Salade Niçoise

salade-nicoise-3

Jeg har mange svagheder, det skal jeg være den første til at indrømme – både når det kommer til mad og sådan generelt, selv om det nu mest er mad, jeg mener lige nu. Mange af mine madrelaterede svagheder er sæsonbetonede, hvilket, jeg egentligt tænker, er meget normalt. Om sommeren er en af mine største svagheder nye kartofler. Selv om jeg altid har været ret vild med kartofler i alle former, udgaver og variationer, og tidligere i mit liv flere gange har præsteret at spise et aftensmåltid bestående udelukkende af kartofler og sovs (det var især i mine vegetardage), er det faktisk noget, jeg spiser relativt sjældent det meste af året. Bortset fra om sommeren, når de nye er på hylderne altså. Generelt spiser jeg nok altid mindre strikst om sommeren, netop pga. kartofler, men også jordbær, vandmelon og deslige er med til at gøre, at jeg nok i hvert fald kører en meget mere liberal udgave af LCHF, der nok snarere ligner noget lower carb værk end ellers. Og det fungerer!

I mandags fik jeg endeligt prøvet WEDOFOOD, som længe har stået på min bucket list. Efter den der ferie for nyligt og alt det dertilhørende feriemad, havde jeg lyst til noget lidt mindre junket, da min veninde og jeg skulle finde noget at spise inden en biotur. I sidste øjeblik kom jeg i tanker om salatbiksen i Kødbyen, som virkede som det helt oplagte valg, og holdnuop hvor var det altså bare godt! Der var ret mange af deres salater, som jeg gerne ville prøve, men i sidste ende endte jeg på Favoritten, som var fænomenal og lige mig (selv om jeg desværre bare aldrig er mæt lige så længe, når jeg kun får salat til aftensmad – men så har man jo bare en undskyldning for at spise dessert!), men da jeg kom hjem lå deres salade niçoise stadig og lurede i baghovedet, så det valgte jeg at kaste mig over i går. Fordelen ved at lave den salat selv for mit vedkommende er jo i øvrigt også, at jeg bare selv kan udelade løg og oliven uden at skulle føle mig som en kæmpe særling 😉

Jeg tror, at der er lige så mange udgaver af denne specifikke salat, som der nærmest er mennesker i Frankrig (ok, måske ikke helt, men I ved), så denne er selvfølgelig bare min udgave. Men den var god og rar og utroligt mættende. Jeg brugte en dåse tun af sådan mellemgod kvalitet, men jo bedre tun, du bruger, desto bedre er salaten selvfølgelig. Du kan også gå all out og stege en frisk tunbøf dertil, det kan kun være læks!

salade-nicoise-1

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Salade Niçoise

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 3-400 g små nye kartofler
  • 3-400 g grønne bønner
  • 4 æg
  • 3-400 g små tomater
  • 1-2 dåser tun gerne i olie
  • 2 store håndfulde blandet grøn salat
  • evt. rå løg i skiver og sorte oliven hvis man er mindre kræsen, end jeg er

Dressing

  • 4 spsk olivenolie + evt. lidt olie fra tunen hvis det er af god kvalitet
  • 1/2 citron saften herfra
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 lille tsk dijonsennep
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Kog kartoflerne møre og lad dem køle af.
  2. Optø bønnerne i kogende vand eller damp dem, hvis du bruger friske.
  3. Kog æggene.
  4. Skær kartoflerne i skiver eller tern, skær tomaterne i tern og bland med bønnerne i en skål. Ryst eller pisk ingredienserne til dressingen sammen og vend grøntsagerne heri.
  5. Fordel en håndfuld salat nederst på hver tallerken og fordel kartofler, tomater og bønner herover.
  6. Pynt med tun og æg i kvarte samt evt. løg og oliven.
salade-nicoise-2

Kategorier: Fast food, Favoritter, Frokost, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, Internationale retter, LCHF opskrifter, Mælkefri, Salater, Sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!