Quinoa a la mandel

Quinoa a la Mandel

Som jeg også nævnte i lørdags, blev resterne af min quinoagrød til en omgang quinoa a la mandel. Og det blev faktisk ganske rart. Opskriften her, hvis du også laver det med rester, afhænger selvfølgelig rigtigt meget af, hvor meget grød, du har tilbage. Men essensen er jo sådan set også “bare” at blande en rest grød med pisket fløde, vanille, sødning og mandler. Det må vel være indbegrebet af risalamande – eller quinoa a la mandel, som det jo er i dette tilfælde.

Jeg var ekstra doven, eftersom jeg lavede min udgave søndag med lidt ondt i håret, så jeg gad ikke blanchere, smutte, køle og finthakke mandler, hvorfor mine mandler i stedet bare blev nogle af de hele ristede, jeg altid har liggende. Jeg kunne dog lige magte at hakke dem lidt først 😉 Hvis du er mere velorganiseret og overskudsagtig, vil jeg anbefale at du smutter dem først. Det bliver altså mere “rigtigt”. Og apropos “rigtigt”, så smager denne mandeldessert altså meget derhenad. Synes jeg. Og så er det da dejligt at kunne spise tømmermændsvenlig juledessert med lidt bedre samvittighed 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Quinoa a la mandel

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1 portion quinoagrød
  • 4 dl piskefløde
  • 1 spsk vanillepulver mindre kan også gøre det
  • sødning så det passer (jeg brugte sukrin+)
  • 100 g blancherede og smuttede mandler
  • evt. kirsebærsovs hvis du er til sådan noget

Sådan gør du

  1. Quinoagrøden skal naturligvis være helt kold, før du laver desserten.
  2. Pisk fløden til flødeskum. Vend vanillepulveret heri og bland derefter vanilleflødeskum og quinoagrød. Smag til med valgfri sødning.
  3. Hak mandlerne fint og vend dem i til sidst.
  4. Server evt. med kirsebærsovs.
Quinoa a la Mandel - servering

Kategorier: Dessert, Gæstemad, Jul, Rester

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!