Rød linsesuppe med kokosmælk og lime

Denne suppe er skabt med inspiration dels fra en opskrift i Magasinet Mad! 04/11 og dels fra denne opskrift fra Green Kitchen Stories (som desuden er en blog med utrolig flotte billeder, hvis I ikke kender den I forvejen!). Jeg valgte at blande de to, da jeg på den ene side rigtig godt kunne lide ideen med kokosmælk, som de lavede den i Mad! – hvis I ikke allerede har opdaget det, er jeg ret vild med kokosmælk, og umiddelbart synes jeg at det meste bliver bedre med lidt kokossmag. Men hvis I ikke bryder jer om det, kan I naturligvis bare bruge lidt ekstra vand. På den anden side foretrak jeg dog lidt mere fylde i suppen, og hos GKS havde de både kartofler og gulerødder i ud over linser og tomater. Derfor blev det en blanding. Og hvilken en blanding! Det var virkelig godt. Jeg serverede suppen med ristede græskarkerner og en grovere udgave af grydebrødet, og selv min brors ven, som umiddelbart ikke er den største fan af grøntsager eller vegetariske retter for den sags skyld, var positivt overrasket. Prøv den! Og lad jer venligt ikke skræmme af den lidt længere ingrediensliste – jeg lover jer, at det ikke er besværligt! 😀

Udskriv
Rød linsesuppe med kokosmælk og lime
Antal: 4 personer
Ingredienser
Suppe
  • 2 spsk olie
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk karry
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk spidskommen
  • 1/2 tsk tørrede chiliflager
  • 200 g røde linser
  • 200 g kartofler ca. 3-4
  • 200 g gulerødder ca. 4-5
  • 200 g små tomater
  • 7 dl grøntsagsbouillon
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 lime saften af
  • 1,5-2 tsk salt
Til servering
  • græskarkerner
  • lækkert brød
Sådan gør du
  1. Hak løg og hvidløg. Det behøver ikke være være alt for fint, da det skal blendes. Skræl gulerødder og kartofler, og skær dem i tern på ca. 1x1 cm. Skær tomaterne i kvarte.
  2. Opvarm olien i en gryde og svits løg, hvidløg og krydderier heri i et par minutter. Tilsæt grøntsager og linser og vend rundt et par gange. Hæld nu vand og bouillonterninger ved, bring i kog og lad suppen simre i 30 minutter under låg.
  3. Rist imens græskarkernerne på en tør og varm pande indtil de begynder at "poppe" og vend dem evt. med lidt salt.
  4. Efter den halve time, blendes suppen med en stavblender direkte i gryden (hvis du ikke har en stavblender, kan det også gøres med en normal blender, foodprocessor el. lign.). Rør kokosmælk og limesaft i og smag til med salt. Varm suppen igennem og server.

17 comments

  1. Den lyder som et godt alternativ til min tyrkiske linsesuppe… Den må jeg prøve.

    /Linda
    http://smaaogstorekager.blogspot.com/

  2. Elisabeth Vind

    Mmmm, ser lækkert ud. Den skal testes – dog ud fra køkkenbeholdningen, så må undvære de tørrede chiliflager, selv om de nok giver et lille ekstra spark til suppen. Tak for opskriften.

    1. Du kan jo også bare bruge hvilken som helst slags chili, frisk, tørret, pulver, cayenne eller hvad du nu har. Eller måske paprika? Eller bare udelade det – jeg er sikker på at den smager godt alligevel 🙂

  3. Nøj det ser godt ud! 🙂

    1. Mange tak – det er virkeligt også en lækker suppe! 🙂

  4. Har lavet suppen i dag – det blev virkelig lækkert! Tror jeg skal snuse lidt rundt efter andre opskrifter herinde:-) Tak for en lækker opskrift!

    1. Dejligt at I kunne lide det! Og du er selvfølgelig mere end velkommen 😀

  5. Jeg må lige give den suppe en ordentlig omgang ros! Jeg lavede den for et par uger siden for nogle veninder – og det var en kæmpe succes! Det var nemt, og så smager den bare lækkert! Jeg puttede lidt ekstra chili i, da jeg godt kan lide det lidt spicy. Jeg er blevet så vild med den, at jeg igen i aften går i køkkenet for senere at imponere min kæreste;) Tak Xenia!

    1. Hvor er det skønt at høre, Camilla! 😀 Håber, at den også faldt i god jord hos kæresten!
      Jeg håber i øvrigt, at du har det herligt! 🙂

  6. Super lækker suppe- jeg tilsatte en god portion friskhakket ingefær, det gør den kun bedre:)

    1. Jeg kan snildt forestille mig, at ingefæren kun har gjort det bedre! Dejligt at du kunne bruge opskriften 😀

  7. Har lige spist og nydt linsesuppen, og jeg er virkelig begejstret! Det var så lækkert. Generelt er jeg virkelig glad for de opskrifter, du poster Xenia 😀 Keep up the good work!

    1. Hvor er det dejligt at høre, mange tak for din kommentar, Maria! 🙂

  8. God suppe du har fået bikset sammen! Smager fortrinligt! Tilføjede lidt frisk ingefær og koriander på toppen! Toms up herfra

    1. Dejligt at du kunne lide den, André! 😀

  9. Rigtig fin suppe 😀 den bliver rigtig god med frisk ingefær og lidt mere chili – og mindre bouillon. Jeg synes den blev meget salt 🙂

    1. Skønt at opskriften kunne bruges! Og ja, der er jo forskel på smagsløg (og på bouillonmærker for den sags skyld), så skær endeligt ned næste gang 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *