Om at spise ude på LCHF

spis-ude-lchf-1

Ferie er tilsyneladende, for mig, lig med at spise ude en masse, hvilket i og for sig vel egentligt giver god mening. Selv om – eller måske netop især når – man, som jeg, rigtigt godt kan lide mad, er der altid noget ekstra luksuriøst over at få andre til at lave det til sig. Måske det skyldes, at det netop sker så sjældent. I hvert fald har jeg i min ferie i år, som desværre næsten allerede er overstået (og hvordan skete dét lige?!), spist ude en pæn håndfuld gange, og i den forbindelse fik jeg lyst til at skrive lidt om at spise ude på LCHF.

Først og fremmest skal det nok lige siges, at der jo er stor forskel på, hvordan man som LCHF’er nu lige griber det der med at “spise ude” an. For mit vedkommende spiser jeg nok LCHF ca. 50% af de gange, jeg spiser ude – resten spiser jeg bare “normalt”. Det afhænger meget af, hvad jeg lige er i humør til, hvor jeg spiser henne, hvad jeg har lyst til, hvem jeg er sammen med og meget mere. Efterhånden har jeg dog spist LCHF så længe – og også ude mange gange – at det faktisk er ok nemt at finde noget, jeg kan spise. Det er ellers tit noget, mine medspisere er bekymrede for, men jeg har endnu ikke oplevet, at det slet ikke kunne lade sig gøre. I så fald har det i hvert fald snarere vært fordi, jeg er sær og semi-kræsen, end fordi der ikke var noget, jeg kunne vælge på kortet 😉

(Også) Når jeg spiser ude, har jeg en (hidtil) uskreven skala, som jeg baserer mine valg på. Det optimale er selvfølgeligt, at maden er fri for både stivelse, korn, sukker og andet skrammel. Men det er godt nok alligevel sjældent, at det kan lade sig gøre. Derfor finder jeg først og fremmest noget, der er fri for korn (gluten især). Herunder helst også stivelse, men kartofler, rodfrugter og ærter fx spiser jeg indimellem gerne, selv om de indeholder stivelse. Sidst er der sukker – og det er dælme svært at undgå sukker, ved vi jo nok alle. Derfor er det en af de ting, jeg ofte bare “finder mig i”. De fleste steder bruges der sukker bl.a. i dressing, marinade og meget mere – så længe det dog “bare” er det, tænker jeg, at mængderne er til at leve med.

Grundlæggende vil jeg altså vove at påstå, at man snildt kan spise LCHF på alle restauranter – dog skal man nogle steder ud i nogle særordrer, og af og til er det meget rart, at kunne være så lidt besværlig som muligt. Herunder har jeg opridset kort inden for de forskellige restauranttyper, jeg selv kender og besøger. Ved hver genre fremhæver jeg i øvrigt specifikke restauranter, som jeg personligt har været på, og som kan anbefales. Af åbenlyse årsager er disse restauranter primært i Roskilde og København, så I må hellere end gerne byde ind med jeres egne forslag i kommentarfeltet – både til disse områder, da jeg hele tiden er frisk på at prøve nye steder (fx skal jeg ud og spise på torsdag og vil gerne prøve noget nyt – nogle gode forslag?), men især også til andre byer, så vi kan hjælpe hinanden så meget som muligt!

Som I kan se nedenfor, har jeg allerede lavet plads til jeres anbefalinger, så jeg regner med løbende at opdatere dette indlæg, så vi alle kan bruge det til reference 🙂

Hvad gør du, når du spiser ude? Og har du nogle restauranter, du især kan anbefale?

spis-ude-lchf-2

Steakhouses mv.

Denne kategori er oplagt en af de nemmeste – i hvert fald efter jeg har lært at spise oksekød igen! 😀 En god bøf, en god fed sauce (bearnaise er jo helt ideel her!) og en grøn salat, og så er den hjemme. Jeg plejer at bestille grøn salat i stedet for pomfritterne, så jeg ikke bliver for fristet. Af og til spiser jeg også nogle pomfritter dog, især hvis det er et sted, hvor de er hjemmelavede og derfor “bare” kartofler og fedtstof. Det vælger man jo selv. De fleste steder har de også mange andre slags sides, fx gratineret spinat, franske ærter, tomatsalat m.m. Min absolut favorit i denne genre er Retour Steak i København, som har virkeligt gode bøffer og laver en helt fænomenal hjemmelavet bearnaise! Madklubben Steak kan også anbefales! Rib House (bl.a.) i Roskilde er en ny favorit, hvis oksemørbrad er to-die-for og som serveres med nogle überlækre lynsvitsede grøntsager – ad libitum! Deres saucer er desværre ikke de bedste dog. Andre kæderestauranter som både Jensens og Bone’s kan måske også nævnes i denne sammenhæng, men jeg har ikke smagt deres bøffer nogen af stederne, og hvis det endelig skal være, koster bøfferne på de “rigtige” steakhouses faktisk nogenlunde det samme, og så vil jeg hellere betale for en bøf stegt af en rigtig kok – lidt snob har man vel lov at være 😛 Hvis jeg er på Jensens, vælger jeg nok i stedet deres ribs, som er virkeligt gode (omend desværre nok fyldt med sukker, men det kan jeg godt se bort fra ind imellem).

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

 

Salater

Måske ikke en reel restauranttype, men på restauranter med ordentlige salatbarer, når jeg ikke lige har lyst til bøf, er det oftest det, jeg vælger. Fx Bone’s’ salatbar skal virkeligt fremhæves i denne forbindelse, og den har jeg fået virkeligt mange gange. I udvalget er der fx kylling, bacon, flere slags ost, grove grøntsager, kål, nødder og kerner m.m., hvorfor det reelt fungerer som en hovedret modsat de steder, hvor der bare er iceberg og agurk. Sidstnævnte kan jeg personligt ikke blive mæt af. Herudover har de fleste restauranter et udvalg af salater med kød, fisk eller andet protein i, så hvis man bare lige tjekker, at der er en god (fed) dressing til, eller selv bestiller det ekstra, kan det være et godt valg.

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

 

Burger

En af de bedste ting ved at jeg har lært at spise oksekød er, at jeg nu kan spise burgere! Selvfølgelig kan man snildt få burgere med kylling eller andet, men for det første er det altså ikke det samme, og for det andet er der et klart større udvalg, når vi snakker okseburgere. Som LCHF’er er det bare at bestille burgeren uden brød (eller pille det fra ved bordet, hvis man foretrækker det) og fritter (evt. med ekstra salat i stedet), så har man et rigtigt fint måltid. Efter sigende findes der flere burgerrestauranter (er det måske Haché?), der faktisk har en low-carb-udgave på menukortet, hvilket er en fantastisk ide, hvis I spørger mig. Der har jeg dog endnu ikke selv været. Til gengæld kan jeg anbefale både burgerne hos Greasy Spoon (både med og uden brød – deres milkshake, dog overhovedet ikke LCHF, er i øvrigt noget af det bedste i verden!) og hos XO Burgers & Steaks (igen både med og uden brød. XO Burgers bruger i øvrigt øko-oksekød!).

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

 

Asiatisk, fx sushi/japansk, thai, kinesisk mv.

De forskellige asiatiske køkkener kan være lidt sværere at greje, hvis man gerne vil spise low-carb – og i særdeleshed LCHF – men det er ikke umuligt. Det primære er naturligvis at undgå stivelsen og så så vidt muligt tilføre lidt ekstra fedt, da asiatisk mad har tendens til at være mere fedtfattigt. På sushi-restauranter gælder det altså selvfølgeligt først og fremmest om at undgå risene. De fleste steder har de også diverse sticks, hvilket kan være et fint alternativ sammen med nogle grøntsager og evt. tangsalat (som smager fantastisk, men sikkert er fyldt med sukker). Jeg ved desuden, at fx Sticks ‘n’ Sushi-kæden også har salater, hvor jeg en gang har fået en virkeligt god en med en masse forskellig fisk m.m.! Ved thai og lignende kan man med fordel vælge retterne på kokosmælk, der helt naturligt har et højere fedtindhold end resten. Undgå risene og bestil evt. ekstra grøntsager. Undgå generelt alt indbagt. Det er altså generelt lidt mere besværligt, så når jeg har lyst til asiatisk ude er det ofte der, jeg selv vælger ikke at spise LCHF.

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

  • Mongolian BBQ

 

Italiensk

Det giver sig selv, at pastaretter, pizza m.m. er dømt ude. Det italienske køkken er dog heldigvis meget mere, fx lækre kødretter, salater, mange gode forretter m.m. En kalvefilet med en god gorgonzolasovs og grøntsager er fx lige i øjet. Jeg spiser ikke så forfærdeligt tit på italienske restauranter faktisk, men La Rustica på Ros Torv i Roskilde er ganske udemærket (de har også en rigtigt fin brunchbuffet).

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

Fastfood

Min egen favorit inden for denne kategori er klart en kebabsalat. De fleste steder har de de såkaldte kebabmix, kebabret, mixret el.lign. Dem bestiller jeg – uden pomfritter, med ekstra salat i stedet – og evt. med ekstra dressing og chiliolie. Det smager fantastisk, hvis I spørger mig, kan fås de fleste steder og mætter rigtigt fint. Grillkyllinger kan også være gode, selv om jeg personligt savner pomfritterne og salatmayoen lidt for meget, hvis jeg køber sådan en bare med salat 😉

Mine anbefalinger

  • Kebabsalat/mixret

Jeres anbefalinger

Specifikt LCHF/stenalderkost

Det er vist endnu ikke noget, der er overvældende meget af, men de findes da rundt omkring, de restauranter der specialiserer sig inden for den lidt mere specielle kost, vi er nogen, der ynder at holde os til. Palæo er jo fx et ideelt bud her, og især deres salater er virkeligt gode. Palæo er jo stenalderkost og derfor ikke direkte low-carb, men om ikke andet er det naturligt og lower carb end så meget andet 🙂 Mine oplevelser der har dog været temmeligt blandede, men måske jeg bare har været uheldig. Jeg er dog vild med det grundlæggende koncept, hvorfor de alligevel får en anbefaling med på vejen.

Kender I andre specialrestauranter af denne art? Dem vil jeg især gerne høre om! 😀

Mine anbefalinger

Jeres anbefalinger

  • Sankt Ols Frokost i Roskilde (Sankt Ols Gade 24)

spis-ude-lchf-3

 


10 comments

  1. Jeg synes også generelt, det er ok nemt at spise lchf ude. I den helt billige genre er der jo også kebab/falafel med salat, som jeg må tilstå at være ret glad for 😉 En cæsarsalat er en anden favorit, som kan fås stort set alle steder.
    Vh Louise

    1. Jamen selvfølgelig da, jeg havde jo helt glemt den gode kebab/shawarma – og det tyr jeg ellers også ofte selv til! Må vist lige tilføje et afsnit om “fastfood” ved lejlighed 🙂

  2. Tak for en liste – er altid godt med inspiration, og der var vist et par jeg ikke har hørt om før.
    La Rustica ligger også i Ringstedet, men der synes jeg at kvaliteten har varieret en del.

    Jeg tror at min LC-beholdning på udefronten ligger noget lavere end 50-50… nok måske nærmere 80-20 :$

    1. Når jeg har været på La Rustica i Roskilde har det i hvert fald altid været godt – ærgerligt at det samme ikke er tilfældet i Ringsted :/

  3. Jeg er ikke LCHF’er, men lever efter mange af de samme principper. Dog sjældent når jeg spiser ude, ups.

    Jeg vil til gengæld gerne lige smide en anbefaling efter Grillen Nørrebro. De har på deres kort den mulighed, at man kan vælge enten overbollen eller hele bollen fra. Og selvom jeg ikke har prøvet det, så tænker jeg, at man får en lækker servering – når de rent faktisk er vant til at servere den uden brød.
    Deres burgere er fænomale – især den med portobello-svamp istedet for bøf! Derudover koster det kun 89 i aftentimerne (endnu billigere til frokost) for en burger med pommes frites og en dip. Om de servere salat i stedet for fritter, ved jeg faktisk ikke – men mon ikke?

    1. Skidegodt tip med Grillen Nørrebro, det ser jo så godt ud! Det skal jeg helt sikkert prøve på et tidspunkt (måske efter jeg selv er flyttet dertil om et par måneder :P)

  4. Sankt Ols Frokost i Roskilde (Sankt Ols Gade 24) laver stenaldermad, men deres åbningstider er lidt en udfordring i forhold til at spise ude da det er en frokostrestaurant. Man kan dog bestille take-away og hente til aftensmad, – de har ugens menu og ellers mange af de samme ting som Paleo 🙂
    Skal man spise sammen med nogen der ikke spiser LCHF foretrækker jeg ofte at spise på kombi-steder, f.eks. Restaurant Ny Asien i Jyllinge, der kombinerer sushi, mongolian barbecue og kinesisk, inkl. salatbuffet, eller Huang Cheng i Ølstykke hvor der tillige er running sushi. Et hit hos mine børn!

    1. Godt tip med frokoststedet der! Det vil jeg lige huske en dag jeg har tid til frokost! 😀
      Og i øvrigt god ide med mongolian, det er da perfekt, hvis man spiser ude med ikke-LCHF’ere 🙂

  5. Jeg kan klart anbefale Mongolian BBQ! Jeg har nu prøve Mongolian BBQ i Stockholm, Ribe og Silkeborg denne sommer, og det er super: du vælger selv dine LC grøntsager fra buffet’en, topper op med kød og sovs (skal det være helt LC er deres (evt. glutenfri) soja og fx en hvidløgsolie et hit) – det bliver stegt for dig og vupti – et velsmagende LCFH måltid, fuldstændig tilpasset efter dine egne præferencer.
    Men nu ser jeg lige Mongolian BBQ allerede er nævnt ovenfor … det er bare indlysende rigtig godt (og endda billigt!). Det fungerer også med en 4-årig LCFH dreng, skulle jeg hilse at sige.

    1. Mongolian BBQ er også bare et supergodt tip, så det gør skam intet, at I er flere, der anbefaler det! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *