Rejer og grønne bønner med stærk hvidløgssauce

Rejer og grønne bønner med stærk hvidløgssauce

Denne ret stammer igen fra Can You Stay For Dinner? og hvis jeg ikke allerede var vild med den blog, ville jeg da helt sikkert være det nu. YUM-MY! Retten smagte fantastisk, var superenkel at lave og voldsomt sund. Og så fik jeg brugt min dampindsats for første gang, siden jeg købte den for halvandet år siden 😀

Jeg brugte friske grønne bønner – og selvom man i en håndevending kan bruge frosne i stedet, vil jeg helt sikkert anbefale de friske. Normalt er jeg klar fortaler for frosne grøntsager, men bønnerne blev voldsomt lækre på denne måde. Jeg ville gerne have haft rå tigerrejer, men de eneste, man kunne købe var upillede, og det kunne jeg simpelthen ikke overskue, så i stedet købte jeg kogte tigerrejer – kun med hale – det kunne jeg lige klare. Hvis du gider at pille rejer, eller kan skaffe rå, pillede, skal de bare dampes sammen med bønnerne.

Der skulle faktisk have været sesamfrø på til sidst – men det glemte jeg i kampens hede.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Rejer og grønne bønner med stærk hvidløgssauce

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 200 g tigerrejer med haler
  • 450 g friske grønne bønner
  • 1 dl brune ris

Sauce

  • 1,5 spsk soja
  • 1/2 spsk risvineddike
  • 1 tsk sukker
  • 2 fed hvidløg presset
  • 1 spsk frisk ingefær revet
  • 1/2 spsk sesamolie
  • 1/2-1 tsk chilisauce afhængig af type og styrke
  • 1 tsk majsstivelse rørt op i 2 tsk koldt vand
  • sesamfrø til drys

Sådan gør du

  1. Sæt risene over og kog efter anvisningerne på emballagen. Husk, at brune ris skal koge længere tid end hvide, så gå i gang med dem lidt før.
  2. Ordn bønnerne ved at skære enderne af og pille de grimme og gummiagtige fra. Bring vand og lidt salt i kog i en gryde stor nok til din dampindsats - eller til et dørslag, hvis du har et af metal. Damp bønnerne i 6-8 minutter, eller indtil du synes de er møre nok.
  3. Pil imens halerne af rejerne.
  4. Alle ingredienser til saucen med undtagelse af majsstivelse og vand piskes sammen og bringes i kog i en kasserolle. Lad simre i et par minutter og rør herefter majsstivelse og vand i. Kog igennem indtil saucen tykner og dækker bagsiden af en ske uden at glide af.
  5. Anret ris, bønner og rejer på en-to tallerkener (eller smid den ene portion i en plastikboks til madpakken) og dæk med sauce.
Rejer og grønne bønner med stærk hvidløgssauce

Kategorier: Asiatisk, Fast food, Hovedretter med fisk og skaldyr, Mælkefri

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!