Rejesalat/skagenröra med avocado

rejesalat-1

Det kommer nok ikke bag på nogen i denne forsamling her, at jeg har nogle rimeligt overvældende og nærmest endeløse inspirationslister. Lister med retter, jeg gerne vil lave, opskrifter, der skal afprøves, og generelt madideer af alverdens slags. Og eftersom jeg hele tiden og løbende føler til de lister, gør jeg mig absolut ingen forhåbninger om nogensinde at nå til bunds deri. Men det er nok også meget godt faktisk. For den dag, jeg løber tør for information og ideer, er den dag, jeg lige så godt kan holde op med at blogge. Og jeg holder heldigvis alt for meget af at blogge til at håbe på dén dags komme!

Kombinationen af avocado og rejesalat – eller skagenröra, som de jo kalder den i Sverige, hvor dén kogebog, der oprindeligt gav mig ideen, kommer fra – er en af dem, jeg har haft stående på adskillige lister længe efterhånden. Det var dog først, da Maria fra Vanløseblues flashede sin über-lækre morgenmad i går, at jeg endeligt fik det fornødne skub til at få lavet det – ellers havde jeg nok bare spist den planlagte og helt klassiske avocado med rejer-kombi. Same old, same old. Same old er ikke nødvendigvist dårligt eller kedeligt, men nyt er nu ofte sjovere. Den slags inspiration elsker jeg blogland for. Også for det, elsker jeg blogland!

Der er helt sikkert et utal af måder at lave en rejesalat/skagenröra på, men min googling fortalte mig i hvert fald, at nøgleelementerne er rejer (duh!), mayo, citron og dild. Det bibeholdt jeg, men jeg twistede den dog en anelse med inspiration fra min tidligere opskrift på rejesalat. Den er lavet primært på flødeost, hvilket er helt fænomenalt, og hvilket jeg faktisk siden har indkorporeret, også når jeg laver tunsalater og andre lignende ting. Flødeosten giver en fantastisk cremethed, men samtidig en meget mild og neutral smag. Det kan kun anbefales!

Alt i alt blev serveringen her et fantastisk måltid! Og i øvrigt en fantastisk afslutning på en fantastisk påskeferie med fantastiske forårsagtige fornemmelser. Jeg er fan af både forår, ferie og fantastisk mad! Og allitterationer, ikke at forglemme 😉

rejesalat-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Rejesalat/skagenröra med avocado

Ingen bedømmelser endnu

1-2 personer

Ingredienser

  • 150-200 g rejer
  • 50 g flødeost
  • 50 g mayonnaise fx Hellmann's
  • 1/4-1/2 citron saften herfra
  • 1 håndfuld frisk dild
  • salt og peber
  • evt. et par dråber tabasco-sauce

Til servering

  • 1-2 avocado
  • grøn salat fx hjertesalat og spinat
  • agurk
  • radiser
  • andre grøntsager efter smag og køleskabsbeholdning

Sådan gør du

  1. Bland flødeost og mayonnaise med citronsaft, finthakket dild, salt, peber og evt. tabasco-sauce. Vend rejerne heri.

  2. Fordel et lag af grøn salat nederst på tallerkenen/erne og halver avocado og stil dem ovenpå. Fordel rejesalaten i avocado og over salaten. Pynt med de resterende grøntsager og evt. en citronskive.
rejesalat-3

Kategorier: Fast food, Favoritter, Forår, Forretter, Frokost, Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Påske, Sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!