Speltsalat med grønne bønner, friske majs og feta

 

I har muligvis bemærket, at jeg er lidt i salatmood for tiden – men sådan er vi sikkert mange, der har det om sommeren, tænker jeg 🙂 Den anden dag blev endnu en salat til i mit køkken. Jeg foretrækker til enhver en tid måltidssalater som denne, hvor man ikke behøver at spise noget til. Speltkernerne giver mæthed, kulhydrater og fibre, fetaen giver lidt protein og grøntsagerne giver yderligere mæthed og sundhed. Dressingen giver lidt ekstra af det sunde fedt. Måske kunne sådan en salat godt mangle lidt protein, men jeg sørger altid bare for at spise proteinholdigt til de andre måltider, og så går det hele fint 🙂

 

 

I salaten indgår der både friske grønne bønner og friske majs. Begge dele er helt sikkert med til at give salaten en formidabel smag, men man kan formentlig også i bruge grøntsager fra frost i en håndevending – især uden for sæsonen.

 

 

Speltsalat med grønne bønner, friske majs og feta

2 portioner

* 1 ½ – 2 dl speltkerner

* 1 grøntsagsbouillonterning

* 3-4 dl vand

 

* 300 g friske grønne bønner (alternativt ca. 250 g fra frost)

* 1 majskolbe (ca. 150 g majskerner)

* salt

 

* 2 spsk olivenolie

* 1 spsk hvidvinseddike

* 1 tsk løgpulver (eller 1-2 spsk finthakket løg, hvis du er den type 🙂 )

* salt

 

* 2 håndfulde spæde salatblade

* 100-125 g feta 

 

Kog speltkernerne med bouillon og vand i 20 minutter og lad dem køle af.

Ordn imens grøntsagerne. Fjern bladene og trådene fra majsen og skær kernerne fra. Det gøres nemmest ved at holde majsen oven på en lille skål stående i en stor gryde og så ellers bare skære majsene fra kolben. Skær enderne af bønnerne og skær dem i stykker på ca. 1 cm. Put grøntsagerne i en gryde, hæld lidt vand ved samt ca. 1-1 1/2 tsk salt. Bring i kog og lad dem simre i 2-5 minutter, afhængigt af hvor møre, du foretrækker grøntsagerne. 

Bland speltkerner og grøntsager. Pisk olie, eddike, løgpulver og salt sammen og hæld over salaten. Vend godt rundt og lad salaten køle af i ca. 15-30 minutter i en flad skål eller et fad med så stor overflade som muligt (så går det hurtigere).

Vend til sidst salaten med salatblade og smuldret feta og server.


3 comments

  1. Hm, nu er jeg ny indenfor LCHF, men spelt går ind under gluten. Jeg går ud fra, LCHF ikke nødvendigvis er så striks på det område så?

    1. Denne opskrift er over halvandet år gammel og derfor fra før, jeg startede på LCHF. Korn (og gluten, som du ganske rigtigt siger) er ikke LCHF 🙂
      Alle LCHF-opskrifter her på bloggen er markeret med kategorien LCHF, som du kan se lige under titlen på de pågældende indlæg – de er herudover samlet her, hvis du er i tvivl 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *