Om kosttilskud, at skyde med spredehagl og en lille giveaway

nu3-1

Det her er et af de indlæg, som jeg har haft liggende på tegnebrættet et stykke tid, fordi jeg ikke helt har kunne finde ud af, hvordan jeg skulle tage hul på det. Kender I det? Det der med kosttilskud er et både ømtåleligt og subjektivt emne, synes jeg, men ikke desto mindre tænkte jeg, at der måske var nogen af jer, der ville finde det interessant at læse lidt om, hvad jeg gør. Og måske der omvendt er nogen af jer, der har nogle gode tips, til hvad jeg kan gøre bedre.

Jeg tager mange kosttilskud, tror jeg. I hvert fald i forhold til nogen. Omvendt tager jeg sikkert få i forhold til andre. Sådan er det vel altid med sådanne ting. Hver morgen tager jeg (i hvert fald) fire ting, og da jeg pakkede en rejseportion til min London-tur her for nyligt, benyttede jeg chancen for at fotografere dem i den lille bøtte (kan vi ikke lige blive enige om, at alt i små størrelser er nuttet?) Jeg tager multivitamin for at få dækket det grundlæggende, og så supplerer jeg med magnesium, som skulle være godt for bl.a. muskler, knogler og tænder, og jeg kan mærke (tror jeg), at jeg er mere rastløs i kroppen og af og til har sværere ved at falde i søvn, hvis jeg ikke tager det. Når jeg husker det, nupper jeg også indimellem en magnesiumpille om aftenen inden sengetid, især på dage hvor jeg har trænet. Herudover tager jeg D-vitamin (især om vinteren og grå perioder – jeg tror snart, jeg sender dem i sommerhi) og sidst men ikke mindst omega-3, som vist kan siges at være en “nem form” for fiskeolien. I princippet er den rene fiskeolie nok bedre, og selv om jeg også bruger den i perioder, er kapslerne som her altså bare nemmere for mig.

Som udgangspunkt tror jeg selvfølgelig mest på at få de fornødne vitaminer og mineraler gennem kosten, og jeg vil da også mene, at jeg gør det ret godt. Men i perioder spiser vi alle vel lidt for ensformigt, eller vi glemmer lige at få nok fisk eller andet. Og så er der jo i øvrigt visse ting, som det næsten er fysisk umuligt for os at få nok af – fx D-vitamin i vintermånederne, uanset hvor mange lange gåture man så måtte tage udenfor.

Som supplement fungerer denne lille “cocktail” for mig, og selv om jeg af og til eksperimenterer med andre ting også, er det næsten altid noget a la det her, jeg vender tilbage til. Lige nu prøver jeg fx nogle kapsler med hvedegræs, som jeg har fået til test, men ærligt talt har jeg svært ved at sige, hvad de helt skulle gøre godt for. Omvendt skader de nok heller ikke. Jeg tyer lidt til det der med at skyde med spredehagl, så længe jeg er sikker på, at noget i hvert fald ikke skader.

For nyligt blev jeg kontaktet af firmaet nu3, som bl.a. sælger kosttilskud, og det er selvfølgelig det, der har motiveret dette indlæg. Nu3 vil gerne give et gavekort til en værdi af 250 kr væk til én af jer, så I kan shoppe jer lidt kosttilskud eller andre af de ting, de har på de virtuelle hylder. For at deltage skal I lægge en kommentar til indlægget her, hvor I fortæller mig, hvad I tager af kosttilskud, samt hvad I ville bruge gavekortet på fra nu3s sortiment (hvis jeg vandt kunne jeg godt overveje en pakke raw bites, men nu skal jeg jo ikke hjælpe – det er snyd at tage mit svar!). Husk i øvrigt at skrive jeres emailadresse i det dertil indrettede felt, så jeg kan få fat på jer, hvis I vinder.

Jeg trækker en vinder om en uges penge, det vil sige mandag den 18. kl. 21.

Jeg glæder mig til at høre alle jeres guldkorn!

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!