Sandwich med kylling, bacon, ost og tomatmayo

sandwich-1

Nåmmen glædelig “tilbage til hverdagen”-mandag…eller noget, ikke!

Jeg er nok langt fra den eneste, der lige skal prøve at minde mig selv om, hvorfor det nu er, at vi ikke bare har fri hver dag, og hvad det nu lige fordelen er ved det der skole/arbejde/etc. Heldigvis har jeg faktisk sovet hele 8,5 time i nat, hvilket jeg absolut ikke troede muligt efter at have holdt mig en døgnrytme i ferien, der hedder i seng kl. 4-ish, op kl. 12. Så faktisk er jeg umiddelbart overhovedet ikke “efter ferie”-træt. Til gengæld er min krop den sygt praktiske type, der vælger at blive syg nu efter at have haft mange fridage at kunne gøre det i. Hele mit hoved er derfor tilstoppet, og i dag har jeg første af fire dage i en eksamensworkshop, som jeg ikke bare lige kan melde fra. Jeg hopper på en masse medicin og anden lindring, og ser frem til en bogreception i eftermiddag (måske ses vi?) efterfulgt af byens bedste bøf og bearnaise! Forhåbentligt kan det kurere endnu bedre end alverdens medicinering!

Men hverdag betyder jo også (for mange i hvert fald) et gensyn med den daglige madpakke og finden på. I dag er jeg heldig at have rester fra i lørdags, men hvis det ikke var tilfældet, havde jeg nok været smart at gemme denne sandwich, som jeg spiste både lørdag og søndag til frokost, til madpakken i stedet. Det er muligvis den bedste sandwich, jeg har fået i lang tid, og det bedste af det hele er, at den kan blive til udelukkende af rester, hvis man har de fornødne elementer. Ellers må man lige stege lidt bacon og røre en tomatmayo aftenen før – og evt. noget kylling, som dog snildt kan udelades også. Det er dét værd!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Sandwich med kylling, bacon, ost og tomatmayo

Ingen bedømmelser endnu

Antal: person

Opskrift inspireret af Madbanditten

Ingredienser

  • 1 burgerbolle fx denne
  • 1 spsk tomatmayo se nedenfor
  • 2 skiver bacon sprødstegt
  • 1-2 skiver ost jeg bruger havarti
  • 1 lille håndfuld frisk spinat eller andet grønt
  • evt. lidt stegt kylling

Tomatmayo

  • 1 spsk tomatpure
  • 3 spsk mayonnaise

Sådan gør du

  1. Bland tomatmayo af tomatpure og mayonnaise.
  2. Flæk burgerbollen og smør med tomatmayo.
  3. Saml sandwichen med spinat, ost, bacon og evt. kylling.
  4. Velbekomme!
sandwich-2

Kategorier: Fast food, Favoritter, Frokost, LCHF opskrifter, Rester

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!