Sojamandler (uden y)

I dag har jeg ikke rigtigt nogen sjov eller interessant historie om denne opskrift. Jeg var hos grønthandleren for at købe kikærtemel (til denne opskrift), så soja på hylden og fik lyst til at lave nogle sojaristede mandler. The end.

Til gengæld tænkte jeg, at jeg kunne gå lidt i nørdemode og brokke mig over, hvor ofte jeg ser soja stavet med y. Jeg prøver som udgangspunkt at holde min indre grammatiknazi lidt nede herinde, men da jeg researchede forskellige metoder at lave disse på, dukkede den forkerte stavemåde ret tit op. Måske ikke så underligt, at den ligefrem er registreret i retskrivningsordbogen nu som “uofficiel, men meget almindelig stavemåde”. Aka. det er forkert, men så mange mennesker staver det forkert, at vi giver op, haha. Det er nok en af de ting, jeg går lidt for meget op i, uden at andre rigtigt kan følge mig *indsæt abe-emoji*. Also, jeg har garanteret i tidens løb fået skrevet det mindst ét sted herinde selv. Dobbeltmoral er dobbelt så godt, I ved!

Sååå tilbage til mandlerne. Man kan lave sojamandler helt simpelt med bare soja og mandler, der ristes på panden, og så er det dét. Jeg kan dog godt lide, at mandlerne får en ristet smag også, hvilket både fremhæver sødme og nøddesmag, så jeg ristede/tørrede dem i ovnen efterfølgende. Herudover tilsatte jeg også lidt sødning og en anelse paprika for at få en mere afrundet smag. Resultatet blev virkeligt godt, og mit største problem er nu faktisk bare, at jeg puttede dem på glas for tidligt, så de er tørret sammen i én stor blok, så det er besværligt at kværne dem så hurtigt, som jeg egentligt har lyst til. Måske i virkeligheden en god ting. Oh well.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Sojamandler

Ingen bedømmelser endnu

Opskriften kan nemt ganges både op og ned efter behov.

Ingredienser

  • 2 dl mandler
  • 2 spsk soja eller tamari eller lignende
  • 2 tsk sukrin gold
  • 1/2 tsk paprika

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 125º varmluft.

  2. Bland alle ingredienser på en pande og sauter, indtil sojablandingen er trængt helt ind i mandlerne.

  3. Fordel så på en bradepande beklædt med bagepapir og rist/tør i ovnen i ca. 20 minutter.

  4. Lad herefter afkøle og tørre helt, inden du overfører til en lufttæt bøtte eller et glas.

Kategorier: Asiatisk, LCHF opskrifter, Mælkefri, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!