Peanutbuttercookies med to slags chokolade

Jeg fik pludseligt (for en gangs skyld, hæhæ) en uovervindelig trang til at bage lidt lækkert. Måske det skyldes, at jeg lige kører på et lidt lavere blus i dag, efter at have været syg her i løbet af ugen og desuden have været i byen i går og derfor først var hjemme omkring halv seks. Noget andet er, at det, hvis man endelig skal bage – og det skal man jo – bare passer bedst på en søndag, hvis I spørger mig.

Jeg havde meget passende noget chokolade i køleskabet, så det var ikke svært at beslutte, at det var det, jeg skulle bruge. Jeg brugte opskriften herfra, dog med lidt tilpasning af mængder eftersom jeg ikke lige helt havde de rette mængder af det hele. Jeg skriver dog opskriften her i forhold til Annes standard mængder. Jeg benyttede en mørk chokolade og en lys chokolade med Daim, men I kan jo bruge lige hvad I har lyst til. Man kan naturligvis også sagtens tilsætte nogle nødder, hvis man har lyst til det, men umiddelbart vurderede jeg, at der var nok fyld i disse som de er.

Og hvor typisk er det forresten så lige, at man ikke har noget mælk?!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Peanutbuttercookies med to slags chokolade

Ingen bedømmelser endnu

Antal: cookies


Ingredienser

  • 200 g smør blødt
  • 150 g sukker
  • 150 g brun farin
  • 2 æg
  • 200 g peanutbutter det kunne nok være ret lækkert med chunky, men jeg brugte smooth, da det var hvad jeg havde
  • 250 g hvedemel
  • 150 g havregryn
  • 1 tsk bagepulver
  • 350 g chokolade gerne to slags (vælg selv fordeling, jeg brugte halvt af hver)

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 190º varmluft.
  2. Hak chokoladen i stykker på ca. 1x1 cm, eller mindre, hvis I foretrækker det.
  3. Pisk smør, sukker og farin luftigt. Rør æggene i et ad gangen. Rør herefter peanutbutter i, efterfulgt af hvedemel, havregryn og bagepulver. Vend som det sidste chokoladen i dejen.
  4. Sæt dejen på to-tre bageplader beklædt med bagepapir som toppe ved hjælp af to spiseskeer. Tryk dem let flade.
  5. Bag i ca. 12-15 minutter. De er ret bløde, når de kommer ud af ovnen, så lad dem køle lidt inden de overflyttes til en rist.

Kategorier: Cookies, Efterår, Favoritter, Kage, Mælkefri, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!