Sauteret spidskål, majs, bacon og rosmarin

spidskaalmajsbacon-2

Jeg er noget krævende, når det kommer til betegnelsen “sommer”, så jeg går altså endnu ikke med til, at det er mere end højst forår. Men selv om sommervejret lader vente på sig, kan vi jo godt spise sommermad – det har jeg i hvert fald gjort her!

Kombinationen af sauteret kål, majs og bacon har jeg nu efterhånden fået flere steder. Først på Foderbrættet tilbage i december som tilbehør, og senest i en burger på Siders. Begge gange tænkte jeg, at den kombination da egentligt var ret fantastisk, så nu har jeg genskabt den hjemme. Der er noget ved kombinationen af blød og sødlig kål, søde majs og salt og sprød bacon, som bare spiller. I hvert fald i min bog, men jeg er jo også fan af majs, hvorfor jeg tænker, at vi har haft hele den der “er majs LCHF?”-samtale før, så den springer vi bare let og elegant over i denne omgang. Hvis du godt kan lide majs – og i særdeleshed søde sommermajs fra kolben – bliver dette dit nye yndlingstilbehør. Og i øvrigt også din nye yndlingsmåde at spise majskolber på. Selv om der da er en vis charme ved at spise dem direkte fra kolben, med smør og salt over det hele (eller er det bare mig, der spiser som en gris?), er det her uendeligt meget nemmere – og majsene får ikke alene den gode smag af smør og salt, men de får desuden en røget smag fra baconen. Jeg behøver vel ikke at sige, at det ikke var sidste gang, dette kom på bordet hos mig?

Hvis ikke du kan lide majs, eller du spiser striks LCHF, kan du “nøjes” med den mindre lirede udgave af baconspidskål her.

Jeg spiste det med et par koteletter, som jeg fandt i fryseren, men det vi egentligt du til alt, vil jeg vove at påstå, så det behøver man ikke at tage så nøje.

Udskriv
Sauteret spidskål, majs, bacon og rosmarin
Antal: 2 personer
Ingredienser
  • 1 pakke bacon i skiver
  • 2 majskolber
  • 2 stor spsk smør
  • 1 lille spidskål eller 1/2 stort
  • 1 spsk tørret rosmarin eller en lille håndfuld finthakket frisk
  • salt og peber
Sådan gør du
  1. Skær bacon i mindre stykker, og steg dem på en varm pande, til de begynder at blive sprøde.
  2. Fjern blade og hår fra majsene, og skær majskernerne fri fra kolben med en stor kniv. Tilsæt majsene til baconen sammen med rosmarin, og svits et par minutter.
  3. Fjern stok fra spidskål, og skær i strimler. Tilsæt kålen til resten på panden, og svits, indtil kål og majs er tilpas møre.
  4. Smag til med salt og peber.

spidskaalmajsbacon-1

2 comments

  1. Maria Hoffbeck fra En verden af kunst

    Uhm en rigtig lækker kombi 🙂
    Og jeg får grill-gæster i weekenden, så tak for inspirationen 🙂

    1. Jamen det var da så lidt, Maria, håber det falder i god jord 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *