får jeg min statistik fra min Fitbit Flex (oplagt julegaveønske, siger det bare!) 😀

11. Mindre junk
På mit arbejde har vi en fast aftale om torsdags-kebab, de dage jeg er der, men ud over det, har jeg vist klaret det ok fint faktisk 🙂

12. Se flere IMDb-250- og Disney-film!
Jeg har set en håndfuld film i november ud over bioturene, men ingen af dem er vist på IMDb’s liste. Men jeg har set Frozen! Det skal man gøre mindst én gang i måneden næsten 😉

13. Vær (fortsat) glad!
Ja, det har faktisk gået rigtigt godt, synes jeg! Tjek! 😀

 


 

Hvad skal jeg gøre bedre/fokusere på i december?
Vær juleglad! (allerede ordnet!) Og hold juleferie lige om lidt! (ih, hvor jeg glæder mig!) 

 


Hvordan er jeres november gået? 🙂


2 comments

  1. Omkring at spise fisk: Jeg har fået en vane (som jeg ikke kan finde ud af om er syg eller fantastisk?!) med at spise makrel i tomat, lige fra dåsen og så med en masse lækker hjemmelavet mayo. God måde at få fed fisk på, lækker tømmermændsmad og perfekt på farten!

    1. Uh ja, det er smart – jeg var faktisk også bedre til dåsefisk tidligere, det må jeg lige prøve at blive igen! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *