Snickersfudge

Snickersfudge

I min miniefterårsferie skulle der (naturligvis) noget lækkert og gerne lidt sødt til. Men på en kost uden korn og med så lidt sukker som muligt, bliver det en smule mere besværligt end ellers. På det punkt er Jane helt sikkert min guru, og I er sikkert mange, der allerede kender hende, og derfor også allerede har set denne opskrift. Men for de af jer, der ikke har, (og også for mig selv og min egen hukommelses skyld) gengiver jeg den alligevel her.

Hvis man gerne vil undgå sukker helt, kan man naturligvis vælge at bruge en sukkerfri chokolade. Jeg har fx set, at Isis har lavet en chokolade der er sødet af Stevia og Erythritol, hvilket begge er naturlige og kaloriefri sødemidler. Det er da ret smart – mere af det, tak! Jeg var også lige ved at købe noget af det i går til et andet projekt, men det koster altså 30 kr for 85 g, hvilket er lidt over mit budget! Et alternativ er så at bruge en chokolade med så højt kakaoindhold som muligt (jo mere kakao, des mindre sukker) og så evt. søde det lidt med sødemiddel, mens man laver fudgen (eller hvad man nu skal bruge det til). Jeg valgte sidstnævnte. Hvis du ikke har noget problem med sukker, kan du også bare købe en lidt lysere chokolade, fx 70%.

Disse fudge er virkeligt syndigt gode! Det har muligvis nok noget at gøre med, at jeg er en sucker for peanutbutter, men ikke desto mindre vil jeg klart anbefale at I prøver det. Uanset om I forsøger at undgå korn og sukker eller ej! Jeg spiste, indtil jeg havde ondt i maven, og fortrød det ikke engang 😀

Snickersfudge
20-40 stk. afhængigt af størrelse
Print
Ingredienser
  1. * 100 g god mørk chokolade (jeg brugte 86 %)
  2. * 150 g crunchy peanutbutter (Urtekrams er min favorit)
  3. * 40 g smør (brug gerne saltet)
  4. * 1/2 tsk vaniljepulver (eller 1 tsk vaniljeessens)
  5. * evt. flydende stevia, sukrin+ eller andet (eller sukker hvis du foretrækker)
Sådan gør du
  1. Smelt chokoladen over vandbad. Når det er helt smeltet, tilsættes peanutbutter, som ligeledes smeltes og røres godt ud. Tilsæt herefter smør og rør til det er jævnt.
  2. Smag til med vanilje og sødning.
  3. Fordel fudgemassen i en brødform af silikone eller en af metal beklædt med film.
  4. Sæt i køleskabet i min. 4 timer - gerne længere.
  5. Skær i mundrette stykker lige inden servering. Det er bedst, de lige passer til én mundfuld, da man ellers bliver ret snasket 🙂
Bemærkninger
  1. Opbevares på køl.
Opskrift fra/inspireret af Madbanditten
Adapted from Madbanditten
Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/

13 comments

  1. Ummenum! Har haft kig på den, men er ikke så glad for sødemidler. Tænker at kaste mig ud i den med 70% og tilsætte ekstra nødder 🙂

    1. Det kan du sagtens – jeg skal også prøve med ekstra nødder næste gang, tror jeg. Crunchy peanutbutter giver jo dejlig knas i sig selv, men man kan nærmest aldrig få for mange nødder efter min mening 🙂
      Er det smagen af sødemiddel, du ikke bryder dig om, eller tanken? Der findes jo efterhånden flere helt naturlige sødemidler i handlen fx 🙂

  2. Åh så lækkert! Jeg tror snart jeg skal lave en ny portion! 🙂

    1. Jeg lavede den faktisk også hele to gange sidste uge, hæhæ – men til mit forsvar var jeg hjemme hos min mor og havde både hende den ene dag samt min bror og hans kæreste den anden dag til at hjælpe 😀 De er SÅ gode!

  3. Uhmm… De er bare alt for gode!
    Det er ikke sidste gang, jeg har lavet dem.
    KH
    – frk. sveske

    1. De er nemlig utroligt lækre! Jeg er også overbevist om at de bliver en fast genganger hos mig – uanset om jeg holder fast i den korn- og sukkerfrie stil eller ej 😉

  4. Cathrine Fallesen

    Mmm, lavede dem i dag med en god stak hakkede paranødder og lidt cayennepeber, det er dælme også lækkert 😀

    1. Det lyder godt nok heller ikke dårligt, Cathrine! Jeg er sikker på, at cayennepeberet har givet et helt fantastisk lille spark 😀

  5. Kan de holde til en transport på 2 timer overvejer st lave dem og tage med til en familie frokost . Men er bange for at de smelter i bilen ;(

    1. Hm, det ved jeg faktisk ikke, om de kan, Nina – de smelter nemlig sådan set ret hurtigt, når først de er taget ud af køleskabet :/ Måske du kan bruge noget frossent som køleelement, og det så kan gå?

  6. Tror du jeg kunne bruge honning i stedet? Ellers hvor får jeg fat i Stevia det jo naturligt sødemiddel skal ikke have det der kemiske det tør jeg ikke 😀 (har ikke set stevia nogen steder måske det mig der er blind)

    1. Både stevia og for så vidt også sukrin+ er naturlige sødemidler. Stevia kan efterhånden købes i flydende form i de fleste supermarkeder – bare sørg for at du skaffer en variant, der kun indeholder stevia og vand, ikke andet. Ellers kan du også sagtens bruge honning i stedet, så længe du har det fint med den højere blodsukkerpåvirkning 🙂

      1. Jeg tænkte bare at honning måske var et bedre alternativ og måske ikke ligeså slemt der er jo også andet næring i honning det ikke bare raffineret sukker (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *