Oktober 2014 – status

oktober-status

I den forgangne måned har jeg bl.a. 1) løbet et par gange, dog ikke overvældende, 2) været i biografen og set virkeligt god film (og spist virkeligt meget slik), 3) været til familiefødselsdag og hygget med yndlings-yngste-fætter, 4) købt lækker ny cykel, 5) pakket og flyttet, 6) spist burger(e) (denne er kun én af flere), 7) indviet mit nye køkken, 8) spist lækker sushi og sticks på Sticks ‘n’ Sushi, og sidst men ikke mindst 9) været på Det Ny Teater og set Beauty and the Beast! 

Oktober har været en travl måned, synes jeg. Nok først og fremmest selvfølgelig fordi jeg jo er flyttet, og det kræver altså lidt, selv om jeg har fået hjælp af både god familie og gode venner. Jeg havde flyttesyn i min gamle Roskilde-lejlighed i forgårs, så nu er den del i øvrigt helt ude af verden, og det er både vildt underligt og vildt rart. Til trods for at både flytning og studie har fyldt meget, har jeg dog også fået tid til en masse andre rare ting, hvilket er skønt – I kan se et lille udvalg ovenfor – et udvalg som er helt og holdent styret af, hvornår jeg lige husker at få taget billeder, og hvornår jeg ikke gør 😉

Herudover har oktober været en måned, hvor jeg har været plaget af den del ting, synes jeg. Jeg har i hvert fald bekymret mig mere og af den grund nok også været mere trist, end jeg ellers plejer at være. Normalt er jeg nemlig ret glad, hvis jeg selv skal sige det. Men når der pludseligt kommer en masse på flere fronter og det oven i købet er efterår og koldt og mørkt, kan selv en optimist altså godt komme ned med nakken! Jeg håber dog, at jeg efterhånden er ved at komme igennem af nogle af tingene, så jeg kan vende det til det bedre. Om ikke andet, kan jeg huske på, at jeg også har gode ting, der venter i november – og lige derefter er det jo december og den højtelskede julemåned, og selv om december i år nok kommer til at være præget af eksamensopgaver, kan jeg forhåbentligt få mast en masse julehumør ind alligevel! Nå, nu nok om det – hermed månedens status:

 

1. Endnu mere LCHF!
Faktisk kører det igen ret fint – altså taget med et gran salt, for som I jo bl.a. kan se på billederne ovenfor, spiser jeg jo bestemt ikke LCHF hele tiden. Men jeg tror, jeg efterhånden er endt et sted, hvor jeg kan køre en ret fin balance mellem at spise LCHF i hverdagene og have det rart, men så også spise ikke-LCHF-ting indimellem, når jeg synes, det er det værd, og så tage den medfølgende utilpashed med. Så derfor spiser jeg nok mindre LCHF nu, end jeg fx gjorde i starten af året, men qua det faktum, at mine “krav” er sænket, vil jeg stadig sige, at det kører ret fint 🙂

2. Endnu flere sjove og gode oplevelser
Altså flytningen har jo taget en del tid, og det er altså bestemt ikke sjovt, hvis nogen skulle være i tvivl! (men det at bo i rar ny lejlighed i Kbh er til gengæld sjovt, selvfølgelig!) Heldigvis har måneden også budt på mange gode ting, fx har jeg været i biografen og ude at spise – sidstnævnte flere gange, både før, under og efter flytningen (og selv om jeg godt kan lide at lave mad, er det altid rart at slippe en gang imellem!) Herudover har jeg fået ny cykel (tæller måske ikke som en oplevelse, men lad det nu ligge), jeg har passet søde børn ad flere omgange, hængt ud med søde veninder og venner, set fantastisk musical og sidst men ikke mindst nåede jeg lige i går på falderebet i Halloween-Tivoli. Alt i alt en ganske fin måned, hvis jeg selv skal sige det!

