Produkter fra Thise Mejeri

Som jeg skrev om her, modtog jeg for lidt over en uge siden lidt blandede produkter fra Thise Mejeri. Nogle af produkterne kendte jeg i forvejen, andre var nye for mig. Herunder har jeg taget lidt forskellige billeder og skrevet kort om de af produkterne, jeg har prøvet indtil videre.

 

Pakken ved ankomst. Jeg bliver altid så overvældet, når jeg åbner de her produktpakker – mest fordi der er SÅ MEGET mad. Nu må vi se, om jeg kan komme igennem denne portion, inden det er for sent 🙂

Hele fire oste på én gang! Og jeg er ikke engang særlig vild med ost – i hvert fald ikke ost, der smager af ost (læs: jeg kan næsten kun lide meget mild og cremet ost), så det bliver spændende med disse 🙂 Indtil videre har jeg smagt to. Den, der hedder Daugbjerg var en anelse for stærk for min smag, så jeg overvejer at bruge den i noget varm mad – mildnes den stærke ostesmag så ikke? Er der nogen, der ved noget om noget (eller bare om ost i dette tilfælde)?

Dette er den anden af de to oste, jeg har smagt indtil videre. Det er den, der hedder Thyborøn Rav Ost, og den er jeg faktisk rigtigt glad for! Den er tilpas mild til at jeg kan lide den, samtidig med at den er lækker og cremet. Indtil videre har jeg bare spist den på brød med syltetøj, og det tror jeg egentlig bare jeg fortsætter med. Hvor længe holder oste egentlig?

Creme fraichen mangler jeg endnu at tage hul på, men smørret er allerede væk…

… Uhmm, det var godt, kan jeg sige jer! Den bedste måde at spise smør på er altså på nybagt brød (eller med bagekartofler), efter min mening.
Thises smør med sydesalt er muligvis nok den bedste smør, jeg har smagt. Det har den lækreste flotte gule farve og en fantastisk velafrundet smag af kvalitetssalt. Den kan helt sikkert anbefales, og jeg regner stærkt med at købe den selv på et tidspunkt også.

Alm. skyr, hvoraf jeg brugte størstedelen til ærtepandekagerne.

De små bøtter med skyr med smag af skovbær og tranebær er det perfekte mellemmåltid, synes jeg. Smagen er rigtig god – omend jeg ikke syntes den smagte forfærdeligt meget af frugt eller bær. Snarere svagt syrlig og sød. Og skyrs fantastiske proteinindhold er ideelt til et mellemmåltid, der skal holde appetitten til dørs mellem frokost og aftensmad for eksempel.
Jeg har allerede købt to bøtter i Kvickly den anden dag, da de havde to bøtter for 15 kr. Normalpris er vist 10 kr for en bøtte.

 

Har du allerede et yndlingsprodukt fra Thise Mejeri?

Ellers kan jeg varmt anbefale at du prøver et par af mine favoritter. Jeg er i hvert fald blevet ret forfalden til både deres smør og skyr med bær. Den almindelige skyr var jeg i forvejen fan af, så intet nyt der 🙂

Som I nok kan udlede er jeg ikke den store ostekender, men jeg tager gerne imod gode råd. Fx om der er noget om, at en stærk ost mildnes i smagen, hvis den bruges i en varm ret? Eller hvor lang tid jeg kan satse på at ostene holder sig gode efter de er åbnet – og før? (jeg kunne selvfølgelig også bare spørge min gode ven google, men det er jo ikke lige så skægt 😉 )

 

Dette indlæg er sponsoreret af Thise Mejeri. Jeg har modtaget nogle produkter fra dem imod at jeg skrev om dem og lavede en opskrift med et af deres produkter. Holdningerne i indlægget er dog (som altid) mine egne 🙂 

 

11 comments

  1. Oste kan holde for eeeeeevigt! Så længe der ikke er mug på i hvert fald. Ej, i virkeligheden ved jeg det faktisk ikke, men mine plejer at ryge ud hvis der kommer mug på. Ellers plejer jeg bare at æde dem til der ikke er mere 😀

    Jeg vil skyde på, at de bliver mildere hvis du bruger dem i madlavning. Nu er jeg selv MEGET begejstret for ost, men kender mange der ikke kan lide det, medmindre det er smeltet. Så på baggrund af den erfaring, tror jeg det bliver mildere 😀

    1. Umiddelbart synes jeg også at have hørt, at muggen er advarselslampen – især hvis det er bløde oste. Men det lyder godt med det med madlavningen – så tror jeg, jeg vil prøve at bruge (i hvert fald) den stærke af dem i noget varmt 🙂 Tak 😀

  2. Det var ikke en dårlig pakke og modtage 🙂
    Jeg kunne lave oste-retterne for dig, for jeg er helt vild med ost 😉
    Men nu når du siger, at du ikke er så god til stærke oste, så kunne jeg tænke mig, at den du er mest bange for er blåskimmel osten. Men de er ret så lækre i en sovs til pasta og strimlet oksekød eller i salater. Salaten kan være med: Baby leaves, grape/pærer/appelsin i både, rugbrødscrutoner, forårsløg og blåskimmelost i små stykker. Når de varme rugbrødscrutoner kommer i salaten, så gør de, at lidt af osten smelter – nøj det er en god salat til kylling 🙂

    Hvis ikke du får alt det ost bruges, så bare send det mod Nørresundby 😉 hihi..
    God dag til dig, Xenia 🙂

    1. Nej, det var ganske herligt!
      Og du har åh, så ret i, at blåskimmelosten skræmmer mig. P.t. ligger den bare i køleskabet og stirrer ondt på mig, hver gang jeg åbner det 🙂 Jeg tror jeg tvinger mig selv til at smage på det, men umiddelbart har jeg ikke så høje forhåbninger/forventning 😉 Jeg tror dog, jeg er mere til at bruge det i en varm ret i hvert fald, hvis jeg bruger det i en ret i det hele taget. Friskt i det en salat – til trods for at det lyder ganske lækkert – er nok lige i overkanten for mit sarte ostehjerte 😉

      Også god dag til dig! 😀

  3. Hmm, jeg kan heller ikke lide stærkt ost, men i mad synes jeg ikke, at det er så slemt, faktisk 🙂

    1. Godt at høre! Jeg har også lige prøvet at tilsætte noget af den “stærke” i en omelet, så det smeltede, og der var styrken en del mindre udtalt, så jeg tror det er det, der bliver min plan 😀

  4. Det må være sjovt at prøvesmage sådan en spændende pakke.
    Jeg prøvede lige selv den lille Skyr med smag forleden dag og nærlæste, hvad der var i. Og det viser sig, at der var mere anden frugt (jeg kan ikke huske, om det var æble eller hvad) end skovbær og tranebær, der vist endda var tilsat som juice. Men smag og konsistens er helt o.k.
    Jeg kunne bare godt tænke mig noget surmælksprodukt med frugt og uden sukker, altså også uden kunstigt sukker.

    1. Ja, det er dejligt, fordi man bl.a. får mulighed for (bliver nødt til?) at smage nogle ting, man ellers ikke ville have købt selv.
      Jeg læste selv ingredienslisten (det gør jeg nærmest altid), men jeg kan ikke huske det du siger med æble. Til gengæld bemærkede jeg, at der var et forholdsvist højt sukkerindhold i efter mine normale standarder, så jeg er helt enig i, at det ville vare rart med noget helt uden tilsat sukker, så man selv kan putte i, hvis det er. Jeg tænker dog, at lige i det mellemmåltidsprodukt er det måske netop fordi det er meningen at folk skal spise det på farten og derfor ikke vil have mulighed for at tilsætte selv? Under alle omstændigheder er det smart, men så vidt muligt tror jeg stadig, jeg vil holde mig til at købe skyr naturel og så selv smage til 😀

  5. Hej!
    Uhm, jeg ELSKER ELSKER ELSKER skyr. Jeg er dog også islænding, så jeg er vokset op med stadset 😉 Den der rare følelse af at have genfundet et lækkert barndomsminde dukker op i mig hver gang jeg ender med det i indkøbsvognen – hvilket er overraskende ofte. Jeg glæder mig til at de udvider smagssortimentet, og som Conny siger, mindre sukker.
    Mvh Opholdsrum – som er voldsomt misundelig på din pakke! (jeg elsker elsker elsker jo også ost, for pokker 😉 )

    1. Skyr er fantastisk 😀 Men ja, det må være ret skægt for dig at have kendt det hele dig liv, og at det nu er så populært og ‘moderne’ i DK 🙂
      Jeg savner bare, at man kan købe nogle lidt større bøtter 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *