EmediateAd

Kategoriarkiv: Sæson

Squashgetti med pesto, feta og bacon

Jeg har nu været syg-agtig i noget, der efterhånden føles som en evighed. Men det er den slags sygdom, som aldrig slår sådan helt igennem, I ved? Så man bliver ikke hjemme og sørger for at blive rask, men tager af sted og venter spændt på, at man en aften kan falde i søvn uden to timers rallehosten først. Og på at man kan tale uden at lyde som en Kermit, der har slugt en motorsav. Sådan lyder jeg nemlig også lige for tiden. Ikke særligt tiltalende, skulle jeg hilse at sige. Nå, men det jeg ville sige med denne her omgang selvmedlidenhed var jo faktisk, at min wannabe-sygdom samtidig har gjort, at der pludseligt var gået to uger siden jeg sidst have været til crossfit. Ikke skidegodt sådan ud fra et hold-din-kondition-og-styrke-ved-lige-synspunkt! Men i går besluttede jeg, at nok måtte være nok, og tog af sted – manglende stemme til trods. Heldigvis skal man jo hverken snakke eller lave andre stemmebaserede udøvelser til crossfit ;) Og spørg lige om det var rart at komme af sted igen! (og meeeega hårdt – over 100 burpees er jo nærmest en skæbne værre end døden!). Da jeg kom hjem kvart over otte, skulle jeg derfor gerne have noget hurtigt mad i skrutten, og jeg havde heldigvis være den forudseende type og lavet en omgang pesto tidligere på dagen, så jeg svitsede noget hurtigt bacon på panden, spiraliserede (ja, det er hermed et verbum) noget squash og blandede det hele med lidt feta. Og det var nok noget af det lækreste, jeg har spist længe! Så simpelt, men helt uforskammet fantastisk! Jeg glæder mig allerede helt afsindigt til den portion magen til, der venter mig til frokost i morgen!

Det er måske lige at stramme den at kalde dette for en opskrift. Men som altid formoder jeg, at vi alle altid kan bruge gode ideer til hurtig og mættende mad, så her får I en opskrift alligevel – eller noget, der ligner. Pestoen er den samme, som jeg altid laver – men jeg skriver også opskriften ind endnu en gang bare sådan for en god ordens skyld. Tomater – evt. af den soltørrede variant – vil desuden være en herlig tilføjelse, hvis I skulle være i dét humør :)

Enjoy :)

 


 

Squashgetti med pesto, feta og bacon

2 portioner

 

* 1 stor squash

* 1 pakke bacontern á 200 g

* ca. 100 g feta

* 2 store spsk pesto (se nedenfor)

 

Steg bacon sprødt på en pande og dryp af på køkkenrulle.

Spiraliser squashen og fordel på to tallerkener. Hvis du ikke har en spiralizer, kan du også bare bruge et mandolinjern eller en kartoffelskræller. Vend med pesto.

Hak eller smuldr fetaen fint og fordel henover.

Drys med bacon og server.

 


 

Basilikumspesto

ca. 4-6 store spsk

 

* 2 store håndfulde frisk basilikum (svarer til ca. 2 planter fra supermarkedet)

* 50 g pinjekerner (kan evt. erstattes helt eller delvist med solsikkekerner)

* 50 g parmesan

* 1-2 fed hvidløg

* saften fra 1/2 citron

* 1/2-1 dl olivenolie

* salt

 

Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande. Lad dem køle af.

Riv parmesanen fint og blend alle ingredienser til en grøn og lækker masse. Tilsæt olie til konsistensen er, som du foretrækker den. Smag til med salt.

 


 

 


Hvad spiser I, når det skal gå stærkt?


Tomat- og mozzarellasalat med avocado

Det her er endnu en af de dér ikke særligt opskriftsagtige opskrifter, men jeg ville bare ikke føle, at jeg levede op til mit ansvar som madblogger, eller at min blog var fuldkommen, hvis jeg ikke alligevel udgav et indlæg med denne salat – det er nemlig min absolut all-time yndlingssommerfrokost! Jeg der følger mig på instagram, twitter eller facebook har garanteret allerede set mig flashe den op til flere gange, men nu bliver selve bloggen altså også inddraget. Gode ting kan ikke vises eller nævnes for ofte, skal vi ikke lege det? :D

Som I nok kan regne ud, er det ultranemt. Det tager selvfølgelig et par minutter længere end at smøre et stykke rugbrød med leverståhej, men personligt bliver jeg både mættere, gladere og rarere af denne salat. Derudover er den faktisk en superfin madpakke også. Jeg skærer gerne tomat og mozzarella om morgenen og tager så bare avocadoen med ved siden af. I frokostpausen er det så bare at skære avocadoen ud og krydre med lidt salt og peber. I madpakken kører jeg oftest en lidt mere skrabet udgave uden olie og balsamico, da det er nemmere, men alt er jo muligt :)

Salaten er forresten inspireret af en af mine hidtil bedste spiseoplevelser i år, nemlig på Restaurant Limone i Køge, hvor jeg netop fik den lækreste tomatsalat med en fantastisk bøffelmozzarella, både friske tomater og semidried tomater samt avocado og en masse andet godt. Dét var lækkert! Så hermed er den anbefaling også givet videre, hvis du en dag er i nærheden af Køge Havn. Resten af deres retter var efter sigende også lækre, mente mit selskab ;)

 


 

Tomat- og mozzarellasalat med avocado

1 person

 

* 150-200 g søde aromatiske tomater
(sørg for at købe nogle gode modne og velduftende nogle – ja, jeg sniffer altid til tomater (og andre ting) i supermarkederne, men hvis ikke de dufter af noget, smager de altså heller ikke af noget, og så kan det jo nærmest være ligemeget! :D)

* 1 frisk mozzarella (Urtekrams er min favorit, den er lækker og blød)

* 1 moden avocado

* frisk basilikum

* salt og peber

* koldpresset olivenolie

* balsamicoeddike

 

Skær mozzarella og tomater i passende stykker. Ditto med avocadoen.

Krydr med salt og peber, pynt med basilikum og dryp lidt olivenolie og balsamico over.

Server!


Hvad er din yndlingssommerfrokost?


Ciderkylling, jordbærsalat med spinat og feta, samt nye kartofler og hvidløgssmør

Kun et par dage efter at jeg havde sagt, at jeg ikke kunne leve uden nye kartofler og da helt bestemt skulle have dem til sommer (kun for at komme med et alternativ til kartoffelsalat), gjorde jeg netop dét. Altså spiste nye kartofler, ikke. Og det var guddommeligt! Altså, bevares, resten af måltidet var bestemt også af overjordisk kvalitet – måske vi bare skal konkludere, at fredagens lækre sommermiddag generelt var i den himmelske klasse? (ja, jeg er har en synonymordbog, og jeg er ikke bange for at bruge den!) :D

Jeg havde inviteret min bror forbi og sammen fik vi gang i grillen. Eller, okay, hvis ret skal være ret, så fik han gang i grillen (absolut ikke en af mine spidskompetencer), og så stod jeg for det meste af det mere madrelaterede. Ganske fin arbejdsfordeling, hvis I spørger mig. Især fordi min mor og hendes kæreste så tog sig af oprydningen efterfølgende! :D Men tilbage til grillen – kyllingen var nemlig den såkaldte kylling på dåse, som de fleste nok har hørt om efterhånden. Det er en fantastisk måde at lave kylling på grill på. Cideren – eller øl, hvis man bruger det – er med til at give kyllingen både smag og saft og kraft – og så er det supernemt! Bland lidt krydderier i en dåse fyldt med lidt væske og stik den i rumpen på kyllingen (pardon my french – jeg skal nok spare jer for resten af de dårlige jokes, min bror og jeg kunne brygge på dét! Hint… (så selv tak!)). Og så kan den ellers bare hygge sig i kuglegrillen i 4-5 kvarter. Nemt!

Til kyllingen lavede jeg en jordbærsalat, som var fænomenal. Det var første gang, jeg har smagt en salat med jordbær, men kombinationen af søde jordbær (vi fandt nogle belgiske, der smagte meget lig danske) og salt feta var virkelig – ja, himmelsk. Derudover var der som sagt de førnævnte nye kartofler og så lavede jeg en bunke hvidløgssmør for at få noget fedt. Og bare fordi nye kartofler fortjener at blive spist med kold dansk økosmør – gerne med hvidløg!

Dette er ikke et decideret LCHF-måltid. Der er jo både kartofler og frugt m.m., så det er egentligt lidt snyd, at jeg har puttet det under LCHF-kategorien. Men det er alligevel ét af de måltider, som man klart bør unde sig selv en gang imellem i min optik. Og så er det stadig lysår bedre end meget andet, synes jeg, så jeg spiser det stadig med god samvittighed. Men det kan du jo selv vurdere. Du kan jo også bare vælge at skippe kartoflerne, hvis du gerne vil have det mere LCHF-venligt :) Ligeledes kan edamamebønnerne udelades, hvis du vil – selv om de er ret pæne ;)

 


 

Ciderkylling

3-4 personer (jeg lavede to kyller)

 

* 1 kylling á 1100 g (hvis den er højere, kan den ikke være under grillens låg)

* 1/2 dåse cider

* 10 tørrede enebær

* 1 spsk tørrede krydderurter efter eget valg (jeg brugte oregano og timian – hvis jeg havde haft rosmarin, havde jeg brugt det)

* groft salt

* olivenolie eller smeltet smør til pensling af kyllerne

 

Tænd grillen og do your thing med kullene. (kan I fornemme at det ikke er her, jeg brillerer? :D)

Dup kyllingen tør ind- og udvendigt. Krydr indvendigt med godt med groft salt.

Hæld cider i en kyllingeholder, hvis du har en, eller pak dåsen ind i sølvpapir – husk at lave hul ved åbningen. Put enebær og krydderurter i væsken og sæt kyllingen på holderen/oven på dåsen.

Grill i 1 time til 5 kvarter under låg. Pensl med olie eller smeltet smør ved jævne mellemrum.

Lad kyllingen hvile 5-10 minutter og parter den.

 


 

Jordbærsalat med spinat og feta

4 personer

 

* 1 bakke babyspinat (ca. 75 g)

* 300 g søde jordbær

* 2 dl edamamebønner (optøede fra frost)

* ca. 100-150 g “feta” (køb den på blok, ikke de tørre gummiagtige salattern!)

* friskkværnet peber

* ca. 40 g pinjekerner

 

Rist pinjekernerne på en tør pande til de er gyldne – pas på at de ikke bliver sorte, det kan pludseligt gå stærkt.

Skyl og tør spinaten. Læg nederst i en pæn salatskål eller fad. Skyl jordbærrene, fjern stilk og skær i kvarte. Læg ovenpå spinaten. Fordel de optøede edamamebønner over og afslut med smuldret feta og friskkværnet sort peber. Fordel til sidst pinjekernerne hen over salaten.

 


 

Kartofler og hvidløgssmør

Jeg formoder, at I har styr på det her punkt selv, men hvis ikke, vil jeg anbefale at koge kartoflerne a la Price - det gør jeg altid, og det bliver godt hver gang. Og husk nu: spar ikke på saltet!

Hvidløgssmørret er naturligvis bare blødt smør blandet med presset hvidløg efter smag :)

 


 

 


Blomkålssalat med radiser og ærter

En af de retter jeg lavede allermest sidste sommer var nok min yndlingskartoffelsalat aka. verdens bedste kartoffelsalat – altså sådan efter min ydmyge mening, ikke? Men til trods for at jeg altid har elsket kartofler, er det efterhånden ret sjældent, at jeg spiser dem. Det var åbenbart ikke så svært at undvære dem, som jeg troede. Eller det vil sige: I vinterhalvåret er det nemmere at undvære kartofler, end jeg havde frygtet. Jeg kommer dog helt sikkert til at skulle have nye kartofler mindst et par gange i løbet af den kommende sommer – jeg elsker dem så højt, at mit liv umiddelbart ikke vil være værd at leve, hvis jeg skulle undvære dem helt ;)

Ikke desto mindre har jeg nu lavet en erstatning for førnævnte yndlingskartoffelsalat, som fint kan gå i stedet for udgaven med kartofler – og så gemmer jeg i stedet mine kartoffelrationer til at spise nykogte med koldt smør, skal vi ikke aftale det? :D Faktisk tænker jeg dog slet ikke så meget over, at kartoflerne mangler i denne salat – og det er altså noget af en udtalelse, når den kommer fra mig. Men måske en af årsagerne til, at jeg er så vild med den specifikke kartoffelsalat, som denne salat er baseret på, netop er – altså udover den gode smag naturligvis – at jeg er ret stor fan af skjulte grøntsager. Og her er blomkål – endnu en gang – genial, fordi den faktisk ret fint går ind og kamuflerer sig lidt a la kartofler. De har naturligvis ikke den der ret lækre blødhed, som kartofler har – med mindre man skamkoger den selvfølgelig – men smagen er ret neutral (så længe man kan lide blomkål, forstås), så i mit hoved tænkte jeg stadig ‘kartoffelsalat’. Og selv hvis du ikke har det helt på samme måde med blomkål, synes jeg alligevel, du skal prøve den. Når musikken spiller – helst i høj solskin, med et par lækre ostepølser ved siden af – er der nok ikke nogen, der klager :D

