Spidskålssalat med pesto, basilikum og avocado

Jeg ELSKER pesto! Det er vi nok mange, der gør. Faktisk, når nu jeg tænker over det, tror jeg egentligt aldrig, jeg har mødt nogen, der ikke kunne lide pesto. Men måske du sidder derude? Men hvorom alting er, så synes jeg altid, at jeg – til trods for min pestokærlighed – har en rest tilbage, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til. Sker det mon også for jer? Det har nok noget at gøre med, at jeg ikke bare kan spiser det på “alt” – hvis jeg kunne det, skulle jeg jo nok få det brugt. Nej, jeg foretrækker trods alt at bruge det i mad og retter af en art. Derfor skete det endnu en gang i denne uge, at jeg havde en pestorest – denne gang efter den rare squashgetti-ret fra sidste uge. Lykkeligvis faldt det dog også heldigt sammen med, at jeg også havde et lillebitte spidskål, noget døende basilikum og en ikke helt optimal men dog moden avocado. Og så – inspireret af det kære Piskeris – kastede jeg da bare det hele sammen i en skål! Ærligt talt: Det er jo sådan de bedste retter opstår!

Jeg havde samtidig også en lille portion hakket kylling, da jeg ikke brugte det hele til søndagens ruskomsnusk, hvorfor jeg valgte at lave mine yndlingskyllingefrikadeller til – dog i en lettere udvidet (og nemmere) variant med lidt hytteost samt løgpulver og hvidløgspulver i stedet for “den ægte vare”. Ja, lidt snyd må der nu godt være en gang imellem, synes jeg 😉 Og så valgte jeg faktisk også at stege dem på panden for én gangs skyld. Normalt laver jeg dem jo i ovnen, da det er nemmere, og man samtidig har hænderne frie til andre ting, men lige i tirsdags var jeg altså i humør til at pandestege dem på gammeldags manér. Så det gjorde jeg! Det er selvfølgelig lidt mere omstændigt, men duften af at stege i smør samt den efterfølgende stegeskorpe har nu helt klart sin charme – og gør det også dét værd i min optik. Salaten kan dog naturligvis serveres til lige hvad det skulle være, ingen regler eller grænser her!

Og sådan gik det til, at jeg 1-2-3 havde kastet et hurtigt hverdagsaftensmåltid sammen – oven i købet med lækre rester til madpakken dagen efter. Og så tog jeg ellers til træning kort efter og torturerede mig selv. Gah! (P.s. Jeg kunne faktisk godt bevæge mig – overraskende nok!)

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Spidskålssalat med pesto, basilikum og avocado

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Opskrift efter Piskeriset

Ingredienser

  • 1 lillebitte spidskål
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 2-3 spsk pesto rør det evt. op med lidt olivenolie, hvis det er for tykt
  • 1 stor moden avocado
  • evt. lidt salt og peber

Sådan gør du

  1. Snit spidskålen fint. Skær basilikum i fine strimler (≈chiffonade, yes, I talk fancy talk), og vend grøntsagerne med pestoen. Smag evt. til med lidt ekstra salt og peber.
  2. Lige inden servering, fjernes sten og skræl fra avocado og den skæres i skiver eller tern og vendes med resten.

Kategorier: Fast food, Forår, Frokost, Grill, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Påske, Rester, Salater, Sommer, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!