Nytårsforsætter 2014 – Fortsæt den gode stime!

Med et nyt år følger for mange jo også en række nytårsforsætter. Til trods for at det ellers ikke er noget, jeg normalt gør mig i, har jeg i år besluttet mig for at gøre en undtagelse. Man kan måske næsten sige, at mit første nytårsforsæt er at lave nytårsforsætter? 😀 Tricket bag sådanne forsætter er vel i øvrigt også at gøre noget anderledes i forhold til, hvad man ellers har gjort – i hvert fald hvis ens nytårsforsætter indebærer en ændring i forhold til tidligere tilstande! Så i princippet er jeg vel allerede godt i gang? 🙂

Og apropos i gang – da først jeg begyndte, var det faktisk overraskende nemt at få formuleret en række mål for 2014. Måske det skyldes, at det er nogle ting, jeg i princippet hele tiden har i baghovedet, men bare aldrig har skrevet ned før? Under alle omstændigheder håber jeg i hvert fald på følgende ting for det kommende år:

Endnu mere LCHF!
Som jeg også nævnte i mit 2013-status-indlæg, er LCHF “it” for mig. Og selv om jeg det sidste års tid nok har spist det 80-90% af tiden, vil jeg gerne blive endnu bedre til at undgå afstikkere, som jeg alligevel fortryder efterfølgende. Og jeg vil også gerne blive bedre til at spise LCHF-venligt mad, når jeg er ude, og vel at mærke ikke har lyst til at “snyde”. For selv om LCHF’s fordele også kommer til udtryk ved en mindre fanatisk vedholdende tilgang, er det især, når man spiser det i længere perioder ad gangen, at man mærker alt det gode. Så det vil jeg gerne blive endnu bedre til!

Endnu flere sjove og gode oplevelser
Én af de ting, der gjorde 2013 til et rigtigt godt år for mig, var de mange gode oplevelser, herunder koncerter, musicals og biografture – hele 13 biografture kom jeg faktisk op på i 2013, hvilket både er fint og meget passende (13 i ’13 ;P). Sådanne rare stunder håber jeg også på for det kommende år – og jeg har allerede planlagt to musicals, en enkelt koncert og der kommer mindst en håndfuld film i biografen, som jeg helt bestemt skal se! Så jeg har gode forhåbninger!

Bliv klogere
Selv om jeg synes, at jeg løbende lærer nye ting, både i mit job og min fritid, og både af tvang og lyst, vil jeg gerne fortsætte denne tendens. Det kan både være via bøger, som jeg jo i forvejen læser en masse af, blogs skrevet af andre kloge mennesker, film, der udvider min horisont, eller generelt ting i min hverdag, der lærer mig nye ting. Dette punkt er jo langt fra målbart, men jeg ved, at jeg altid har været lærevillig og lærenem, så mon ikke, det nok skal gå helt af sig selv 😀

Read 100 lives
En klog mand har skrevet, at “A reader lives a thousand lives before he dies (…). The man who never reads lives only one.” Det er så sandt, som det er sagt, og mange af jer ved måske allerede, at jeg faktisk læser ret meget. I 2012 læste jeg virkeligt mange bøger (faktisk over 200!!), men i ’13 kom jeg “kun” lige op på de 117 – og de 100 er faktisk et meget pænt tal, så det er det, jeg sætter mig for i 2014 også!
Dén, der ved, hvor citatet stammer fra, er i øvrigt hermed min nye bedste ven!

Mindst én udlandsrejse
Før min uge i Kreta i efteråret ’13 var det faktisk over 3 år siden, jeg sidst havde været ude at rejse, hvilket er alt for længe! Så lang tid skal der ikke gå igen, har jeg bestemt, så i 2014 vil jeg mindst ud at rejse udenlands én gang – og da gerne flere, hvis det endelig er 😉

Afklaring mht. job/studie
Dette punkt er endnu et af dem, der nok lidt løser sig selv. P.t. er jeg jo kun ansat marts ud, så i løbet af foråret finder jeg på en eller anden måde ud af, hvad jeg skal lave efterfølgende. Jeg håber jo lidt på at kunne blive forlænget eller fastansat, men hvis ikke, kan det jo være, at jeg skulle overveje at nuppe den kandidat dér. Og ellers må jeg jo finde mig et nyt job. Uanset hvad der sker, skal det nok blive godt, er jeg sikker på!

Spis mere fisk
Klassisk og praktisk. Faktisk spiser jeg i forvejen fint med fisk, synes jeg – især i forhold til mange af mine bekendte! Men jeg vil gerne spise mere og især blive bedre til at variere mine fiskeretter, så den ikke bare står på lakselasagne, lakseruller eller pandestegt fisk hele tiden. Så opskrifter på gode fiskeretter tages imod med kyshånd!

Mere blog
Jeg havde et par ret så stille perioder i 2013, hvilket jeg forhåbentligt kan undgå her i ’14. Dette indebærer fx, at jeg måske også kunne overveje at skrive indlæg om andet en blot opskrifter engang imellem – og så vil jeg desuden gerne i gang med både madplaner og mine hverdagsmåltider-indlæg igen! Herudover vil jeg gerne lave endnu flere samarbejder med firmaer og om produkter, der både er interessante for mig og for jer, så det kommer der forhåbentligt mere af i 2014, hvilket jeg håber, I vil tage godt imod 🙂

Smag mindst én ny ting hver måned
Som nævnt var 2013 et år, hvor jeg virkeligt smagte og lærte at spise en pæn mængde nye ting. Og dette, har jeg bestemt, skal også være tilfældet for ’14. Jeg har endnu ikke helt besluttet, hvordan dette skal faciliteres, men mindst én ny ting/ingrediens/ret eller lignende om måneden burde da snildt kunne lade sig gøre, mon ikke? Måske jeg oven i købet tager jer med på råd – og så må I jo lige holde mig lidt i ørerne, hvis jeg ikke får skrevet noget om det, hvilket jo så godt ku’ være tegn på snyd fra min side af!

Vær aktiv
“Vær fortsat aktiv” skulle jeg måske have skrevet, for 2013 var faktisk et rigtigt godt år for mig på det punkt, synes jeg. Altså ikke nødvendigvis med sådan reel træning, på nær et par perioder her og der, men hverdagsmotionen var helt i top – og det synes jeg faktisk næsten er mere værd! For hverdagsmotionen, som fx cykling og gang som transport, som man netop gør hver dag bliver nemt en vane, som man slet ikke tænker over – hvilket jeg personligt aldrig har opnået med reel træning. Og hverdagsmotionen skal bare så vidt muligt fortsætte i den gode stime – cykling til og fra job og andre steder, hvilket burde være nemt, hvis bare det milde vejr fortsætter, og så må jeg få en masse skridt på min Fitbit også – problem solved!

Mindre junk
Overordnet set synes jeg faktisk, at jeg har rimeligt sunde spisevaner – men en af mine svagheder er fortsat junkfood, hvilket jeg gerne vil ændre! Mindre junk, mere rigtig mad!

Se flere IMDb-250- og Disney-film!
Selv om jeg faktisk synes, at jeg har set rigtigt mange film – kan jeg alligevel kun sætte hak ved 75 af de 250 film på IMDb’s topliste. Sammen med min bror og hans kæreste har jeg indgået et projekt om at forbedre dette tal! Og på filmfronten har jeg også besluttet, at jeg generelt skal se flere Disney-film! Jeg ejer langt de fleste af dem på DVD, og man bliver så glad i låget af det, så det er bare om at komme i gang!

Vær (fortsat) glad!
På mit arbejde har jeg ry for altid at være glad, sprede god stemning og slet ikke kunne blive sur. Og nu jeg læser det, går det op for mig, at det er en utroligt nederen ting at skrive om sig selv – men det må I lige se bort fra! Jeg ved nu eller ikke, om det reelt er rigtigt, men jeg ser da mig selv som en ganske positiv og optimistisk person, og det vil jeg gerne fortsætte med! Hvis jeg formår at efterleve alle ovenstående mål, er jeg vist ret godt på vej – og jeg har apropos glæde allerede fundet mit første soundtrack for 2014, nemlig nedenstående sang, som gør mig helt og aldeles glad i låget! Faktisk så glad, at jeg lige vil dele den med jer – x2 – fordi jeg både elsker minions og glade mennesker, der danser, så jeg kan overhovedet ikke vælge. Og hvis I ikke har fået nok af glade danse-mennesker, kan I lige kigge her forbi 😀

___

Hvilke mål har I sat jer for 2014 – og hvad er årets (første) soundtrack?

Kategorier: Blogging, Hverdag

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!