 


 

Blomkålssalat med radiser og ærter

4 personer

 

* 1,5-2 blomkål (ca. 800-1000 g)

* 2 dl grønne ærter, fra frost eller friske

* 2 bundter radiser

 

Dressing:

* 2 dl creme fraiche, helst 38% men 18 kan også gå

* 2 spsk mayonnaise

* 1 lille fintrevet løg

* salt og peber

* 1 bundt finthakket purløg

 

Fjern stok og blade fra blomkål og del dem i små buketter. Damp eller blancher i letsaltet vand i 3-5 minutter. Tilsæt ærterne, hvis du bruger frosne, det sidste minut. Dræn og afkøl i et dørslag. Skyl evt. med koldt vand, hvis du ikke har tid til at lade det stå.

Rens og skær ender af radiserne. Halver dem og skær i tynde skiver.

Bland alle ingredienserne til dressingen og smag til. Hold evt. lidt af løget tilbage og tilsæt lidt ad gangen, så den rå løgsmag ikke bliver for overvældende.

Vend grøntsagerne med dressingen og lad evt. salaten stå i en halv times tid inden den serveres.

 


Hvad spiser du allermest om sommeren?


Jordbærkage med mandelbund og lime- og mascarponecreme

2. pinsedag var jeg til pinsefrokost med den pukkelryggede. Vi var endt på noget mild sammenskud, som i praksis udmøntede sig i, at min tante stod for forret, min bedstemor for hovedret og jeg for desserten. Egentligt en udemærket arbejdsfordeling, hvis det endelig skal være – så havde jeg nemlig en undskyldning for at få lavet den jordbærkage, jeg længe har haft i tankerne. En hurtig googlesøgning på “pinse dessert” fortalte mig desuden, at:

“mange spiser ovnstegt kylling og nye kartofler til pinse og en eller anden form for rabarber/eller jordbærkage til dessert” (fra Arla)

Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige (hvad spiser I?), men det passede i hvert fald på mig som fod i hose, eftersom min bedstemor havde lavet kylling til sære mig, der ikke kunne spise flæskesteg som de andre. Og vi fik da også kartofler som vist nok var nye-ish. Og ja, så var der jo jordbærkagen, som reelt set er dagens emne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med jordbær – også selv om de stadig “kun” er spanske. Ja, de danske jordbær er da klart at foretrække, men jeg er altså ikke typen, der vælger at undvære indtil de gode – men dyre – danskdyrkede bliver tilgængelige. Selv om man måske officielt set burde. Hvis du foretrækker at vente, kan du jo bare lige gemme opskriften her til dén tid kommer – for den er virkeligt dét værd. Den blev lavet efter opskriften her, som jeg længe har haft på min to-try liste. Jeg brugte dog Janes opskrift her til selve kagebunden – med et par modifikationer, og det samlede resultat blev en fantastisk lækker jordbærkage – helt uden korn og sukker!

Den klassiske jordbærkage med mørdej, marcipanfyld m.m. er superlækker – men jeg kunne godt fristet til alligevel at kåre denne til min nye favorit. En mørdejsbund kan være ganske fin, men jeg tror faktisk, jeg foretrækker den luftige og let svampede mere kage-agtige bund i denne – og at den så også er nemmere, gør det da kun bedre. Limecremen giver et lækkert og friskt pust, hvori mascarponen alligevel giver en fedme og sødme, som en almindelig flødeost ikke helt giver – selv om det dog kan bruges, hvis du ikke kan skaffe mascarpone. Man kan også bruge en traditionel flødeskumscreme, hvis man foretrækker det.

Alt i alt er det en skønherlig sommerkage med masser af muligheder for fremtidige variationer, der kun gør det oplagt at lave den igen og igen! Heldigvis lod resten af min familie også til at være enige med mig i dens velsmagenhed, for de to kager, jeg havde lavet, blev spist rub og stub. Vi var 15, så hvis man satser på én kage til 8 personer er man altså nok meget godt kørende. Eftersom jeg lavede dobbelt sats, er mængderne på billederne nedenfor altså ligeså – lad det ikke forvirre jer ;)

 


 

Jordbærkage med mandelbund og lime- og mascarponecreme

1 kage – 8 personer

 

Bund:

* 4 æg

* 3 spsk/50 g sukrin gold (kan evt. erstattes af alm. sukrin)

* 1 tsk mandelessens
(kan udelades, men det fremhæver kagens mandelsmag og giver næsten marcipanagtige associationer)

