Pyntede vaniljesmåkager

Hæhæ, jeg håber ikke der er nogen, der har meget voldsom araknofobi derude!

P.t. er jeg i kæmpe luksus sommerhus med mere eller mindre hele min familie – vi er i hvert fald 14. Jeg kom først her fredag nat, da jeg lige havde en fest, jeg skulle til, derfor skulle jeg finde på noget kage at tage med, som sagtens kunne bages torsdag uden at blive kedelig. Vi aftalte derfor at jeg skulle lave cookies og småkager. Cookiesene blev bare dem med peanutbutter uden peanutbutter 😉 Og i princippet havde det nok været fint, hvis jeg havde nøjedes med dem. Men jeg havde fået en rigtig god ide til en lille ekstragave til ham, jeg skulle til fødselsdag hos i fredags, så derfor tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne lave dobbelt portion pyntede vanillesmåkager, nu jeg var i gang 😉 Det var noget af et projekt, men umiddelbart blev jeg faktisk ret tilfreds med det. Og gaven faldt også i god jord – kan I gætte hvilken superhelt, han er fan af? 😀 Så håber jeg bare, at min familie også kan lide dem her i eftermiddag!

Opskriften er herfra, og kagerne smager rigtigt godt – især af helt basale småkager at være, som jeg jo bekendt normalt ikke er så begejstret for. Jeg synes godt nok at dejen var lidt besværlig at arbejde med, men det kan ligeså godt skyldes mine evner udi dejudrulningskunsten (læs: eller mangel på samme) eller min kagerulle, som bare er af den helt billige slags. Det tog god tid, men til gengæld fik jeg også flere småkager ud af det end jeg kan tælle. Seriøst, jeg fik ikke talt dem. Men jeg tror i hvert fald jeg lavede 8 plader, og hvis der i gennemsnit var 16 på hver, vil det jo sige 128 stk. Hold da op, det virker jo helt ekstremt!! Så er det ikke underligt, at det tog mig godt halvanden time at pynte dem. Men i betragtning af at jeg også der var begynder, var det måske okay. Og med lidt julemusik og en lille småkage eller to til at fordrive tiden, gik det jo som smurt ;D

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Pyntede vaniljesmåkager

Ingen bedømmelser endnu

Antal: småkager

Ingredienser

  • 200 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 1 let sammenpisket æg
  • 1 spsk vanillesukker
  • 400 g sigtet hvedemel

Royal icing:

  • 300 g flormelis
  • 1-1 1/2 bæger pasteuriseret æggehvide
  • evt. pastafarve/gelefarve

Sådan gør du

  1. Rør smør og sukker godt sammen. Rør æg og vanillesukker i og tilsidst melet. Saml til en kugle, pak ind i film og læg i køleskabet i ca. 1 time og 30 minutter.
  2. Tænd ovnen på 175º varmluft.
  3. Rul dejen ud til ca. 3 mm's tykkelse - start evt. med halvdelen. Udstik og læg på bageplader beklædt med bagepapir. De holder formen fint, så de kan godt lægges lidt tæt, hvis det er.
  4. Bag i ca. 10-12 minutter, til de er gyldne i kanten. Som I kan se, fik nogle af mine lidt for meget, men smagen er nu altså den samme :)
  5. Lad kagerne køle helt af og pynt herefter. Rør glasuren sammen og hæld på en sprøjtepose med lille rund tyl. Pynt som du vil. Sørg for at glasuren hverken er for tyk eller tynd - hvis den er for tyk, er den svære at arbejde med, og hvis den er for tynd, flyder den ud.
  6. Lad kagerne tørre helt og put herefter i kagedåser.
Nå, hvad siger I så? Kan I gætte hvilken superhelt, min ven er fan (læs: svagt besat) af?

Kategorier: Cookies, Jul, Mælkefri

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!