Squashspaghetti med bacon, pesto og kylling

Mit forhold til squash er sådan lidt ambivalent. Jeg veksler mellem, at synes det er en genial og alsidig grøntsag – næsten lige så fantastisk og brugbar som blomkål – og egentligt ikke rigtigt bryde mig om konsistensen. Men sådan er der jo så meget. Når jeg spiser det råt som pasta til min all-time favorite kyllingekødsovs, er jeg i himlen og forfatter utallige oder og kærlighedserklæringer til den grønne sag med mange nævne (kært barn, ved I nok). Meeen, nogle gange bliver konsistensen altså lidt for svampet og vandet for mig. Derfor er denne ret også lidt en både-og ting for mig. På den ene side var jeg vild med smagssammensætningen, og hvis jeg lukkede øjnene, troede jeg næsten, at jeg sad og spiste rigtige nudler/spaghetti. På den anden side blev squashen altså også lidt gummiagtig. Men! Jeg vil klart lave det igen, så det var absolut ikke dårligt. Jeg ville bare lige smide en advarsel i fald der er andre, der også har sære ambivalente forhold med grøntsager 😉

Jeg lod mig inspirere af en af mine yndlings amerikanske blogs (selv om jeg nærmest får en ny hver uge!), nemlig Perry’s Plate – og så tillod jeg mig at ændre lidt hist og pist og tilføje kylling for en god ordens skyld. Hvis I ikke allerede har opfanget det, er jeg ret pjattet med kylling! 😀 Oprindeligt ville jeg også have haft broccoli i, men måtte droppe det pga. tidsmangel. Uden er det en super hurtig ret – det tog nok omkring 20 minutter for mig at få maden på bordet. Med broccoli er der dog mere fyld og knas, da squashen jo bliver lidt soggy, hvilket nu for så vidt også er meningen. Men vi ved jo alle, at lidt forskellige konsistenser i en ret egentligt er meget rart i længden. Så næste gang, hvis jeg har mere tid, vil jeg klart putte det i – og det vil jeg også anbefale jer at gøre 🙂

Min tidsmangel (og en generel mangel på pæne basilikumsplanter de steder jeg handler for tiden) gjorde desuden også, at jeg brugte færdig pesto. Det er naturligvis ikke lige så godt som at lave det selv, men hvis man kan finde et glas der ikke indeholder alt for mange særlige og overflødige ting, kan det efter min mening nu også gå i en håndevending. Irmas eget mærke, synes jeg, er et godt og acceptabelt valg. Men lav endelig pestoen selv, hvis du har tid og gider 😀

Er der nogle grøntsager – eller andre ting – du også har ambivalente forhold til?

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Squashghetti med bacon, pesto og kylling

Ingen bedømmelser endnu

Antal: portioner

Ingredienser

  • 2-3 store squash
  • salt
  • 1 pakke bacon
  • 500 g kyllingeinderfilet
  • smør
  • 1 løg
  • 1 broccoli
  • 1/2 glas pesto ca. 3 store spsk
  • evt. parmesan til servering

Sådan gør du

  1. Lav squashen til spaghetti, enten ved hjælp af en kartoffelskræller eller en spiralizer. Læg i et dørslag og drys med fint salt - lad saltet trække væske ud af squashen, mens du forbereder resten.
  2. Skær bacon i skiver på ca. 1 cm og steg sprødt i en stegegryde, en stor pande eller gryde.
  3. Skær kyllingen i mindre stykker og steg i smør på en anden pande.
  4. Hak løget fint. Skær broccoli i mindre buketter og stokken i tern.
  5. Fjern bacon fra gryden og sauter løget heri i et par minutter, til det bliver blødt og klarer. Tilsæt så broccolien og svits i ca. 5 minutter, til den er mør, men sprød.
  6. Klem væsken ud af squashen og tilsæt til gryden sammen med pestoen. Vend rundt i et minuts tid - det skal bare lige blive varmt. Vend kylling og bacon i og server med revet parmesan.

Kategorier: Hovedretter med kød, Hverdagsmad, LCHF opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!