* 1 dl piskefløde

* 50 g smør, smeltes

* 1 dl/50 g mandelmel fra Funktionel Mad
(kan ikke erstattes med hjemmemalede mandler, det giver ikke samme resultat som det fedtreducerede mel)

* 1 tsk bagepulver

* 1 spsk fiberHUSK (den fine)

* 1/2 tsk vanillepulver

 

Lime- og mascarponecreme:

* 250 g mascarpone

* 1/2 dl piskefløde (kan udelades)

* skal og saft af 2 øko-lime

* 1/2 tsk vanillepulver

* 1 spsk sukrin+

* evt. lidt flydende stevia for øget sødme

 

Desuden:

* ca. 300 g friske søde jordbær

* evt. lidt revet limeskal til pynt

 

Smelt smørret og lad det køle lidt af.

Pisk imens æg og sukrin godt sammen – helst med elpisker. Tilsæt fløde, mandelessens og det smeltede smør. Bland de tørre ingredienser for sig og pisk i de våde til det er blandet godt.

Lad dejen hvile ca. 10 minutter, mens fibrene trækker væsken til sig.

Forvarm imens ovnen til 180º varmluft.

Beklæd en springform med bagepapir og fordel dejen heri. Glat overfladen og bag i ca. 20-30 minutter, afhængigt af din springforms diameter, til den er gylden.

Køl kagen af. Du kan evt. bage den dagen før, den skal bruges, hvis det passer dig bedre.

Pisk alle ingredienserne til cremen sammen med en elpisker eller i røremaskine, og smag evt. til med lidt ekstra sødemiddel, hvis det er nødvendigt. Piskefløden kan bruges til at gøre cremen mere medgørlig, når den skal smøres på kagen.

Skyl jordbærrene, fjern stilken (husk at gøre det i dén rækkefølge, ellers bliver de vandede) og skær herefter jordbær i skiver/både/halve. Fordel limecremen ovenpå den kolde kagebund og pynt med jordbær, som du lyster og har tålmodighed til. 

Velbekomme!

Kagen skal selvfølgelig opbevares på køl af hensyn til mascarponecremen, men gør dig selv den tjeneste at tage den ud ca. 1 time før servering – det smager altså bare bedst, når det ikke er køleskabskoldt! :D

 


Hvad spiser I til pinse?


Side 1 af 131234510Sidste »
Follow on Bloglovin

Abonnér via mail

3 tilfældige fra arkivet…

Husk!

Ingredienser

(4) (23) (10) (2) (4) (26) (4) (18) (37) (2) (19) (8) (28) (28) (2) (24) (8) (13) (7) (3) (2) (3) (4) (7) (12) (13) (5) (39) (3) (4) (5) (39) (57) (17) (5) (29) (6) (2) (14) (7) (3) (4) (6) (19) (5) (7) (6) (23) (17) (2) (26) (9) (4) (5) (3) (2) (3) (9) (8) (4) (15) (18) (2) (59) (6) (12) (14) (14) (17) (9) (2) (10) (2) (73) (3) (5) (3) (123) (2) (3) (6) (12) (17) (5) (6) (24) (2) (9) (2) (16) (2) (9) (3) (7) (18) (4) (22) (38) (3) (4) (2) (9) (3) (7) (7) (2) (29) (23) (15) (3) (70) (3) (16) (10) (18) (6) (3) (30) (2) (4) (5) (19) (8) (70) (7) (16) (17) (3) (13) (2) (6) (39) (5) (2) (4) (3) (16) (4) (11) (2) (5) (3) (39) (5) (9) (3) (2) (8) (2) (17) (10) (4) (36) (6) (2) (11) (34) (25) (5) (7) (7) (23) (3) (20) (12) (9) (58) (4) (2) (8) (7) (3) (2) (8) (2) (24) (3) (3) (12) (8) (7) (5) (6) (4) (5) (6) (2) (6) (6) (2) (7) (5) (23) (2) (5) (3) (4) (2) (22) (8) (11) (11) (5) (3) (124) (36) (15) (4) (3) (9) (19) (15) (35) (9) (5) (2) (6) (69) (2) (31) (10) (12) (3) (6) (4) (2) (2) (4) (10) (2) (46) (4) (15) (2) (5) (5) (3) (4) (3) (2) (44) (17) (7) (4) (3) (15) (12) (130) (2) (7) (3) (6) (24) (3)
Yes. But no.

Samarbejde

Få 5% i rabat ved at skrive 'Xenia' i bemærkningsfeltet på ordren.