Ristet thai-blomkål

Da jeg så denne opskrift her den anden dag, vidste jeg med det samme at jeg skulle prøve det snarligst og at jeg skulle spise det sammen med den sidste portion thailandske kyllingekødboller, som jeg havde i min fryser. Det endte med at blive et lidt beige-i-beige måltid til trods for at jeg normalt prøver at blande lidt flere forskellige farver i mine måltider – men sådan er det jo gerne med blomkål 🙂 Og resultatet var virkeligt lækkert! Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg laver blomkål på denne måde. Jeg har prøvet at riste det i ovnen før, fx her og her. Men den lille detalje med at hælde varm kokosmælk med rød karry over bagefter giver virkeligt prikken over i’et! Faktisk var det så lækkert, at jeg ikke engang savnede noget andet tilbehør i form af ris eller andet kulhydrat – hvilket er noget af en bedrift i min optik 🙂

Det er naturligvis perfekt tilbehør til thaiinspireret mad, men det ville også være fint bare til et kyllingebryst stegt på panden eller andet. Jeg lavede af et mellemstørrelse blomkål og spiste hele portionen selv. Hvis man bruger det som tilbehør sammen med ris eller andet, tror jeg det vil række til to. Men mere end det går ikke, for så godt smager det nemlig 😉

Ristet thai-blomkål
2 personer
Print
Ingredienser
  1. * 1 blomkål (ca. 400-500 g)
  2. * 1-2 spsk olie
  3. * salt og peber
  4. * 3/4 dl kokosmælk
  5. * 1-2 tsk rød karry
  6. * 1 lille håndfuld mandler (ca. 15-20 stk)
Sådan gør du
  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Fjern bladene fra blomkålen og skær den i buketter. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir og vend med olie, salt og peber.
  3. Rist i ovnen i ca. 30 minutter til de begynder at blive gyldne.
  4. Snit mandlerne i skiver på langs, og rist dem på en pande imens blomkålen er i ovnen.
  5. Når blomkålen næsten er færdig, varmes kokosmælk og rød karry op i en kasserolle, til det koger.
  6. Hæld over blomkålen, vend det rundt og server med mandler på toppen.
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

6 comments

  1. Sådan har jeg ikke fået den før! Lyder meget inspirerende og helt sikkert lækkert :-). To try.

    1. Jeg synes helt sikkert du skal prøve det! Det er virkelig en lækker måde at få blomkål på – smagen bliver helt anderledes – og bedre – end når man bare koger/damper det 😀

  2. chokoladesansen

    Du laver simpelthen de lækreste retter Xenia 🙂

    1. Åh tak, hvor er du sød 🙂 Denne var nu også en af de mere vellykkede 😉

  3. Opskrift afprøvet med stor succes, – det smager rigtig dejligt.
    De ristede mandler tilfører en super lækker smag og noget sprødhed.
    MUMS !!
    Tak for opskrift 🙂

    1. Det lyder skønt, Helle – tak for din kommentar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *