Alternativ julegrød på quinoa

Quinoagrød

I dag er det den 1. december og dermed er julemåneden officielt startet. Ganske vist tyvstartede jeg en smule i går med juleoppyntning, julemusik og julegrød. Og især sidstnævnte vil jeg meget gerne dele med jer.

For et par uger siden var jeg så heldig at få den bedste pakke længe. Faktisk var den så god, at jeg vælger at betragte den lidt som en tidlig julegave. Og den betegnelse er faktisk meget passende, for pakken indeholdt netop ingredienser til et af julens helt obligatoriske retter i min bog, nemlig risengrød. Og hvem sendte mig så den pakke, tænker I måske? Ellers også har I allerede regnet ud, at det jo var Urtekram, der var så venlige. Pakken var spækket med lækre ingredienser til at eksperimentere med en alternativ risengrød, bl.a. flere slags nødder, en hel række tørrede frugter, kakaopulver, lækker vildtblomsthonning, samt rørsukker og fuldkornsris. Holy moly! :O

Den oprindelige tanke var, at jeg skulle lave en fuldkornsrisengrød med Urtekrams gode fuldkornsgrødris. Og de er skam gode, det ved jeg – jeg har fx brugt dem i sushi tidligere. Men nu er jeg jo blevet typen, der så vidt muligt undgår korn, så jeg har siden helt tilbage i oktober, tror jeg, puslet med tanken om at lave en alternativ julegrød. Nemlig en grød på quinoa! Nu skal I ikke tro, at dette er et LCHF-venligt måltid eller noget – det er det ikke. Men det er, i min optik, et bedre måltid sådan set fra et sundhedsmæssigt perspektiv, end en almindelig risengrød lavet på hvide grødris og med almindeligt hvidt sukker er. Quinoa er officielt set faktisk slet ikke et korn, men et frø. Ikke desto mindre har det dog en del ting til fælles med kornprodukter, fx et ret højt indhold af kulhydrater (dog mindre end hvide ris). Samtidig har det dog også et forholdsvist højt proteinindhold af et korn frø at være. Men, helt grundlæggende er det altså venligere mod blodsukkeret end de hvide ris, og det er en rar ting, synes jeg personligt.

Jeg var ret spændt på, hvordan quinoafrøene ville te sig som grød. Ville det mon overhovedet virke? Men lad mig bare sige, at resultatet blev helt til bravur. Helt ærligt – hvis jeg ikke vidste det, og kunne se, at grynene havde en anden størrelse og lidt anden (bedre) tekstur samtidig med at grøden fik en lidt mere gullig farve pga. quinoaen, havde jeg ikke vidst, at det ikke var almindelig risengrød. Smagen var helt som ‘den plejer’. Det er da fantastisk! Så hvis du ligesom jeg gerne vil undgå (især de meget forarbejdede) kornprodukter så vidt muligt, men samtidig ikke kan undvære risengrød i hvert fald en enkelt gang i juletiden, er dette et skønt valg! Og selve fremgangsmåden er præcis ligesom ved brug af ris.

Jeg spiste grøden med tre forskellige slags topping – to lidt alternative og så selvfølgelig en portion med den klassiske. Man skulle da være et skarn hvis ikke… 😉 Resten af grøden har jeg planer om at bruge til et alternativt risalamande-eksperiment, men mere om det på et andet tidspunkt.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Julegrød på quinoa

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer
Grød til aftensmad til 2 personer eller til risalamande til 4

Ingredienser

  • 2 dl quinoa
  • 1 liter sødmælk
  • 1 tsk salt
  • Forslag til topping følger nedenfor

Sådan gør du

  1. Skyl quinoaen godt i flere hold lunkent vand.
  2. Bland quinoa (uden vand!) med mælk i en stor gryde og bring i kog.
  3. Når mælken småbobler, skrues ned for varmen og grøden koger videre ved svag varme i 45-50 minutter.
  4. Når grøden er lige ved at have den rette konsistens, er det vigtigt at holde øje med den. Når den er præcist så tyk som du vil have den, fjerner du den fra varmen, rører salt i og serverer med den topping, du ønsker.

Her er nogle toppingideer:

Quinoagrød - med kakao, kokos, nødder og dadler

Her dryssede jeg med kakaopulver, kokosmel, en blanding af ristede nødder (mandler, hasselnødder og valnødder), som jeg også bruger på min yoghurt om morgenen, lidt vanillepulver og en hakket daddel. Lækkert, og dadlen sødede dejligt.

Quinoagrød - nødder, tørret mango og honning

Her kom der samme nøddeblanding som ovenfor sammen med tørret mango i mindre stykker og honning. Uhm, den var altså også god (og honningen var desuden det eneste “rigtige” sukkerprodukt, jeg spiste i løbet af de tre portioner 🙂 )

Quinoagrød - klassisk

Den sidste portion blev den klassiske – eller så godt som i hvert fald. Jeg dryssede med sukrin+ i stedet for sukker sammen med ægte kanel, som jeg fik en prøve på på det krydderimesterkursus hos Urtekram, jeg var til for snart to måneder siden. Og så – selvfølgelig – en smørklat. Pling.

Og så er der ellers ris-nej-vent-quinoagrød for alle pengene! *smask smask smask* 😀

Kategorier: Hverdagsmad, Jul, Morgenmad, Vegetarisk, Vinter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!