Panna cotta med krydrede æbler

En af de sværeste ting ved at blogge er faktisk ofte at finde noget bare nogenlunde varieret at skrive om de mange forskellige opskrifter. Nogle gange har min indre 3-årige – som faktisk er utroligt dominerende til tider og bare vil se Disney-film he-le tiden! – mest lyst til bare at råbe “lækker lækker lækker, spis spis spis!” og få det overstået. Men ærligt talt er det nok ikke det bedste træk, sådan hvis man gerne vil tiltrække læsere, hvis alder kan tælles på mere end én hånd 😉

Når jeg laver menuer – især til gæster – bestående af mere end én ret, gør jeg altid mit bedste for at få retterne til at hænge sammen og enten være baseret på et eller andet tema, have nogle ingredienser, smagsnuancer eller andet til fælles. Jeg synes dog desværre tit, det kan blive lidt besværligt med desserter. Måske det bare er mig, der mangler fantasi, eller tænker for meget på chokolade og kun chokolade, det skal jeg ikke kunne sige. Men denne her dessert, som jeg fandt inspiration og opskrift til hos Arla, var bare lige i øjet! Efterårsagtig og hyggelig og superlækker – hvilket vist også snildt kan siges om hovedretten!

Nu er det jo ikke fordi panna cotta er den mest innovative dessert, men jeg har personligt aldrig lavet det før, til trods for at det jo sådan set er en oplagt LCHF-dessert (panna cotta betyder jo trods alt kogt fløde!!). Jeg syntes dog, at “den klassiske” med noget bærtopping var lige tamt nok – selv om det nok også havde været lækkert. Så jeg blev glad, da jeg fandt denne opskrift – og den var ganske rigtigt übernem at LCHF-icere: Sukker erstattes med hhv. Sukrin+ og Sukrin Gold, og så ændrede jeg lidt på forholdet mellem fløde og creme fraiche for at banke fedtprocenten lidt yderligere op, og upti-vupti, så var der fandens lækker dessert til folket. Ja, jeg klager nu heller ikke!

Dette er vitterligt en af mine yndlingsdesserter fra nu af! Og eftersom de lækre banditter ikke engang indeholder chokolade ved I, at det er store sager, når det kommer fra miss chocolate-lover her! Så måske jeg, når det er sagt, alligevel godt kan slippe af med bare en enkelt omgang “lækker lækker lækker, spis spis spis!”? Jeg håber! 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Panna cotta med krydrede æbler

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

Panna cotta

  • 4 blade husblas
  • 1 spsk vaniljepulver eller kornene fra 2 vaniljestænger
  • 1/2 liter piskefløde
  • 4 spsk sukrin+ eller tilsvarende sødning
  • 3 dl creme fraiche 18%

Krydrede æbler

  • 4 store æbler
  • 4 spsk sukrin gold
  • 1 dl vand
  • 2 stjerneanis
  • 2 stænger hel kanel
  • 16 kardemommekapsler

Til pynt

  • 50 g mandelflager

Sådan gør du

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i 10 minutter.
  2. Kog imens fløde, vanilje og Sukrin+ langsomt op i en tykbundet gryde, indtil fløden så småt begynder at koge.
  3. Tag af varmen og rør husblas ud i den varme fløde. Vend så creme fraiche i til en jævn masse og fordeli otte portionsglas. Stil på køl, gerne tildækket, i min. 4 timer.
  4. Skræl æblerne, fjern kernehus og skær i tynde både. Smelt så Sukrin Gold i en gryde, tilsæt vand og krydderier og lad koge i ca. 2 minutter. Vend så æblerne i og lad simre ved svag varme i ca. 4 minutter, eller til æblerne er møre, men ikke udkogte. Lad æblerne køle helt af.
  5. Rist mandelflagerne let på en varm pande og lad dem køle af.
  6. Ved serveringen fordeles de kolde æbler oven på panna cottaen og der drysses med mandelflager.

Kategorier: Dessert, Efterår, Favoritter, Gæstemad, LCHF opskrifter, Morgenmad

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!