3. Bliv klogere
Altså igen vil jeg jo vove at påstå, at jeg løbende bliver klogere alene bare ved at gå i skole, selv om det ikke altid er lige motiverende at skulle møde kl. 8, når det pludseligt er mørkt, og man måske heller ikke gider at bruge sin weekend på lektier m.m. Herudover har jeg lært, at det faktisk ikke er så slemt igen at bo på 5. – selv om det selvfølgelig er hårdere end 1. Jeg har lært, at det er mere skræmmende at køre bil i Kbh end det er at cykle herinde, og at Irmaer er i overflod, hvilket nu kun er rart. Jeg har lært, at selv mennesker, der ellers tror, at de er evigt glade, kan have perioder med nederen på (ja, det er mig), og at det især er hårdt, når man rammes på flere fronter. Jeg har til gengæld ikke lært hvordan man håndterer det – ud over ved hjælp af Disney-film eller New Girl-marathon (og så er det jo ekstra heldigt, at ens roomie har Netflix, og at Netflix har New Girl!)

4. Read 100 lives
I oktober har jeg læst 4 bøger. Ikke meget, men heller ikke meget lidt. Det er nok ok med en bog om ugen, når man samtidigt (bør) læse(r) lektier ved siden af også 😉

5. Mindst én udlandsrejse
Niksen biksen, Karen Blixen! Selv om jeg godt nok har lidt udlængsel her ved efterårets komme, må jeg indrømme! Hvem giver en rejse til de varme lande?

6. Afklaring mht. job/studie
Endnu en gang står jeg et sted, hvor jeg skal bruge noget afklaring ift. dels valg og specialisering på studiet, og dels ift. job. Vi må vente og se…

7. Spis mere fisk
Jeg har spist lidt laks og lidt sushi – sidstnævnte faktisk ad flere omgange, så det er nok ok 🙂

8. Mere blog
Hey, her er der da sket lidt bedring! I oktober er det blevet til i alt 14 indlæg, bl.a. disse:

9. Smag mindst én ny ting hver måned
Altså, øh, hvis jeg har smagt noget nyt i oktober, ikke? Så har jeg altså glemt det! Eller nej, vent, jeg købte faktisk en færdigret, dagen inden jeg skulle flytte, da mit køkken var pakket helt ned. Det var boller i karry fra frost, og det var elendigt. Sådeeeet…

10. Vær aktiv
Det der løb er det kun gået så som så med – jeg har været ude 5 gange, hvilket altså ikke er optimalt, men da sikkert bedre end ingenting. Omvendt er jeg nok nået det punkt, hvor jeg tænker, at min løbesæson er overstået for i år. Jeg tror ikke, jeg er typen, der orker at løbe, når det er meget koldt – og så virker det lidt som spild at investere i udstyr til det i første omgang. Så jeg tror, vi er tilbage til bare at gå for i år, sådan mere eller mindre.

Til gengæld går gå-delen stadig fint. I oktober har jeg gået +10.000 skridt alle dage. I alt har jeg i oktober gået 390.762 skridt, hvilket giver et gennemsnit på 12.605 pr. dag. Ikke dårligt faktisk. Herudover cykler jeg jo stadig en del, så jeg er tilfreds 🙂

Som altid får jeg min statistik fra min Fitbit Flex (som i øvrigt vist snart mangler et nyt og mindre gummitræt armbånd…) 🙂

11. Mindre junk
Når man flytter, skal man have junk, skal vi ikke bare aftale det? 😛

12. Se flere IMDb-250- og Disney-film!
Jeg har ikke set mange film i oktober heller, men det er dog blevet til et par. Fx var jeg jo nødt til at se Skønheden og Udyret igen for nyligt, efter jeg havde set musicalen. Det kan I jo nok forstå! Herudover har jeg set et par andre Disney-film (tristesse er befordrende for at få set Disney-film, skal jeg lige hilse og sige!)

13. Vær (fortsat) glad!
Meh…


 

Hvad skal jeg gøre bedre/fokusere på i november?
Bliv glad! 

Indtil videre har jeg flere gode planer, bl.a. BogForum næste uge (som jeg nok lige skal skrive lidt mere om, når vi kommer tættere på), en koncert, en fødselsdag, en biograftur og en housewarming (min egen!). Og så kommer der formentligt en masse mere i løbet af måneden, som der jo plejer. Det skal nok blive godt, tænker jeg!

 


Hvordan er jeres oktober gået? 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *