Pandekagedag: Crêpes Suzette fra “Sødt, sundere, syndigt”

Billede fra “Sødt, sundere, syndigt

I går var det fastelavn, hvilket vil sige, at det i morgen (altså tirsdag efter fastelavnssøndag) er pandekagedag. Da jeg var barn, var jeg ret vild med fastelavn. Jeg elskede at klæde mig ud! Det gør jeg egentligt stadig, men som “voksen” (husk, jeg er jo højst Bøllebob-voksen) har man sjældent chancen for det. Og når det sker, er det egentligt ikke til fastelavn – i hvert fald ikke for mit vedkommende! Så nu er jeg nok mere begejstret for pandekagedagen, når vi når denne tid på året.

Det er ikke altid, at jeg får taget mig sammen og rent faktisk får lavet pandekager på dagen. Men hvis jeg får det gjort i morgen, tror jeg, at jeg laver disse crêpes suzette fra min kogebog. En kogebog som i øvrigt havde 1-års fødselsdag i går! Sikke tiden flyver (sagde den gamle dame). Med det in mente, virkede intet mere passende end at dele denne opskrift med jer i dag.

Vi har snakket om de her pandekager før (for et år siden faktisk). Men de tåler gerne en gentagelse, fordi de er virkeligt gode, og så lig den ægte udgave, at man næsten bliver lidt rørt. Her simrer jeg dem i en sød og klistret citrussauce, som kun gør dem bedre. En klat flødeskum og nogle mandler på toppen, og så er der vitterligt ikke et øje tørt.

Ok, jeg har overbevist mig selv; i morgen laver jeg pandekager! Hvad med dig?

P.s. Hvide tirsdag/pandekagedag er en af de der sjove gamle traditioner, som er blevet genoptaget (i 2006 iflg. Berlingske). Ganske vist får du ikke tømt dit mellager inden fasten med denne opskrift, og jeg har hverken tænkt mig at undvære æg eller mælk i de næste 40 dage, men en undskyldning for at spise pandekager er aldrig af vejen! Og hey, måske du kan prøve dit helt eget pandekageløb, nu du er i gang!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Crêpes Suzette

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Den lavpraktiske udgave af den lækre dessert uden alkohol og ild, men med masser af velsmag.

Opskrift fra "Sødt, sundere, syndigt".

Ingredienser

Til ca. 8 pandekager

  • 4 æg
  • 4 æggehvider
  • 75 g flødeost
  • 3/4 dl creme fraiche eller græsk yoghurt
  • 2 spsk sukrin gold
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 1 usprøjtet citron fintrevet skal herfra
  • kokosolie til stegning

Til saucen

  • 100 g smør
  • 50 fibersirup clear
  • 1 citron saften herfra
  • 2 usprøjtede appelsiner saft og skal

Til servering

  • 50 g mandler smuttede og hakkede
  • flødeskum kan udelades

Sådan gør du

  1. Blend alle ingredienser til pandekagedejen sammen, enten i en blender, foodprocessor eller med stavblender, til der ingen klumper er.

  2. Varm en eller to pander godt op, og smelt 1 lille tsk kokosolie på hver. Bag pandekagerne ved middel varme, til de er gennembagte og har pæn farve på begge sider.

  3. Fold dem sammen to gange.
  4. Smelt smørret i en stor pande. Tilsæt sirup, frugtsaft og -skal, og kog det hele ind til en tyk sauce.

  5. Varm de foldede pandekager i saucen, og server med hakkede mandler og evt. en klat flødeskum

Noter

Hvis vi leger, at crêpes suzette findes i tre forskellige niveauer, er opskriften her den, hvor gærdet er allerlavest. Du kan hæve den til midterste niveau ved blot at tilsætte en valgfri mængde Grand Marnier (alternativt kan Cointreau også bruges) til saucen. På sidste og mest imponerende niveau flamberer du saucen og pandekagerne ved bordet, indtil al alkoholen er brændt af.

Kategorier: Dessert, LCHF opskrifter, Sødt, sundere, syndigt

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!